Der var i mange år tradition for, at skolebestyreren efter overstået realeksamen tog en tur til udlandet med realisterne.
Skikken opstod i 1920 da daværende skolebestyrer P.A.Dissing tog en cykeltur rundt i Danmark med de elever, som netop havde overstået deres realeksamen. Han cyklede selv i spidsen for flokken.
Disse ture blev gennemført hvert år, men efter nogle år blev de ”motoriserede”, idet Dissing havde fået bil, så nu kørte han i bil foran den cyklende flok, og når en eller anden punkterede sin cykel, blev cyklen bundet bag på bilen og den uheldige? Fik lov at køre med i bilen indtil man kom til et sted, hvor der var mulighed for at lappe. Man overnattede på kroer eller hoteller, hvor man nu kom frem.
Hvorfor man lavede disse ture er også usikkert, men man kan jo gisne om, at det har været den gulerod, der skulle få eleverne til at blive på skolen og gennemføre realklassen og ikke gå ud efter 4. mellemskoleklasse.
Fra 1929 gik turen til Tyskland. Dissing havde erhvervet kørekort til bus, så han lejede en rutebil og kørte selv med eleverne.
Da min Far og Mor overtog skolen i 1936 fortsatte de traditionen.
Der var to kriterier, der skulle opfyldes for at turene blev gennemført. De skulle gøres så billige som muligt, og alle elever skulle med.
Der blev samlet penge ind fra eleverne i løbet af året med et bestemt beløb hver uge. Der var udnævnt en kasserer i klassen, som skulle sørge for, at pengene blev krævet ind. Også Mor og Far blev krævet for beløbet.
Forplejningen blev ordnet på den måde, at de elever, der kom fra landejendomme kom med flæskesider og æg, de andre, der ikke kunne levere naturalier måtte så købe brød og andre fornødenheder, og Mor lavede hvert år nogle store krukker med jordbær- og rabarbermarmelade. Der blev også plukket en ordentlig spandfuld moreller fra det store træ i skolegården, så der var nok til de første par dage.
Forplejningen var jo noget ensidig, men så vidt vides overlevede alle. Der blev selvfølgelig undervejs indkøbt kartofler og grøntsager og brød, så ingen led nød Men på turen i 1938 var der et poetisk gemyt der de sidste dage gik og sang: ”Vi er ikke skabte til spejlæg og flæsk, ved bøffen at blive det tjener os bedst.”
Man lejede en rutebil med fører til turen. I begyndelsen var det en rutebilvognmand i Nørreby, der lagde bil til, senere blev det en rutebil fra Nordfynske Jernbane, kørt af Aksel Hansen fra Tørresø eller Peter Elmely. Men et år, da man fra jernbanens side havde glemt aftalen og derfor ikke kunne stille en bus til rådighed, måtte Far i al hast klage sin nød til Statsbanerne, der var villige til at komme med en bus med dags varsel. Bussens chauffør var Holger Bank fra Kolding, en mand som alle deltagerne vist endnu kan huske for hans gode humør og hans formidable tjenstvillighed.
Holger Bank var så dejligt et menneske, at når vi de næste år lejede bus hos Statsbanerne, var det en betingelse, at det var Holger Bank, der kørte.
Turene blev gennemført som teltture, således at drengene sov i telte og pigerne overnattede i bussen. ( Hvor behageligt det har været, melder historien ikke noget om.)
Dengang var der ikke noget, der hed campingpladser, så når det blev tid til at gå i lejr, fandt man frem til en egnet græsmark, og Far gik så ind til ejeren og bad om lov til at slå teltene op der.
Engang kom Far ind til en landmand i Nordøsttyskland for at bede om lov til at overnatte på hans mark. Manden var ikke meget for det, men så kom Far i tanker om, hvor han var – nemlig i det militaristiske Preussen - så det næste sted han kom ind, sagde han meget bestemt: ”Vi er en dansk skole, vi skal sove her i nat, hvor kan vi slå vore telte op?” Så forstod manden, at det var en uundgåelig ordre, og anviste dem en plads. I årene l936 – 1937 – 1938 og 1939 gik turene til Tyskland, og det var vist nogenlunde de samme områder, man besøgte nemlig Rhinlandet og Harzen.
Så kom krigen i 1940, og det var slut med udenlandsture.
I 1940 var der vist ingen realklassetur, alt var jo så uoverskueligt.
Men i 1941ville eleverne af sted på tur, men da der ikke kunne køres i bil, måtte turen foregå på cykel, og man bestemte at tage en cykeltur til Sjælland, Falster og Møen. Det foregik som sædvanlig som en telttur, så der var meget bagage, der skulle læsses på cyklerne. Hver deltager havde sin personlige bagage på sin cykel. Nu var der jo ingen bus, som pigerne kunne sove i, så nu måtte også de bo i telte. Gartner Kaj Hansen stillede en lukket cykelanhænger til rådighed til alle madvarerne, og et sted lånte man en anden anhænger, hvor vi kunne have teltene. De store realklassedrenge skiftedes til at trække de tunge anhængere. Det var et job, der krævede meget energi, og til frokost var der to af drengene, der hver spiste 16 skiver rugbrød vel at mærke af 1 cm. tykkelse.
I 1942 gentog man succes`en med en cykeltur til Sønderjylland. Også den foregik med telte og overnatning forskellige private steder, der var egnede til formålet, og hvor vi fik lov at slå teltene op.
Men efter 1942 var det også slut med at arrangere cykelture. Cykeldækkene blev for dårlige til, at man kunne løbe an på så lange ture.
Først i 1946 blev der igen mulighed for at køre i bus, så her blev der arrangeret en 8-dages tur rundt i Jylland.
Endelig blev der mulighed for igen at kunne til udlandet, så i 1947 blev det bestemt, at man skulle lave en tur til Norge. Der foreligger ingen beretninger om denne tur, da papirrationeringen gjorde, at der ikke kunne bevilliges ret meget papir til årsberetningen. I 1948 gik turen igen til Norge med bus og telte. Der var en del regnvejr på denne tur. Det nødvendiggjorde, at vi flere nætter måtte sove på hølofter på gårdene, men det var ikke noget problem. Nordmændene var meget gæstfrie.
Vi boede en nat ved en gård i Seljord. Her havde vi også boet i 1947, og dengang havde en af pigerne tabt et guldkors i græsset. Det lykkedes ved et fantastisk held at finde korset, og der var stor glæde, da vi kom hjem og kunne overrække det til ejerinden.
Engang kørte vi ind på torvet i en østnorsk by. Der stor nogle mænd og snakkede, og far sprang ud af bussen og spurgte dem, hvor vi kunne parkere. ”Derborte” sagde en mand og slog ud med hånden. Da Far så begyndte at dirigere bussen i den anviste retning, råbte manden pludselig: ”Nei,nei Dere kan parkere her”. ”Ja, men De sagde jo, at vi skulle parkere derovre”, sagde Far. ”Jeg trode Dere var svensk, så kunne Dere gå fan i vold”, lød svaret. Der var ikke meget sympati for svenskerne i Norge lige efter krigen. Det var lykkedes at få en lille smule svensk valuta, så vi kunne køre gennem Sverige til Göteborg og sejle til Frederikshavn derfra, og der kunne lige blive penge til et lille stykke chokolade til hver. Men det var frustrerende at gå rundt i Göteborg og se alle de varer, de havde i butikkerne og som ikke kunne købes i Danmark. 1949 var der slækket noget mere på restriktionerne, så det blev muligt at købe så meget svensk valuta, at en Sverigestur kunne gennemføres.
En spændende og pragtfuld tur, selvom den stadig blev gennemført på den primitive måde. Også på denne tur var der en del regnvejr. Jeg husker således, at vi en morgen måtte spise morgenmad i en svinestald.
1950 lavede man igen en tur til Norge. Igen var det Telemarken, der måtte holde for. En nat boede vi ved en elv, og Christen Jensen fra Uggerslev, der var ivrig lystfisker, havde lånt en fiskestang af nogle lokale folk. Da han stod og kastede sin spinner ud, kunne han ikke forstå, hvor den var blevet af, for han hørte ikke noget plask i vandet. ”Den sidder her,” sagde Far der stod bag ved ham, mens han prøvede at få krogen ud af sine bukser.
1951 og 1952 ved jeg ikke rigtigt, hvor turene gik hen, men i 1953 lavede vi en tur til Holland. Vi kørte gennem ruinhobene i de tyske byer. I Holland måtte vi som sædvanlig bo på egnede græsmarker, for det var endnu ikke blevet almindeligt med campingpladser. I vinteren 1952-1953 var Holland blevet ramt af store oversvømmelser og i Danmark blev der etableret store indsamlinger af tøj til de nødstedte. Min bror og jeg læste dengang i København, og om aftenen hjalp vi med at sortere det indsamlede tøj. Da vi en aften på Hollandsturen havde fundet en dyrskueplads, der var fint egnet til lejrplads, gik Far ind på en nærliggende politistation og spurgte, om vi kunne slå vore telte op der. Det fik ham afslag på. Det kunne man ikke give tilladelse til. ”Det er godt gjort”, sagde han,” nu har mine drenge brugt deres fritid til at samle tøj sammen til hollænderne, og når vi så kommer herned, kan vi ikke engang få lov til at slå teltene op på en dyrskueplads! Nu kører vi ud et sted og finder en god mark og slår teltene op der.”
Og det gjorde vi så. Vi havde på den og senere ture lavet en turnus, så drengene holdt vagt to og to hele natten igennem. Og midt om natten kom vagterne og vækkede Far. Der havde været et par politibetjente for at se, hvad der foregik, men da de fik forklaret, hvem vi var, var de gået igen.
I 1954 lavede vi som noget nyt en tur til Østrig. Det blev på mange måder en mindeværdig tur. Vi boede i teltene udenfor Salzburg og havde været inde og se byen. Om aftenen blev det et gevaldigt tordenvejr, og regnen skyllede ned. Vandet løb ind i teltene – der var jo dengang løse underlag- og selv om vi gravede render kunne vandet ikke stoppes. Og så regnede det ellers uafbrudt døgnet rundt indtil fredag middag. Det var en ren naturkatastrofe, vi var løbet ind i. Broer og veje blev skyllet væk, og flere steder, hvor vejen var oversvømmet, måtte vi ud for at undersøge, hvor dybt vandet var, og om det var muligt at køre igennem. Vi gennemførte vores rute, men måtte hver nat tigge os ind på gårde, hvor vi sov i laden eller på høloftet. Der blev ærbart hængt et teltunderlag op til at skille pige – og drengeafdelingen, men det var der vist ikke rigtig nogen, der respekterede!
Med hensyn til forplejningen så havde man efterhånden opgivet den fælles madforsyning. Eleverne blev nu delt op i ”familier” to piger og to drenge, der så selv skulle sørge for at holde deres madkasse forsynet. Det gik også fint på den måde. Så kunne den enkelte få den mad, han bedst kunne lide.
Turen til Østrig var en af de sidste realklasseture, der blev gennemført. Efterhånden var børnene blevet mere rejsevante, og da en elev kom og sagde, at han hellere ville bruge pengene til en Guitar, sagde Far, at nu må det være slut, enten skulle alle eleverne med på turen eller også blev der ingen tur.
Så dermed var en epoke i Otterup Realskoles historie forbi.
Jens Otto Jensen.Lejrtur
Billede 1: Legoland
Traditioner på Otterup Realskole
Traditioner på Otterup Realskole set i bakspejlet af to gamle lærere, Kirsten Hansen og Karen Margrethe Lindberg – fra 1960’erne og frem til i dag
Skolebussen
En vigtig del af Otterup Realskole er skolens bus. De første år vi var på skolen, var det nærmest Chr. Lunds bus. Han havde en grå 11-personers bus – og det var kun ham, der kørte den. Senere fik Erik Lindberg erhvervskort. Så måtte han også køre. En del lærere har senere fået kortet. På et tidspunkt i 1970-erne bliver det aktuelt at købe en større bus. Den var til ca. 20 personer og bordeauxrød. Den var bare ikke særlig god – mange reparationer gjorde, at skolens ledelse fandt det formålstjenligt at udskifte den i 1980-erne. På det tidspunkt kunne man købe gamle DSB-busser til en overkommelig pris. Så kunne vi få en bedre bus og med plads til flere børn, så kunne vi tage to klasser med ad gangen. Heldigvis har skolens bestyrelse i årenes løb forstået, hvor vigtigt det var, at skolen havde en bus. Vi lærere har en handlefrihed, som er uvurderlig!
Morgensang
De første år, vi var på skolen, stod eleverne op – og vi sang en salme og bad Fadervor. Men 60´erne bredte sig også til skolen. Skolens elever fik lærerrådet til at indse, det var gammeldags, - så eleverne fik lov til at sidde ned. Nogle år gik – nogle lærere holdt stædigt fast i salmesangen og Fadervor. Men så begyndte vi også at bruge Højskolesangbogen. Der var bare den ulempe, at der ikke var bøger nok. Derfor gik vi over til en lille rød sangbog, som eleverne købte, når de begyndte i 1. Klasse. Senere blev det til De danske Gymnastikforeningers sangbog. Plus at vi begyndte at kunne duplikere og lave transparenter til overheadprojektoren. Det var et stort fremskridt. I dag er sangbøgerne helt droppet – men der er stadig fælles morgensang. Hurra for det! I mange år havde vi ”sjov morgensang” en gang om ugen. Der blev lagt en plan for, hvornår den enkelte klasse stod for morgensangen sammen med klasselæreren. Man måtte gerne nøjes med at vælge en sang. Men i de yngste klasser stod den som regel på underholdning af forskellig art.
Idrætsdag
Idrætsdagen er næsten altid blevet afholdt først i september. Alle skolens elever stillede klassevis op i skolegården. Derefter gik vi med skolens to meget gamle faner i spidsen til Otterup Stadion. Men på et tidspunkt blev vi klar over, at de gamle faner ikke kunne holde til den tur mere. Derfor søgte vi Danmarks Samfundet om en ny fane. Fanen modtog vi i Den fynske Landsby sammen med Anna Margrethe Vang den 1. juni 1982, mener vi. Vi brugte den ved idrætsdagen i 1982. Festligt har det altid været, når vi skulle til idrætsdag. Der har været år, hvor vi har haft sækkepibemusik eller violinmusik i spidsen! Mange forældre har altid bakket op om denne tradition. På stadion var der fælles opvarmning. Derefter gik vi til de forskellige idrætsaktiviteter, hvor alle lærere på Otterup Realskole havde en opgave at tage sig af. Nok mere en pligt end et ønske fra flere læreres side. Men eleverne gik til opgaverne med glæde.
Emneuger eller klassens uge
Nogle år var alle skolens elever med i opgaver omkring et bestemt emne, f.eks. Puretto (en by), stavnsbåndets ophævelse, Indien osv. Senere opstod ideen om klassens uge, fordi lærerne var på forskellige niveauer med eleverne. Enkelte emner egnede sig også bedre i klassesammenhæng. Mange af disse uger mundede ud i udstillinger og optrædener af forskellig art. Bl.a. forældrene kunne komme og se resultatet af en spændende uge.
Skolefesterne
Årsfesten blev i vores tid omdøbt til skolefesten. Det var årets begivenhed med skolekomedie, lege og danse. Da vi begyndte på skolen i 1967, blev årsfesten afholdt over 2 dage i gymnastiksalen på Otterup Realskole. Den ene aften for de store elever og den anden aften for de yngste elever. Forældrene var også indbudte. Men der var ikke særlig gode forhold, fordi der ikke var nogen scene, og fordi man optog gymnastiksalen for lang tid til at øve osv. Derfor flyttede festen til Otterup Hotel. Det var først i 1970-erne. Dengang var der en scene, og der var mere plads på hotellet. Men omkring 1980 opstod ideen om at holde skolefest i Otteruphallen. Nu var det også 9. klasse, der havde overtaget opgaven med at spille komedie. I 1980 var Niels Erik Clausen klasselærer for 9. klasse, og han havde mod på at rykke derud med alt, hvad det indebar med hensyn til kulisser og opstilling af scene. Vi var så andre, der tog os af det praktiske med hensyn til opstilling af borde, stole, pyntning, bestilling af mad og meget mere. Bl.a. musikere til sanglege og danse – diskotek for de store elever. De første år brugte vi forskellige forældreråd til hjælp – men ikke alle syntes, det var så sjovt at være med. Derfor fik vi ideen, at det var oplagt, at det var 9. klasses forældre, der hjalp til med kulisser og scene osv. Forældrene er jo engagerede, når det er deres børn, det drejer sig om. Vi har haft forskellig succes med skolefesterne i hallen. Nogle år kneb det med varmen – nogle år var komedien for lang, så de små børn larmede! Der har også været store problemer med lyden. Men helhedsindtrykket har heldigvis gjort, at forældrene har bakket op om skolefesterne. Vi på skolen har selvfølgelig også været usikre – men vi kunne jo ikke være andre steder med så stor en fest! Det er nemlig vigtigt, at man en gang om året har en fælles fest. Det giver sammenhold i ”familien” på Otterup Realskole!
Luciaaften
En tradition som var startet før vores tid var Luciafesten. Omkring den 13. december gik de store piger Lucia i gymnastiksalen, først om morgenen og igen om aftenen. Om aftenen var familien indbudt til Luciabrød og kaffe. Aftenens indhold var ikke for små søskende og skolens yngste elever. Underholdningen kunne være sang, oplæsning og nogle gange krybbespil. Anne Margrethe Vang og Else Marie stod i mange år for denne aften. Niels Erik, Karin m.fl. har siden overtaget opgaven. En af de stille traditioner.
Juletraditioner
Frokost med 10. KlasseDa vi kom til Otterup Realskole, var det en tradition, at realklassen serverede hjemmelavet julefrokost for lærerne. De første år fik vi sjove julegaver, bl.a. grydelapper, babybukser osv. Der var også underholdning i form af opgaver til lærerne og sange. Den dag gik de store elever virkelig til den i det lille køkken i hovedbygningen. Den gode julemad var medvirkende til god julestemning. Juleafslutning med alle klasser sidste dag før ferienFørst i kirken – så tilbage til skolen. De første år stod et lille juletræ midt i salen, og vi gik rundt om det. Bagefter blev der læst en julehistorie af Chr. Lund. I begyndelsen af 1970’erne indførte Karen Margrethe Lindberg en ny tradition: 3. Klasse lavede nissespil – og vi fik et stort træ – som forældre og elever pyntede aftenen før. Så kunne forældrene også se nissespillet! Sidste skoledag var der ikke plads til forældre og søskende.
Fastelavnsfest
En tradition der udviklede sig fra en lille fest i gymnastiksalen med få udklædte til en stor fest, der fylder hele skolen. Udsmykningen i salen tog Kirsten og billedkunstholdet 5. – 6. Klasse sig af i mange år. I mange år var det lærerne, der tog sig af forskellige aktiviteter rundt om på skolen. Senere blev det 8. Klasse og deres forældre, fordi der kunne tjenes penge til hjælp til en Englandstur. Aftenen startede altid med præsentation af de fantasifulde og kreative dragter, som bliver bedømt af en dommerkomite. Mange lærere har også deltaget i udklædningen som en gruppe, f.eks. fra Matador, kongelige osv. Spændte har børnene altid været på præmien – en chokolade til ca. 10 kr., og derfor var der også altid trøstepræmier til resten af flokken. Derefter var der tøndeslagning med kåring af konge og dronning.
Påskefesten
En meget vigtig fest for børnehaveklassens elever og familier. Nok den alle elever husker som den bedste. Nærmere om denne fest et andet sted.
Enebæroddeturen
Den første fandt sted 1.5.1981. Enebæroddeturen blev en tradition, fordi Orla Højgaard havde været ude a løbe på Enebærodde. Han fik så den ide, at hele skolen skulle på en samlet tur til Enebærodde. De første år var turen først i maj. Det var nogle gange en meget kold fornøjelse. Vi har prøvet at stå med frysende små børn i haglstorm på det meget åbne stykke af Enebærodde. Derfor blev turen rykket til først i juni de følgende år. Børnehaveklassen – 4. Klasse skulle gå/løbe til Martinegården – nogle kaldte den Martinigården! 5. – 10. Klasse skulle ud til fyret. Transporten var for de store elevers vedkommende på cykel til Hasmark. De små elever blev transporteret i skolens bus eller i private biler.
Sidste skoledag
Sidste skoledag for eksamenseleverne har altid været noget med morgenmad for lærerne. I mange år blev vi hentet hjemme tidligt om morgenen. Vi har kørt i hestevogn, traktor og vogn og bus. Når morgenmaden var spist, har der altid været arrangeret sjove ting af 10. Klasses elever. Flødekarameller er blevet spredt alle vegne til stor glæde for de andre elever. Dagen slutter med opsamling af karamelpapir.
Afslutning af skoleåret
Vi fik efterhånden lavet en tradition med afslutning i alle de yngste klasser for eleverne og deres forældre. Disse afslutninger har været meget forskellige. Det var, hvad læreren havde evner og lyst til at arrangere sammen med elever og forældre. Dimission for skolens afgangselever har altid været sidste fredag før sommerferien kl. 16. Man har i nogle år lagt mødetiden til 15.45. så har man hørt korsang i skolegården. Men ellers er det i gymnastiksalen, hvor alle de ældste elever deltager. Jubilarer er altid mødt op til stor glæde for os på skolen. Elevernes forældre og søskende samt lærerne deltager også. Her er salen festligt pyntet. Der bliver holdt taler af skolebestyrer, klasselærere for 9. Og 10. klasse, elever fra 9. og 10. klasse og eventuelt andre, der ønsker ordet, bl.a. skolens formand. Indimellem synges sommersange akkompagneret af Niels Erik Clausen. Derefter går afgangseleverne og øvrige gæster til reception med lidt til ganen. En dejlig afslutning på skoleåret og nogle elevers skolegang på Otterup Realskole. For nogle en vemodig dag.
Poppelbladet
Vores skoleblad Poppelbladet blev startet i efteråret 1968 af Fritz Thomsen og nogle store elever. De første år var der mange debatter og kommentarer, hvor eleverne virkelig sagde deres mening. Men efterhånden fik det liv i en mere rolig tone. Der har været skiftende redaktører: Bitten Keller, Niels Erik Clausen, Karen Margrethe Lindberg, Eva Hansen, Britta Ruhlmann Høgh, Kis Bech, Dorte Svensson, Merete Lorentzen, Steffen Eriksen. Vi har arbejdet på forskellige måder – nogle af os med mange elever som medarbejdere – andre med få. Der har været nogle, som syntes, der var for mange børnetegninger i – andre for få! Bladet har haft en mere orienterende form i mange år – det er ikke længere et debatblad. Nogle år blev der også udgivet en forældreorientering.
Pedel- Erik og Jan Lindberg
I 1968 finder Chr. Lund og skolens bestyrelse ud af at det vil være en god ide at ansætte en pedel.
Der kommer et lille udvalg på besøg hos os. Vi finder ud af sammen, at Erik godt kan tage jobbet, selv om det kun var halvdags i begyndelsen. Det betød lønnedgang og flytning for vores lille familie. Vi boede nemlig til leje på Gartneriet Hedager, hvor Erik var ansat som gartnermedhjælper.
Vi købte hus i Lunde. I en periode kørte jeg så i skole om formiddagen. Når jeg så kom hjem, tog Erik af sted. På den måde kunne vi klare børnepasningen selv. De foregående år havde min mor passet dem,når jeg var i skole. Jeg havde tilmed lånt hendes bil og transporteret børn til bhkl. i nogle måneder. Nu dukker den dårlige samvittighed op---jeg tror ikke engang,hun fik tak. Hverken af skolen eller mig!!!
Efterhånden fandt man ud af, at skolen havde i højeste grad brug for en fuldtidsansat pedel. Skolen trængte i den grad til at blive renoveret. Selv om Erik ikke var hverken maler eller tømrer, så fik han godt fat med Chr. Lunds gode råd i baghånden.
Efter at Vestergade 7 en tid havde været brugt som lokale for bhkl . og 1.kl blev vi tilbudt at flytte dertil..
Vi flytter ind sidst på efteråret 1970. Det var meget nemmere for alle parter, at vi boede tæt på skolen. Den skulle jo åbnes og lukkes hver dag.
Vi blev også telefonpassere. Det var jo rart for forældre og andre at der altid var nogle, som svarede. Vi fik så gratis tlf. Men vi lærte vore børn, at telefonen kun var til at give beskeder i . Værst var det, når der var snestorm at svare på om der var skolegang eller ej. Vi fik så indført at skolen var åben for alle, der kunne komme.
Nogle år kørte Erik skolebusruter morgen, middag og eftermiddag. Turene gik i forskellige retninger alt efter,hvor eleverne boede. Han kørte bla. til Bogø, Lindø og helt ud i den modsatte del af kommunen til Egeby og Nr.Nærå.
Det var en meget stressende periode for Erik. Fordi han var også gymnastiklærer nogle timer om ugen. Plus han havde den groveste del af rengøringen på skolen.
Sommerferie holdt vi kun en uge. Der var jo altid en del, som skulle gøres i stand. Males og lakeres gulve og hovedrengøringen ikke mindst var meget vigtig.
Som pedelkone har jeg ikke haft den store rolle. Men i mange år vaskede og strøg jeg alle skolens gardiner. Det ophørte, da det blev for omfattende .
Vores børn har også på forskellig vis hjulpet til. Henrik var den, der i flere år fejede og rev i skolegården hver fredag. Han og Jan har også hjulpet med at flytte borde og stole i forbindelse med de større arrangementer. Plus ved hovedrengøringen!
Pigerne Britt og Ulla har også hjulpet med hovedrengøring- og Ulla var i ca. 10 år ansat som rengøringsdame, samtidig med at hun også fik en uddannelse.
Ny Pedel.
I vinteren 1993 dør Erik af et hjertestop, da han en mørk vinteraften har løbet en Cooper test på Otterup Stadion. Det er et stort chok for os alle, fordi han i flere år har holdt sig i fin form. Bl. a. fordi han var fodbolddommer.
På skolen må man så finde en ny pedel.
Jan bliver ansat omkring 1.maj. Jeg husker ikke helt præcist, hvornår han begyndte!
Nu var Jan så ansat på samme måde, som sin far som gymnastiklærer, buschauffør og pedel. Han var for det meste glad for sit arbejde. Men ind imellem var han også noget stresset, fordi som pedel er der altid arbejde, der venter!
Da Jans ældste barn Michael bliver gammel nok til at hjælpe, gentager historien sig. Nu er det Michael, der hjælper med at flytte borde og stole, plus andet forefaldende arbejde.
Tirsdag d. 11.sep. 2007 bliver Jan dårlig på skolen. En af rengøringsdamerne kører ham hjem. Han ringer til lægen. Lægen mener, det må være influenza. Så Jan går i seng, da han er meget svimmel
Hen under aften, da Jans kone Christina kommer hjem, er hun klar over, at det er alvorlig galt med ham.
Jan bliver indlagt. Dagen efter overført til intensiv afd. På OUH. Efter observation i et par dage finder lægerne ud af, at han har en blodprop i hjernestammen. Der bliver gjort alt for at han skal overleve! Men d. 27.sep. 2007 dør han, uden at vi i familien har kunnet få kontakt med ham.
Påskefesten i børnehaveklassen
En tradition der startede i 1977 nok ret tilfældig. Jeg var med i en pædagogisk arbejdsgruppe omkring skolemodenhed, hvor vi var 5 børnehaveklasseledere fra forskellige steder her på Fyn, vi skrev en ret fyldestgørende rapport omkring emnet. Under dette forløb var der en af børnehaveklasselederne der fortalte om en meget vellykket forårsfest hun havde afholdt. Jeg følte at det var lige mig, særlig optog det mig de udsprungne birkegrene, som hun havde brugt som pynt,- og jeg kan tilføje, at jeg i rigtig rigtig mange år, havde mit hjem fyldt op med birkegrene til udspringning til påskefesten.
Samtidig gik jeg meget op i at små børn skulle spille teater. Jeg har hver år siden jeg startede min karriere dels som pædagog i Skolegades børnehave senere Kløvermarken børnehave som nu er nedlagt, spillet teater med børn.
Den første forårsfest var i 1977, denne fest blev en afløser for julefesten. Det var sådan at i mange år blev forældrene spurgt ved det første forældremøde om de ønskede en julefest eller påskefest.Aftenen startede med at forældre, søskende og børnehaveklassebørn klippede påskepynt og dekorerede æg, som blev pyntet på udsprungne birkegrene. Under udsmykningen blev der trillet påskeæg i grupper, gevinster der skulle trilles efter havde jeg været rundt i diverse banker og bedt om almisser i form af kuglepenne, blokke, balloner og andet godt, senere blev forældrene meget flinke til at sponsorere disse små gaver. Derefter blev der spillet stykke. I 1977 bestod underholdningen af et fjernsynsprogram,hvor både ”abba gruppen optrådte”, en teater og danse gruppe, samt en sports udsendelse, hvor både Allan Simonsen og Henning Jensen var på skærmen. Aftenen sluttede med smørrebrød, som var smurt af børnene om formiddagen, 1 stk. pr. person. 5 pakker rugbrød kostede kr.10.25 og pålæg hos slagteren kr.38.35. Forældrebetaling for sådan en aften var voksne, 4 kr. og børn 2 kr. Denne aften blev der også givet forældrene besked på, hvem der blev kommende 1.klasse lærere, imens den besked blev givet, fik børnene læst godnat historie. Alle forældre hjalp hinanden med at rydde op og mellem 22:00 og 23:00 kunne jeg glad og træt køre hjem til Næsby. Børnehaveklassen havde på dette tidspunkt 15 elever og vi var til denne fest 51 forældre søskende og elever. Senere fik jeg utrolig meget hjælp fra forældre, Frida og store elever på skolen og uden deres arbejdsindsats havde det været en næsten umulig opgave at løse.
I 1985 fik vi et meget aktivt forældreråd som mente at påskefesten trængte til en fornyelse, selv om jeg på dette tidspunkt var temmelig skeptisk, blev det en bragende succes. Forældrerådet lavede mad, frikadeller og kold kartoffelsalat og børnene lavede salatbar. Vi spillede stadig teater, trillede påskeæg, hvor gevinsterne var en slikpose til kr. 2,00, som var indgangsbilletten for alle og Norup 4 mands spillemandsorkester med Lars Oxenvad i spidsen spillede til sanglege, betaling var 1 kasse øl for denne præstation. For at deltage betalte man kr. 15,00 pr. person. Denne tradition har hele tiden udviklet sig , for mig har det nok været det rigeste når jeg fik de store elever inddraget med deres musik orkester, de var fantastiske, nogle år lavede de unge mennesker selv musik der passede til børnenes stykke, der var plads på denne skole til at de store børn blev frigivet fra timerne for at hjælpe mig, men det var ikke bare musikken der skulle være på plads ,sminkningen tog de store elever sig også af ,hvor har det glædet mit gamle hjerte mange gange når man kunne se en ældre elev få overrakt et påskeæg eller lignende fra et børnehaveklassebarn som tak for hjælpen, se hvor de hver på deres måde voksede.På et tidspunkt blev festen også for bedsteforældre og er der noget rigere når alle både gamle og unge danser ”tosset dans” til Søren Hjulers guitar, hvad skulle vi have gjort uden Søren, men i det hele taget kunne sådan en fest ikke gennemføres hvert år, hvis ikke der var så mange der positivt bakkede op om dette arrangement. Jeg tænker stadig på alle de frikadeller, kartoffelsalat, pølsehorn, skinke, kyllingelår og meget andet der i årenes løb er blevet lavet af forældrerådet. Jeg er skolen dybt taknemlig over at man stadig fører traditionen videre.
Realskolens historie i korte træk
Fra ide til virkelighed
I begyndelsen af 1880-erne så man på Nordfyn forskellige tiltag til at få dannet børneskoler, der i tilknytning til den grundlæggende undervisning, der blev tilbudt i folkeskolerne, kunne gøre eleverne i stand til på sigt at tage en videregående uddannelse. Med etableringen af Nordfynske Jernbaner skiftede landsbyen Otterup i 1882 status til stationsby, og man øjnede hermed mulighederne for at indfri behovet for en fortsættelses- og realskole på Sletten, da jernbanen kunne klare en stor del af transportproblemerne omkring en sådan skolegang for nabosognenes børn. En af dem, der arbejdede energisk med at få lavet en sådan skole, var Christian Vestergaard fra Hjadstrup. Han var selv lærer, og i 1881 deltog han i de første sonderinger omkring muligheden for en realskole i Otterup. I 1884 var man efterhånden nået så langt, at en gruppe mænd kunne samles til et møde på jernbanestationen i Otterup, hvor man aftalte at lave en fortsættelses- og realskole for landkommunerne på Nordfyn. Lokalbefolkningen var tydeligt med på ideen og sluttede talstærkt op. Lensgreven på Einsidelsborg meddelte, at han ville støtte med 200 kroner om året, andre privatpersoner bidrog på samme måde med mindre beløb, og den lokale sparekasse pungede ud med 200 kroner en gang for alle.
Tre adresser på elleve år
Hermed var det økonomiske grundlag sikret, og man lejede sig i første gang ind hos smeden Søren (Smed) Eriksen, i det nuværende Nørregade 29 i Otterup. Hans smedeværksted blev lavet om til skolestue, og hans tidligere lejlighed blev forvandlet til forstanderbolig. Da der var tale om en tidligere smedje, kom skolen hurtigt til at hedde ”Den sorte Skole” i folkemunde. Der var her, skolen ved en lille højtidelighed kunne åbne den 23. oktober 1884. Til at begynde med havde skolen kun 20 elever og en eneste lærer, som samtidig også var forstander. Han hed Kallehauge og var seminarist. Snart opstod der dog pladsmangel i den gamle smedje, så i 1886 tilbød stamhusbesidder E. Møller, som boede på Østrupgaard, at han ville opføre en helt ny skolebygning og leje den ud til realskolen til en rimelig leje. Det faldt i skolens smag, og man besluttede at tage imod tilbuddet. Den nye skolebygning på nutidens Bryggerivej 15, var efter omstændigheder ret rummelig. Den indeholdt fire klasselokaler, en forstanderbolig og værelser på første sal for ugifte lærere og lærerinder. I 1889 gik Kallehauge af og blev efterfulgt seminarist F. N. Fürst, som dog kun blev i stillingen til 1890. Han blev efterfulgt af Jacob Christian Zinn, som var teologisk kandidat. Mens han var forstander steg elevtallet i løbet af kort tid fra 25 til 50. Da der var udsigt til, at den positive udvikling ville fortsætte, dannede man i januar 1895 et interessentskab, hvis formål det var at opføre en ny skolebygning, hvis indretning var først og fremmest skulle være mere rummelig og tidssvarende. Bygningen blev opført i Jernbanegade 33, og kun små elleve år gammel kunne skolen allerede flytte for tredje gang til nye og bedre faciliteter. Stambesidderens hus på Bryggerivej kaldtes siden i flere genrationer for ’Den gamle Realskole’. I 1897 blev Jacob Christian Zinn efterfulgt af Jacob Bentzen som forstander. Han var ligeledes cand. theol. I hans tid fortsatte elevtallet med at stige fra 43 til 50, men det faldt igen til 28 i 1903, da han fratrådte posten og overtog et præsteembede i Jylland.
Udvikling og stabilitet – søskendeparret Dissing
Søskendeparret Peter Andreas og Marie Dissing kom fra fattige kår på Mors til Otterup. I begyndelsen holdt Marie Dissing hus for sin bror, men ret tidligt opfordrede Peter Dissing hende til at undervise, hvilket hun ikke brød sig meget om, da hun ikke var læreruddannet. Han fik hende dog ret snart overtalt til at begynde med håndarbejde og gymnastik. Senere kom hun også til at undervise i historie og religion. Som den ældste i lærerkollegiet oplevede hun i 1943 at kunne fejre sit 40 års jubilæum som lærer ved skolen samme år, som hun blev hyldet på sin 65 års fødselsdag.
Peter Dissing
På det tidspunkt blev skolens bestyrelse overbevist om, at det var bedst for skolens kontinuerlige udvikling og stabilitet, at driften blev pålagt en enkelt mand. Derfor forpagtede man i 1903 skolen ud til lærer Peter Dissing. I 1906 gik man så vidt som at sælge skolen til ham. Peter var en usædvanlig dygtig og afholdt mand, og i hans tid som leder voksede antallet af elever fra 28 til godt 180. Senere faldt det atter til omkring 135 bl.a. som følge af 1. verdenskrig og børskrakket i Amerika. I begyndelsen af 1920-erne lå elevtallet dog på det samme som i dag; ca. 225. Peter Dissing sås hver dag som leder af den fælles morgensang i gymnastiksalen. Han kom også selv rundt i klasserne en gang om måneden og indkasserede skolepengene hos eleverne. Peter var ungkarl i mange år og boede i en lille lejlighed på 1. sal i hovedbygningen. Hver dag fik han maden bragt fra Otterup Hotel. Senere blev han gift og levede sine sidste år i Odense, hvor han døde i 1963, næsten 89 år gammel.
Marie
Peter Dissings søster, Marie Dissing, var ligeledes en fremtrædende person i lærerforsamlingen. Hun var gift med Otterups isenkræmmer, Aage Nielsen, som havde bolig og butik i det store hus på hjørnet af Søndergade og Jernbanegade, hvor Peter Dissing gennem mange år indtog sin søndagsmiddag sammen med sin søster og svoger. Marie Dissing var efter sigende en myndig dame og, ligesom sin bror, en særpræget personlighed, som forblev ham en god støtte gennem hele hans virke. Marie Dissing var tilsyneladende ikke selv i tvivl om, at hun havde indgået ægteskab under sin stand, for hun underskrev sig altid ”Marie Nielsen, født Dissing”. Marie var desuden en enorm drivkraft i arbejdet på Nislevgård, som ligger lige uden for Otterup. Nislevgård var indrettet som institution for unger piger, som skulle føde uden for ægteskabet. Den hed ”Spædbørns- og Mødrehjemmet Nislevgård”. Marie Dissing var en vigtig person både i forbindelse med oprettelsen af institutionen og som daglig administrator af hjemmet. Vinteren 1939 var meget streng, og også her blev der god brug for Marie Dissings gode idéer. På grund af den strenge frost blev det vanskeligt at gennemføre en normal skolegang. Eleverne kom fra det meste af Nordfyn, og ofte skulle de cykle et stykke vej for at komme frem til Nordfynske Jernbane og komme med toget. Andre skulle cykle hele vejen til skolen. Sommetider var vejene ikke ryddet for sne, og sommetider sad toget fast i driverne. De elever, som kom langvejs fra, havde tit svært ved overhovedet at nå frem, og af og til mødte kun halvdelen eller mindre af en klasse op til undervisningen. Så samlede Marie Dissing de større piger i et klasselokale og fik dem sat i gang med at strikke huer og vanter, som skulle sendes til Finland, hvor folk oplevede endnu barskere forhold, og hvor Vinterkrigen mod Sovjetunionen var på sit højeste. Marie leverede selv en del af garnet, andre havde med hjemmefra. Strikkeriet stod på i flere måneder, og det lykkedes at sende en del af produkterne af sted til de trængende.
Peter Dissings udflugter
Peter Dissing grundlagde i 1920 traditionen med en årlig udflugt med realklassen, når den havde taget eksamen. Han var alene om at tage af sted med eleverne, og i mange år var han den, som cyklede forrest på cykelturene rundt omkring i Danmark. Udgifterne til turen blev dækket af en indbetaling på en krone pr. elev om ugen i det forløbne skoleår. Da Peter Dissing selv fik sig en Ford, kørte han foran med alle elevernes madkasser og bagage. Når en cykel punkterede, bandt han cyklen bag på bilen, og eleven kørte så med i bilen til det nærmeste rastested, hvor der blev tid til at lappe cyklen. Undervejs overnattede man på kroer og hoteller. Peter Dissing interesserede sig også for sine elever uden for skoletiden og var for eksempel ikke bleg for at foretage en spadseretur fra Otterup til Odense og tilbage igen. Fra 1929 og indtil krigen satte en stopper for det, kom turene til at foregå i bus til Tyskland, bl.a. til Berlin. Peter Dissing tog selv kørekort til bus, lejede en rutebil og kørte hele turen. Drengene boede i telt og pigerne sov i bussen.
Skolen overgår til Svend Jensen
Svend Jensen blev ansat som lærer på skolen i 1920, og i 1936, hvor hans hustru havde været ansat som lærer på skolen i et par år, købte parret skolen af Peter Dissing. Svend Jensen førte skolen videre i samme ånd, som man havde kendt i Peters tid. Svend Jensen var ligeledes var særdeles respekteret og afholdt både som lærer og senere som skolebestyrer. Adskillige anekdoter fortæller om hans store engagement for skolen og dens elever. Blandt andet fungerede han i en årrække som formand for bestyrerforeningen for private skoler. I 1957 var elevtallet steget til hele 228, men det kunne man dog ikke holde i længden, og ved Svend Jensens fratræden i 1966 var der kun omkring 170 på skolen. Før Svend Jensens afgang overgik skolen fra privateje til selvejende institution. Svend Jensen indførte i disse år vinterferien. Faktisk var Otterup Realskole den første skole i landet, som holdt vinterferie. Det var en uges fri, som kunne indføres med øjeblikkelig varsel, hvis det blev alt for koldt til, at man kunne opretholde den normale skolegang. Sommetider kunne ferien således pludselig indføres en morgen, hvis skolelederen bedømte vejrsituationen til at være for umulig. Så ringede han rundt til en del elever, som derefter lod beskeden gå videre til andre. Foruden Marie Dissing overtog Svend Jensen også en anden lærerinde, frøken Dorothea Pedersen, som ifølge overleveringen var en ret stramtantet frøken. Hjemme hos Svend Jensen gik hun altid under navnet ”Dorthe”, og det var en stående vittighed, når han sad og lagde nye skemaer i sommerferien, hvilket var vanskeligt at få til at gå op i en højere enhed, at ”i den time kan Dorthe ikke få børn!”
Skolens opdeling
I begyndelsen var der 5 på hinanden følgende klasser, nemlig de 4 såkaldte mellemskoleklasser, samt en etårig realklasse. Efter de fire år i mellemskolen kunne eleverne slutte af med en mellemskoleeksamen, hvad de fleste gjorde, eller de kunne fortsætte et år i realklassen og slutte af med realeksamen, som var adgangsgivende til en del kontorstillinger i den offentlige sektor, som bl.a. elever ved postvæsenet og i DSB.
Skolen under 2. verdenskrig
Ved 2. verdenskrigs udbrud var der ikke ret mange elever i underskolen, som det kaldtes dengang. De fleste små elever gik dengang i skole på kommuneskolen i Otterup eller i de små forskoler ude på landet. Først fra 5. klasse – eller første mellemskoleklasse, som det hed – kom der mange elever til realskolen. Følgelig blev 1., 2. og 3. klasse undervist sammen. I 1940 var der kun 14 elever tilsammen i de tre klasser. Omvendt har nogle elever faktisk oplevet, at der var mere end 40 elever i deres 5. klasse!
Skoleballet
Hvert år blev der holdt skolebal. Det var et af skoleårets højdepunkter, som alle så frem til med stor forventning. I de tidlige år blev skoleballet afviklet i gymnastiksalen og den tilstødende 5. klasse. Underholdningen sørgede eleverne for. De lavede forskellige små optrin og var klædt ud. Det hele skulle være slut kl. 24, så gæsterne kunne nå togene mod nord og syd. Der kom elever så langt væk fra som Næsby ved Odense og fra Bogense. Men efterhånden som der blev flere elever på skolen, var der ikke længere plads nok i gymnastiksalen, så man allierede sig med Otterup Kro, hvor der dels var meget bedre plads, men som også var i besiddelse af en god scene. Dermed kom der også mere stil over det, og realklasserne begyndte at opføre regulære skuespil en gang om året, og grunden blev lagt til det, vi i vore dage kender som den årligt tilbagevendende ”skolekomedie”, som altid spilles af 9. klasse og instrueres af klasselæreren. Man opførte klassikere som Oehlenschlägers ”Aladdin”, Heibergs ”Elverhøj”, Hostrups ”Genboerne” og mange andre i samme stil. Svend Jensen instruerede skuespillene med eleverne, og man lejede kostumer fra Odense Teaters garderobe. Et orkester kunne man dog ikke hoste op med, så det blev erstattet med en grammofon, som stod ude i kulissen. Også under krigen fortsattes traditionen med skoleballet, som var henlagt til november. Men da der i 1943 var indført mørklægning, løb man ind i problemer, for det blev for vanskeligt at finde vej på landet i mørke. Derfor blev man enige om at udskyde festlighederne til foråret 1944, men på grund af de tyske troppers beslaglæggelse af skolen i efteråret 1944, løb man endnu en gang ind i vanskeligheder, da det blev november, så dette bal blev i stedet flyttet til marts 1945.
På tur med eleverne
Svend Jensen fortsatte med at køre til Tyskland med eleverne, til den tyske besættelse af landet satte en stopper for traditionen. Det skulle dog ikke forhindre skolens leder i at arrangere et alternativt arrangement, som kom til at bestå i en cykeltur til Sjælland med realklasseeleverne. Man drog af sted med to store cykelpåhængsvogne og nåede både til Sydsjælland og Møn. Vinteren 1941 – 1942 var streng og satte atter såvel elever som personale på en hård prøve. Pigerne var begyndt at iklæde sig i lange bukser for at holde varmen på de lange cykelture til og fra skole. Svend Jensen syntes, det var helt i orden, når nu det var så koldt, hvorimod hans kone stillede sig noget mere kritisk til udviklingen. Som afslutning på skoleåret blev der – som i vore dage - afholdt en højtidelighed i skolens gymnastiksal. Lærere, forældre og elever samledes, der blev sunget sange og skolelederen holdt en tale og berettede om det forgangne års bedrifter. Alle elever fik udleveret et eksemplar af skolens årsberetning. Derefter gennemgik skolelederen alle klasserne enkeltvis. Navnene på hver enkelt elev blev nævnt sammen med faderens navn, og hvad den pågældende elev havde opnået i karaktergennemsnit. Listen med elevernes resultater blev desuden bekendtgjort i Otterup Avis.
Situationen strammer til
Det var økonomisk svære tider for skolen. I 1942 måtte Svend Jensen sælge sin villa på Damløkkevej i Otterup og flytte med familien ind på skolen i den lejlighed, der var indrettet på 1. og 2. sal i hovedbygningen. Lejligheden havde hidtil været beboet af pedellen, som nu var nødsaget til at finde et andet sted at bo. I den forbindelse blev der foretaget mange indretningsmæssige forandringer, og blandt andet blev husets første badeværelse bygget op fra grunden på 2. sal, med både bruser, badekar, terrazzogulv og fliser på væggene. Alle var meget usikre på, hvilken retning udviklingen ville gå i, og der kunne spores en hel del rådvildhed og frustration hos beslutningstagerne. Elevtallet var for nedadgående, selvom elevtallet stadig svingede mellem 150 og 200. Ganske vist fik skolen statstilskud efter antallet af elever, men der var trods alt tale om en forretning, som skulle løbe nogenlunde rundt. Svend Jensen gjorde selv en stor indsats for at holde skindet på næsen. I sommerferien tog han sin cykel og kørte rundt til folk i byen og oplandet. Der aflagde han besøg hos familier, han vidste, havde børn i den skolesøgende alder, for at få dem til at melde deres børn ind i realskolen.
Værnemagtens beslaglæggelse af skolen
Fra 9. september til 2. oktober 1944 var skolen beslaglagt af den tyske værnemagt. Fra 11. september blev en afdeling tyske soldater på 30–40 mand indkvarteret på skolen. De havde været ved Vestfronten og kom nu direkte fra Belgien. De blev indkvarteret i 5. klasse og i 2/3 af gymnastiksalen, som blev brugt til sovesal. Disse forandringer i hverdagen medførte et par dages lukning af skolen, mens man fandt undervisningslokaler til erstatning for de beslaglagte. Noget af undervisningen blev således flyttet til missionshuset i Tværgade. En del af de elever, der gik på skolen i de sidste krigsår, var børn af forældre i andre egne af landet, der havde det tilfælles, at de var gået under jorden og havde fået deres børn anbragt hos bekendte på Otterup-egnen, hvorfra de så gik på Realskolen. De andre elever blev først bekendt med dette efter krigen. Når disse elever gik på netop Realskolen frem for en kommuneskole, hang det nok sammen med, at eleverne kom fra næsten hele Nordfyn og derfor af den årsag kunne være mere anonyme.
Skolens udvikling i efterkrigstiden
I 1966 blev Christian Lund skolebestyrer. Bygningerne var på daværende tidspunkt allerede så nedslidte, at de trængte voldsomt til istandsættelse. Håndværkere havde man dog ikke råd til, så Lund to sammen med lærerne fat på reparationsarbejdet. I Lunds tid som leder fandt elevtallet et naturligt leje omkring 180. I januar 1967 kunne han indvie skolens første børnehaveklasse, som til at begynde med havde 8 elever, som dog blev til 14 ved skoleårets udgang. Christian Lund lod sig førtidspensionere i 1980, og fra 1. januar 1981 virkede Orla Højgaard Sørensen som skoleleder. I 1989 blev Hans Aage Schultz skolebestyrer. Han var skolens leder frem til 1996, hvor Christian Karstensen, som havde været ansat som lærer ved skolen siden 1978, overtog posten. I august 1998 blev den nye skolebygning (A-bygningen) taget i brug. Den rummer et nyt moderne fysiklokale, der også bliver brugt til biologi og natur/teknik. Der er også et hjemkundskabslokale, 3 klasseværelser, et lokale hvor skolens skolevejleder holder til samt toiletter.
Mine erindringer som børnehaveklasseleder gennem 36 år
Mine Erindringer som børnehaveklasseleder gennem 36 år.Skrevet af Kirsten Fog Hansen. En vestjyde kommer til Otterup.
Jeg husker stadig, da jeg i juli 1965, efter overstået børnehavelærerindeeksamen fra Esbjerg Pædagog Seminarium, kørte i bil fra Henne i Vestjylland mod Fyn med mine forældre for at søge min første assistentstilling i Skolegades børnehave, senere Kløvermarken, der nu er nedlagt.
Min forkærlighed for Fyn havde jeg fået i 1960, hvor jeg lærte lidt om designerfaget på Odense Fagskole. Men på Nordfyn havde jeg aldrig været, og stor er min begejstring da vi kørte mod Otterup på Slettensvej, for her lignede det lidt Vestjylland med de flade marker, så det tog lidt af sommerfuglene i maven.
Jeg fik stillingen som børnehaveassistent og flyttede til Otterup den 14. august 1965 på et meget lille værelse i Vestergade uden køkken. Tiden i Skolegade var spændende og lærerig. Det var den første børnehave på Nordfyn, men da jeg altid har haft helt min egen mening om hvordan børn skulle præges og have det i institutionen, følte jeg mange gange at vejen var lang til det kommunale system.
Jeg arbejdede med de store børn i børnehaven og gjorde meget ud af når børnene skulle starte i skolen. Det skyldtes nok at jeg i min praktik periode på seminariet i Esbjerg havde været i en børnehaveklasse.
Esbjerg var et af de få steder her i landet hvor der fandtes børnehaveklasser (og havde på det tidspunkt haft børnehaveklasser i 50 år).
I Skolegades børnehave kom jeg ret hurtigt til at kende Otterup Realskole. Jeg havde Poul og Bitten Kellers søn på min stue. Bitten sad i bestyrelsen for realskolen, senere blev hun lærer på skolen. Desuden var Karin Lund, datter af Lilli og Christian Lund (skolebestyrer på realskolen) i forpraktik hos mig i børnehaven i omkring ¾ år. Igennem Karin fik jeg fortalt meget omkring livet på realskolen. Jeg er selv opvokset på Dyreby Skole, en lille kommuneskole i Vestjylland og mange af de ting Karin fortalte mindede lidt om min egen opvækst. Skolebestyreren boede på skolen, tændte for fyret om morgenen osv.
Sidst på året 1966 kom Christian Lund og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive leder af den børnehaveklasse, som de var ved at etablere som den første på Nordfyn. Det var ikke lysten der manglede, men min kloge far informerede mig om, at det var bedst for ens senere arbejdstid at man havde sin aspirant tid på 2 år overstået i sin første stilling. Et råd jeg fulgte.
Selvom jeg ikke blev ansat havde jeg en del samtaler med Lund, bl.a. om hvad der skulle til af materiale i den nyetablerede børnehaveklasse. Det var i øvrigt Lund og Vang der stod for indretning af lokalet. Og Anne Margrethe Vang og fru Lund der malede borde og andet malerarbejde i P3.
Jeg var med til børnehaveklassens indvielse, hvor b. la. lederen af klassen Karen Margrethe Lindberg holdt en meget fin tale omkring klassens start. Mine tanker var på det tidspunkt ”godt du ikke tog stillingen”, for den tale hun holdt, mente jeg med mig selv, at jeg aldrig havde kunnet finde ud af. Men til mit held var børnehaveklassen ikke lige noget for fru Lindberg, da hun hellere ville lære børnene om tal og bogstaver fra bøgerne. Da Lund sidst i april 1967 spurgte om jeg stadig var interesseret i stillingen som børnehaveklasse leder, var svaret JA.
Jeg var året forinden blev gift og boede nu i Næsby. Ansættelsessamtalen foregik en aften i Lunds lejlighed på skolen, hvor jeg havde min mand Børge med. Lund læste mine papirer og lagde utrolig meget vægt på det menneskelige og det sociale. Inden vi gik hjem den aften var stillingen min. Jeg har aldrig skrevet et skriftlig ansøgning til Realskolen. Samtidig med jeg fik stillingen, som var på 15 timer, fik jeg 4 gymnastiktimer i 1. og 2. klasse (jeg er uddannet delingsfører fra Gerlev Idrætshøjskole).
Hvor var jeg bare glad den aften. En drøm var gået i opfyldelse – jeg skulle have min egen børnehaveklasse, hvor jeg kunne få lov, på min måde, at gøre de dejlige små 5-6 årige børn parat til netop den skole forældrene havde valgt – Otterup Realskole.
De første 10 år i børnehaveklassen.
Jeg var uddannet på et meget moderne seminarium, hvor man sagde du og var på fornavn. Desuden kunne man finde på at gå med lilla ble på hovedet. Det var ikke just den ånd der prægede Otterup Realskole, men jeg fik lov til selv at finde helt min egen stil at drive børnehaveklasse på. Og min praktik periode fra Esbjerg kom mig rigtig meget til gode. Jeg var selv temmelig usikker og umoden på mange områder, ikke mindst når det gjaldt forældremøder. For en pædagoguddannet som mig, var det utrolig grænseoverskridende at skulle stå at holde nærmest et foredrag ved det første forældremøde. Men Lund var god for mig, han forstod at presse de unge lærere lidt, så vi fik noget selvtillid, for man kan mere end man tror.
Den 15. august 1967 startede jeg med mange sommerfugle i maven, min første børnehaveklasse med 15 børn, senere 16. Jeg kendte en del af børnene, da de var fulgt med fra Skolegades børnehave, men langt de fleste kom lige derhjemmefra og skolen var deres første bekendtskab med verden udenfor hjemmet. Mange børn var meget stille, generte og indadvendte og skolen var stor og uoverskuelig for børnene, så det var noget af en tilvænning. Men i 98% lykkedes det,- og den glæde når man ser børn vokse gennem deres første skoleår, er en ubestemmelig glæde som pædagog.
Jeg husker stadig en dreng fra min første klasse – han var efternøler, opvokset på en gård uden social omgang med andre børn. Han kravlede konstant rundt på gulvet på alle fire og lettede ben som en hund – jeg fik senere at vide at han eneste legekammerat i hjemmet var en hund!
Børnehaveklassens målsætning var tilvænning til skolens liv. Skoletiden var fra 8.15 til 10.55 og i mine 36 år i klassen har vi altid startet med at synge en morgensang, samt krydse protokol af, desuden er der altid sunget farvelsang og givet hånd som farvel.
I denne 10 årige periode lagde man meget vægt på at børn i børnehaveklassen ikke måtte lære at læse og regne. Lige fra starten i 1967 har jeg altid haft struktureret pædagogik, hvor året var delt op i 4 semestre, hvor der i hvert semester var en pædagogisk målsætning.
Vores beskæftigelse blev delt op i 4 virksomheder
- Skabende virksomhed
- Intellektuel virksomhed
- Fri leg
- Fælles leg
Ting som vi dagligt beskæftigede os med i klassen.
På et år havde vi op til 6-7 emnearbejder, hvor emnerne kunne være
- Posthus
- Bondegårdens dyr
- Købmand
- Vand
- Indianere
- Fremmede lande
- Kæledyr
- Gamle dage
- Mad
og meget andet.
Dog har det altid været fast at køre færdselsemne, når børn startede i klassen og som altid blev afsluttet med en gå prøve, hvor vi utrolig mange gange har haft besøg af politiet.
Meget karakteristisk for de fleste emner, som vi har arbejde med kom børnene ud af skolen, så de oplevede tingene virkeligheden, hvorefter de blev bearbejdet manuelt i klassen. Men ud over emnearbejdet var der altid plads til den fri leg med børnenes rollelege. Inden man startede i 1. klasse skulle man kunne skrive sit navn, kende klokken og binde sine sko.
Børnehaveklassen var en nytænkning på Realskolen og alle mine nok meget skøre påhit vænnede skolen og lærerne sig efterhånden til. Jeg havde et rigtig godt forhold til alle lærere og en del var flinke til at stikke hovedet indenfor i børnehaveklassen.
I 1968 havde vi rigtig mange børn skrevet op til realskolens børnehaveklasse, men det var meget p.g.a. at kommuneskolen ingen børnehaveklasse havde. Og så ville forældre gerne have deres børn 1 år på vores skole og derefter tage dem ud og sende dem i den kommunale skole. Desuden havde vi mange børn der var meget unge. Forældre var meget interesseret i at få deres børn tidligt i skole. Det med kommuneskolen satte vi en stopper for indenfor de første 3 år. Det med alderen kneb lidt mere, så en del børn har i årenes løb gået 2 år i børnehaveklassen. Sidst i 60’erne havde vi enkelte børn der kunne læse flydende, når de kom i børnehaveklassen – dem brugte jeg som oplæsere for de andre børn.
Lidt om økonomi.
Til dækning af alle materialer i børnehaveklassen: maling, lim, papir m.m. – legetøj, maddage og en enkelt skolebog, fik man 5 kr. pr. barn pr. måned. Så det var godt med nogle forældre der var fantasifulde til at samle værdiløse ting sammen.
I 1969 flyttede vi over i Vestergade (nuværende fritidsordning). Indtil 1969 havde lærerparret Anne Margrethe og Carl Vang boet i huset. De havde nu købt en landejendom i Vestermarken ved Hasmark.
Børnehaveklassen fik stuen og et værelse, soveværelset blev brugt af Nete Thomsen til
undervisning. Vi havde på det tidspunkt 12 børn i klassen.
Jeg kan huske en lille episode fra flytningen til Vestergade, som jeg selv stod for. Stuen var meget
mørk bordeauxrød, ikke lige en farve for børn, Jeg forelagde Lund problemet og hans kommentar
var, at du gerne må få en anden farve, men du skal selv gøre arbejdet. Så fru Hansen malede selv sin
børnehaveklasse lyst i en hel weekend, med et enkelt besøg af min mand og min lille datter. Vores
datter var født året i forvejen, jeg var i skole samme dag hun blev født og man havde på det
tidspunkt kun 5 ugers barsel og barnets første sygedag var det ikke noget det hed.
Rummene i Vestergade var ret gode, vi havde bl.a. et træværksted med høvlbænk.
Skolens første rigtige legeplads blev også lavet i haven med bl.a. en tunnel af et cementrør.
Vi brugte en hel lørdag til at lave legepladsen. Steen Thorup havde hjulpet med at tegne legepladsen og skaffet materialer. Vi havde en fantastisk lørdag, hvor man også kan sige at der blev skrevet historie. Det var den første forældrelavede legeplads i Otterup. Desuden kan jeg lige fortælle at børnene i denne periode også gik i skole om lørdagen.
Vestergade blev et kort visit, i 1970 blev huset lejet ud til familien Lindberg. Børnehaveklassen flyttede til det nederste lokale i Skansen. Ikke særlig godt, men det var jo bare om at få det indrettet. Og skal man bedømme efter fotos ser det ud til at børnene stortrivedes.
Der var et lille podie med vask, som blev indrettet til køkkenkrog, desuden indrettede jeg et par værkstedskroge og en dukkekrog. Vi fik vores egen legeplads i skolegården, der hvor pavillonen ligger i dag.
Det med den nære forældrekontakt fandt jeg hurtigt ud af var noget af det vigtigste - lige fra 1.dag hvor børn starter på skolen.
Fra 1968 blev det fast tradition at børnenes 1. skoledag var om aftenen kl. 18.30, hvor begge forældre havde mulighed for at deltage. Den aften blev der også en mulighed for en kort forældresamtale. En fin start hvor skole og hjem lagde grundstenen til et godt forældresamarbejde. Dog blev det med årene noget af en aftensforestilling inden de sidste forældre kom hjem. Skolestarten blev senere flyttet til sidst på eftermiddagen og samtalerne lagt over flere dage.
I 1970 havde vi 16 børn i klassen, som absolut var maksimum set fra skolens side. Børnetallet har i den 10 årige periode ligget fra 12 til 16 børn i klassen. Børnehaveklassen har altid på lige fod med den øvrige skole deltaget i skolens mange faste traditioner som idrætsdag, Lucia, juleafslutning, skolefest, fastelavnsfest samt emneuger.
Derudover har vi fra 1970 haft en fast udflugt til Nyborg, hvor vi kørte i skolebus til Odense Banegård, tog toget til Nyborg, legede på en legeplads, derefter besøgte Nyborg Slot, hvor vi mange gange har siddet på Slottets loft og spist vores madpakker, hvis vejrguderne ikke lige var med os. Hjemturen foregik enten med tog eller med skolebussen, som var kørt til Nyborg for at hente os. Turen sluttede hos mig privat i Næsby, hvor vi altid har holdt min fødselsdag med hjemmebagt brunsviger og saftevand.
I denne 10 årige periode blev der i børnehaveklassen holdt 1 forældremøde i oktober, hvor børnene altid har bagt brød til forældrene, juleklip for forældre og børn en aften i december, forældremøder omkring skolestart med børnenes kommende lærere, en afslutningsfest hvor børnene spillede et skuespil. Det første stykke som børnehaveklassen opførte i 1968 var uddrag fra ”Folk og røvere i Kardemomme by”. Jeg skrev selv alle manuskripterne og har dem stadig liggende. Og jeg kan se at på det tidspunkt havde børnene rigtig mange lange replikker som skulle læres. En afslutningsaften startede altid med at vi spiste vores medbragte mad, spillede stykke, aftenen sluttede med fælleslege i form af sanglege og lign.
I 1975 bliver der en fast ugedag hvor forældre måtte komme på besøg i ½ time og lave noget kreativt sammen med deres børn. Selvom man ikke kunne komme hver uge fik alle børn altid et besøg på et tidspunkt. Den dag kunne man også efter endt skoletid få en snak med mig omkring sit barn. Meget givtigt, hvor vi gennem rigtig mange gode forældresamtaler har fået løst mange små og store problemer. Desuden har forældre altid været velkomne til at ringe til mig privat. Dog måtte jeg på et tidspunkt sætte telefontid på.
I 1977 får børnehaveklassen sin første medhjælper Kirsten Thorup, en rigtig god, dygtig og behagelig medhjælper. Hun havde et fantastisk godt tag på børn og var en kæmpe hjælp. Hun havde nogle få timer om ugen. Kirsten blev senere ansat i vores 1. venteordning.
I 1977 blev der holdt den 1. påskefest for forældre og børnehaveklasse børn, hvor aftenens program var påskeklip, trille æg og skuespil. Denne fest blev i stedet for juleklipsaftenen. Børnefødselsdage blev tit fejret i børnenes egne hjem i skoletiden.
Fra sidst i 60’erne blev der oprettet rigtig mange børnehaveklasser også i Otterup Kommune. Jeg husker stadig at jeg et sted på en landsbyskole udenfor Otterup fortalte Otterup kommunalbestyrelse og en hel forældrekreds hvad en børnehaveklasse var. Jeg husker også at fra flere politikeres side var der stærk modstand. Man kunne ikke få øje på betydningen,- for i sådan en klasse legede man jo kun, og det kunne man jo ligeså godt gøre derhjemme.
Førskolebøger i børnehaveklassen.
Ritt Bjerregaard udgav en del førskolebøger. Helt ærligt følte jeg ikke, at det var de mest inspirerende, men da bøger altid har betydet meget på realskolen, fik børnehaveklassen også deres 1. skolebog fra 1970.
Min arbejdsgang har nok altid båret præg af meget kreativitet, hvor man puttede en masse læring ind. Derfor vil jeg heller aldrig glemme da Lund engang ved et forældremøde udtalte: ”jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke troede at slutresultatet kunne blive så godt på 1 år med de arbejdsmetoder Kirsten bruger, men skolen har fået lige de børn de ønsker sig, når de starter i 1. klasse” (det varmede).
Pavillonen. De næste 26 år.
Skolen manglede lokaler, så i 1977 blev pavillonen bygget til børnehaveklassen og 1. klasse. Der blev virkelig gjort en fest ud af den pavillon med stort rejsegilde for forældre og børn i Otteruphallen den 13. oktober 1977. Senere indviedes pavillonen den 17. november på skolen.
Efter 7 år i Skansen var der så igen flyttetdag til pavillonen, hvor vi nu måtte modtage 20 børn. Men tænk vi fik nu vores eget toilet og når man skulle i 1. klasse var det ovre på den anden side af gangen. Rigtig godt - og tilvænningen blev pludselig helt anderledes. Desuden blev børnetyperne også meget anderledes. Der var gang i Danmark og ikke mindst i kvinderne, nu var der meget langt mellem de kvinder der gik hjemme og passede hus og børn. Børn lærte at klare sig selv på en anden måde. Ofte var der rigtig meget gang i de børn vi modtog, nu var vores udfordring at få børnene til at sidde nogenlunde stille og koncentrere sig. En dejlig udfordring hvert år, som jeg følte var utrolig spændende for ikke 2 år lignende hinanden. Desuden var der jo også skolens lærere som barnet skulle tilpasses og de var også meget forskellige.
En mor sagde engang, da hendes 3. barn forlod børnehaveklassen: ” mine 3 børn har fået vidt forskelligt indskolingsforløb, men det har passet til de lærer der har overtaget dem”.
Samarbejde.
Jeg føler altid at samarbejdet mellem børnehaveklassen og den øvrige skole har været rigtig godt. Fra sidst i 70’erne var børnehaveklassen altid med i skolens emneuger eller skema uger, hvor vi arbejdede på tværs af klasserne. Desuden har klassen i løbet af året ofte samarbejdet med nogle større børn, enten det var musik, kogekunst eller andre emner, har det altid været en stor glæde for både store og små. Disse samarbejdsområder har tit medført at der til børnehaveklassens påskefest som i årenes løb har udviklet sig til en megafest med forældre, søskende og bedsteforældre og selvfølgelig skulespil, har de meget dygtige musikelever sat musik til vores skuespil. Det har været alle former for musik, lige fra klassisk til børnemusik. Musik der altid passede til det stykke som jeg havde skrevet. En del gange skrev eleverne selv musikken.
Afslutningsfesten for børnehaveklassen har enten foregået på skolen med spisning af medbragt mad, børnene har optrådt med sang og lign. Stjerneløb for hele familien og aftenen sluttede med snobrødsbagning. Desuden har Fuglsang strand også været rammen om denne fest i mange år, hvor der var et ballon løb for hele familien, et rigtig social løb, som Frida og jeg havde sat op før forældre og børn ankom.
P-fag startede i 1983 hvor der 2 timer ugentlig arbejdedes omkring kreative ting. Børnehaveklassen, 1. og 2. klasse arbejdede på tværs, nogle år senere bliver det børnehaveklassen og 1. klasse, da børnenes kommende 1. klasselære altid er med i disse timer for at lære sine nye børn at kende.
Arbejdsformer gennem tiden.
For mig har det altid været vigtigt at man fulgte med tiden, samtidig med at man bevarede de gode gamle værdier, som Otterup Realskole er bygget op på. Jeg har deltaget i rigtig mange kurser og fået meget inspiration til mit daglige arbejde. Individuel undervisning har altid stået for mig som en god arbejdsform, hvor barnet selv tager ansvar for sit valg. Så værkstedsundervisning har fyldt rigtig meget i min børnehaveklasse. Der kunne børn få udfordring både bogligt og kreativt.
De sidste 10 år jeg var på realskolen var børnetallet meget stabilt. Børnehaveklassen havde 20 elever. Elevtallet fra 1967 til 1993 lå mellem 14 og 20 børn. Et enkelt år med 13 børn og det var i 1983.
Skolebøger i klassen har så at sige altid været der. Og det har været en del forskellige, men også markedet omkring disse bøger har udviklet sig kolossalt.
Når man er det samme sted så mange år udvikler man helt sin egen stil. Man finder nogle gode ting, som der passer til den 6 årige, man udvikler måske det samme emne gennem mange år på mange forskellige måder. Timetallet har også haft en del betydning. Vi startede med 15 timer i 1967, 18 timer i 1979 og 20 timer engang i 80’erne.
Der sidste 10 til 12 år i børnehaveklassen er nok blevet mere og mere skolepræget og derfor kunne det indimellem være svært at finde plads til den frie leg. Der blev også skåret ned på forældredagene med én gang om måneden. Rigtig mange bedsteforældre overtog den funktion for forældrene. Børnefødselsdage blev også skåret ned fra en stor brunsviger i klassen til en enkelt flødebolle til uddeling. Dog har vi altid lavet en fødselsdagsbog til den som havde fødselsdag.
Fra midt i 90’er blev der spillet skuespil af skolens lærere for de kommende børnehaveklassebørn først i det år de skulle starte – en festlig aften, hvor mange forældre og børn mødte skolen for 1. gang. Vi havde igen børn og forældre på besøg i maj, hvor børnene kom i skole for 1. gang og forældrene fik orientering omkring skolen.
Udover min børnehaveklasse har jeg haft den store glæde at undervise i billedkunst i 4-5-6-7 klasse siden i firserne, dejlig igen at møde sine børn i den alder.
Jeg ser tilbage med 36 forrygende år på Otterup Realskole. For mig blev det aldrig kedeligt. Jeg havde sommerfugle i maven hvert år, når der skulle starte et nyt hold. Jeg kunne gøre lige hvad jeg syntes var bedst for børnene. Jeg havde nu afdøde Frida Larsen, som en fantastisk medhjælper gennem 18 år (ca. 10 timer om ugen).
Otterup Realskole har givet mig så meget rigdom i mit liv, som jeg i min pensionist tilværelse ser tilbage på med stor glæde.
En stor tak til Realskolen
fra Kirsten
Om udviklingen i Jernbanegade
I forbindelse med byvandringen i Otterup den 3. juni 2007, blev det ret vanskeligt for alle, at høre fortællingerne om husene, på grund af trafikforstyrrelser. Derfor har en af fortællerne, Kisten Svensson efterfølgende givet os mulighed for, i ro og mag at blive delagtiggjort i hendes egne notater. En tur ned af Jernbanegades østlige ende. Fra nr. 23 til 45.
Vi tager udgangspunkt i krydset Bredgade, Tværgade og Jernbanegade. I min barndom (omkring 1940 og frem) blev ”Det lille torv ”kaldt for sparekassehjørnet. På hjørnet med adressen Bredgade 1. lå Landbosparekassen for Fyn, bestyret af hr. A. Skriver, der boede på første sal. Da sparrekassen flyttede ned i Søndergade i 1957, blev huset indrettet til tandlægeklinik. Først var det Inga Ruthner og siden Bjarne Nielsen, der har drevet klinikken.
På hjørnet overfor i nr.23 var der i 1917 en fedevareforretning, som J.H. Askemose ejede. Senere blev her skrædderforretning, som Otto Sørensen drev. Efterfølgende blev det til ”Tekstilhuset”, der blev drevet af ”Tekstil Nielsen”(Chr. Boghandlers far). I 1979 blev det ”Garnnøglet ”, og nu har Kirkens Korshærs genbrugsbutik netop forladt bygningen for at give plads til en forretning med forskellige brugsting.
På det andet hjørne af Tværgade og Jernbanegade, nr.25, lå der en købmandsbutik. Indehaveren hed Alfred Jørgensen. Den blev senere videreført af sønnen Frede Bagger Jørgensen. Da det blev for småt flyttede forretningen til nye bygninger i Bredgade. Der hvor Fakta nu er. Købmandstraditionen er siden ført videre i næste led af Frans Bagger i Super Best på hjørnet ved Strandvejen. Her fortsættes det fædrene spor. Efter købmanden flyttede Matas ind.
I huset Jernbanegade 27 har der været en port. Det var for, at man kunne komme ind med en lille lastbil. Her var nemlig øldepot for Albani. Det var Laurits Jensen (Laurits øl), der var bestyrer. Det var ikke så få smagsprøver han kunne klare på en dag. På en høflig forespørgsel fortælles det, at han svarede: ”Sådan cirka en kasse om dagen - men der er også dage, hvor jeg får slukket tørsten.” Vel at mærke på en tid hvor der var 50 flasker i en kasse. Så kunne man tro det eller lade være. Efter ham overtog sønnen Albert depotet, og førte forretningen videre, indtil forholdene blev for trange, og nyt depot blev bygget andet sted i byen og andre tog over. Albert var en dygtig gymnast og var meget vellidt. Hans tørst havde han ingen problemer med, og var altid god for en kvik replik.
Så når vi til nabohuset nr.29. Her har der været boghandel i mange år. Den var i en årrække, den faste leverandør af undervisningsmaterialer til Realskolen lidt længere nede i gaden. Den første jeg husker, var en frk. Sørensen. I fyrrene og frem styrede Erik Møgelvang forretningen, for efterfølgende at sælge den til hr. Hollenbo. I 1982 overtog Ulla Nielsen og hendes mand Christian forretningen. Da rammerne blev for små flyttede boghandlen til nr. 24. I en årrække var der nu en forretning, der hed ”Stofnyt”. Som navnet siger, blev der solgt alt i stoffer til egen forarbejdning, men også garn, knapper, nål og tråd og andre gode sager var på hylderne. I dag er der beboelse i huset.
I nr. 31 var en malerforretning med tilhørende butik. Det var malermester Georg Andersen, også kaldet maler ”Gogge”. Han var en person, der har sat sit præg på samtiden. Han var med i Borger- og håndværkerforeningen, og arbejdet i Otterup Tekniske skole. Hans søn Alex Andersen gik i faderens fodspor, og er i dag en meget anerkendt kunstmaler, der har malet mange motiver fra egnen. Forretningen blev efterfølgende til en farvehandel under Johannes Rasmussens styring. Der har i de senere år været forskellige ejere af farvehandlen, og nu er Kirkens Korshærs Genbrugsbutik netop flyttet ind.
Otterup Realskole har adressen 33. Denne bygning blev opført i 1895, men selve skolen havde været lidt rundt i byen inden. Den egentlige start var i Nørregade nr. 29. Den fik hurtigt for mange elever. En skolestue var for lidt, derfor flyttede man skolen til Bryggerivej 15 i 1886. Her var der nu 4 klasseværelser. I 1895 flyttede man så ind i den flotte nye bygning i Jernbanegade. Facaden er ikke ændret, men der er sket mange udvidelser og ændringer bagud mod Vestergade. Der er stadig stor søgning til skolen, der i dag fungerer som et fint alternativ til de kommunale skoler.
Så når vi til nr.35. Det blev bygget i 1890-91 af H. Schultz. Han var kommet til byen i 1880-erne. Nu startede han en virksomhed. Han var uddannet kunstdrejer, og nu fremstillede han piber. Sammen med sin kone Jenny fik de en datter, som senere blev gift med en hvis hr. Niels Ditlev Larsen. Han var grundlæggeren af byens senere så berømte Otterup Geværfabrik. Huset var for øvrigt det første hus i byen, der blev bygget i 2 etager. Efter Schultz blev huset til skomagerforretning ved Ester og Henning Madsen. Næste indehaver var Johannes Nielsen, der ligeledes drev skobutik. Efter ham fortsatte endnu en skoforretning. I dag er der farvehandel. Flyttet hertil fra nr. 31.
I nr. 37 boede barber og fotograf Chr. Andersen. En datter af huset blev gift med købmand N. Donbæk, der åbnede købmandsforretning på den anden side af gaden. Efter Andersen blev det til frisørsalon. Fru Højbjerg drev den i mange år,og var meget anerkendt i byen. Det oprindelige hus er nu revet ned og nyt bygget. Det er stadig ”Salon Lisbeth”, der sætter håret, når det er nødvendigt. Ved siden af har der været forsikringskontor, ejendomsmæglerkontor og nu pizzeria.
I huset nr. 39 boede vulkanisør Andersen. Herfra drev han sin forretning indtil han flyttede ned på Søndergade. Der hvor Fionia Bank er i dag. Efter ham blev det til blomster og gartnerforretning. Det var Ingeborg og Chr. Hansen (Chr. ”hus”), der i mange år drev den, helt frem til 1980-erne. Så blev det til turistkontor af to omgange, med en børnetøjforretning ind imellem. Nu sælges alt til kæledyr.
I Jernbanegade 41 har der i mange år været manufakturhandel. I 1884 startede Chr. Dauberg en sådan. Så blev forretningen kaldt ”Mona ”helt frem til april 1940, hvor Poul Nielsen overtog den. Han drev den til omkring 1967. Herefter kom urmager Karsten Hansen til, og efter ham, ca.1980, blev det igen tekstiler i butikken. Det var ”Tøj Nyt”, der startede med tøj til herrer i alle aldre. Da denne forretning måtte lukke, blev det noget helt andet, der flyttede ind. Henning Nielsen fra Kerteminde startede en afdeling med radio, TV og tilbehør Det er for øvrigt samme person, der har startet den meget udbredte telefonudbyder Sonofon. I dag er det ”Nyt Syn ”, med optik og briller, der er på programmet. Det er Knud Clemmensen der udvidede forretningen, som han havde startet i nr. 45 midt i 1980-erne.
På matriklen nr. 43 har Otterup Forsamlingshus ligget. Det blev bygget i 1885, 17x50 alen stort. Allerede i 1898 måtte det udvides med et køkken. I 20 år dannede det rammen om mange møder og foredrag. Der blev afholdt Juletræer, der blev spillet dilettant, og ca. 40 forskellige foreninger har benyttet det. Her kunne man opleve fonografen, forløberen til pladespilleren, og her så man i 1902 de første levende billeder, kinematografen som det hed. Allerede i 1918 blev huset revet ned. Den voksende konkurrence fra kroen og hotellet fjernede grundlaget for videre benyttelse.
Huset på nr. 45 er bygget i 1934 på en grund der var udstykket fra nabohuset, en urmagerforretning, der lå på hjørnet af Søndergade og Jernbanegade. Det var sønnen herfra, min far Gunner Nielsen, der startede egen forretning, først udelukkende med ure, da hans forældre i huset ved siden af stadig solgte guld og sølvvarer. Gunner Nielsens far døde i en ung alder, men enken Anna Nielsen førte forretningen videre helt frem til 1940. På dette tidspunkt blev hjørnehuset solgt og urmageren overtog nu også salget af guld og sølvvarer. Huset hed ”Fortuna” og ud over at sælge ure og guld og sølvvarer var der ishus og benzintank. Det var Otterup Autoservice ved Brdr. Petersen der købte det, for at give plads til en udstillingsbygning til automobiler. Den er nu også væk. Nu er en bygning med Fionia Bank og Intersport på stedet. Da min far døde i 1965, blev min mor Edith boende på 1. sal, men lejede forretningen i stuen ud til en fotograf. Efterfølgende startede ”Nyt Syn ”op her, og da den flyttede ind i nr.41, blev den lejet ud til Blåbjerg Trykkeri. I 2 omgange har der været antikviteter, hvoraf den sidste stadig er der.
Nu går vi tilbage til ”Sparekassehjørnet ”, og beskriver husene på den nordlige side. Vi starter med nr.22. Det blev bygget i 1904 af Niels Ditlev Larsen, svigersøn til tidligere omtalte Schultz i nr.35. I begyndelsen var det en bøssemagerforretning med tilhørende værksted. I en bygning bag forhuset startede han den virksomhed, der senere skulle blive til Otterup Geværfabrik. Forhuset var i en årrække beboelse, men nu har Nordfyns Bank indrettet sig i den østligste del.
Frisør Aage Groth havde salon i nr. 24. Han delte pladsen med en kiosk. Det var en fin placering lige overfor Realskolen. Der blev handlet flittigt i frikvartererne. Så blev det hele slået sammen til en forretning, og de nye ejere udvidede kiosken med både papir og lidt legetøj. I dag er hele stueetagen inddraget til Otterup Bøger og papir ved Ulla og Christian Nielsen. Tidligere huserede de i nr. 29 næsten overfor.
H.M. Hansens Møbelforretning havde til huse i nr.26, men det var før 1920, da blev huset solgt til Købmand Niels Donbæk, der havde haft en forretning lidt længere nede af gaden. Sønnen fra møbelforretningen hed Svend Harnæs Hansen, han blev ejer af Otterup Kro og gæstgivergård. Donbæk var en driftig mand og hurtigt udviklede forretningen sig til en hel købmandsgård. Den eksisterede helt frem til 1972. Forretningen blev omdannet til en forretning med brugskunst med Hanne ”Kunst ”i spidsen. Så blev der tøjforretningen ”Dilligencen ”og nu har der i en årrække været Guldsmedeforretning. I den del af huset, der vender mod Torvet, har der været forskellige former for restauranter.
Johs. Grundsted havde lavet et bageri med udsalg i nr. 28. Det overtog sønnen Herluf og sammen med sin kone Inger, drev han virksomheden fra 1940 og frem til 1973. Her blev de afløst af et andet ægtepar, nemlig Harry og Marie Lyngsø. De fortsatte med bageriet, men for få år siden fulgtes traditionen op af Jane og Allan Larsen, der nu kalder forretningen for ”Otterup Bageri ”. Bygningen er netop blevet restaureret med respekt for fortidens udseende, og fremstår nu meget flot i gadebilledet.
På Jernbanegade 30 har der ligget et hus, hvor der var vaskeri. Det var Caroline Kjær der grundlagde dette i 1907. Huset er senere blevet revet ned for at give plads til en bygning, der blandt andet rummede en herretøjsforretning, der hed ”Pimpernellen”. I samme hus på 1. sal var der en restaurant af samme navn. Her var installeret en miniudgave af en bowlingbane til underholdning for gæsterne. På et tidspunkt flyttede tøjforretningen til ny adresse i Søndergade, og huset solgt til kommunen. Nu blev det bygget sammen med nr.32. Her var biblioteket i pladsnød. Det løste man ved at supplere med nr. 30. Det er nu atter adskilt og igen sig selv. Efter endnu en ombygning er der nu tandlægeklinik.
Indtil den 22. januar 1920 var der købmandsforretning på adressen nr. 32. Her var Niels Donbæk startet med sin forretning omkring 1914. Han var kommet til byen fra Egense, hvor han også havde haft en lignende. Det var også den samme person, der førte sin virksomhed videre i nr. 26. Netop på dagen den 22. januar brændte huset ned til grunden. Brandårsagen var Donbæks egen fejl. Han var gået ned i kælderen, hvor han opbevarede petroleum, for at kontrollere en utæt hane. For bedre at se, strøg han en tændstik og så gik det stærkt. Heldigvis skete der ingen personskade. Brandvæsenet kom fra Odense, et hestetrukket køretøj med 4 sorte heste for. Turen siges kun at have taget 22 minutter, og fråde og hvidt skum stod fra dem. Det fortælles at en af hestene ikke kunne stå for strabadserne og døde. Allerede få dage efter havde Donbæk købt nr.26.
På brandtomten i nr.32 blev grundstenen lagt til Otterup Tekniske Skole og i 1924 stod den færdig. Det var Otterup Borger-og Håndværkerforening, der stod for opførelsen, Det blev en mønsterskole, som blev efterlignet flere steder i landet. Lærlinge fra mange fag fik her en god start. Efter ca. 40 år som skole solgte foreningen huset til kommunen. Nogle af pengene man fik ved salget, var med til at skabe startkapitalen til den første idrætshal i byen. Kommunen indrettede bibliotek i bygningen, og det var i brug lige til det blev flyttet til den nuværende adresse i Søndergade. Som tidligere beskrevet var bygningen forbundet til nr.30 i en periode. Bygningen har efterfølgende huset landinspektørkontor, Fyens Stiftstidendes lokalredaktion, advokatkontor og nu Bryllup-og portræt fotograf.
Nu er vi nået til det sidste hus på denne side med adresse i Jernbanegade. Det er nr. 34. Her var der en Isenkræmmerforretning, hvis ejer var Aage Nielsen. Hans kone var Marie Nielsen født Dissing, også kaldet fru ”født ”. Hun var meget optaget af kvindesagen på denne tid, og var med til at oprette Nislevgårds Fødeafdeling, ”Skyttehuset” i en sidebygning på selve Nislevgård. Af profession var hun lærerinde, med knold i nakken og hvid kniplingskrave. På trods af sine meninger, som hun ofte luftede i diskussioner, var hun meget respekteret i byen. Hun var også vellidt på Otterup Realskole, hvor hun havde sit daglige virke. Det var for øvrigt hendes broder P.A. Dissing der var skolebestyrer i perioden 1903 – 1936. Rammerne blev for små og derfor købte isenkræmmeren det gamle hus på hjørnet af Søndergade og Jernbanegade, med henblik på at bygge en stor hjørneejendom med stor udstilling og en markant indgang med adresse Søndergade nr.19. I det gamle hus var der bagerforretning, lige til det blev revet ned. Efter indflytning i den nye bygning blev nr.34 til Ferdinand Petersens El-installatørforretning. Først omkring 1975 lukkede enken forretningen, men blev boende. Det er nu fortsat beboelse. Da den ”gamle” isenkræmmer stoppede sit virke , videreførte sønnen Thøger Nielsen den driftige forretning, den havde udviklet sig til. Isenkræmmerforretningen eksisterede helt frem til omkring år 2000 med forskellige ejere. Den er nu flyttet til Bredgade, og i den ombyggede store bygning på hjørnet, er der nu flere specialforretninger. Dametøjsforretningen ”Boheme”, frisørforretningen ”Troldspejlet” og ”Unique” hudplejeklinik og galleri, alle med facade mod Søndergade. I samme afsnit startede ”Skoshoppen”. Den er omkring 2005 flyttet til Bredgade.
I afsnittet ud mod Jernbanegade har der i 2 omgange været butikker med al slags brugskunst. Først ”Sia” og derefter ”Kuben”. Her er der nu en forretning med symaskiner, nål og tråd og et stort udvalg i børnetøj, der kalder sig ”Wilfred”. For at gøre hele hjørnet omkring Strandvejen, Søndergade og Jernbanegade færdigt, skal vi lige have to parceller mere med.
Først Søndergade 14. Otterup Apotek lå fra 1872 og frem til 1932 i Nørregade 48. Først ved apoteker Johan Speyer og ved hans død videreført af enken. Efter fru Julie Speyers død i 1931 blev det besluttet at flytte apoteket nærmere centrum. Derfor blev denne bygningen nr.14 opført og man flyttede ind her i 1932. Det var apoteker Poulsen og derefter P.M. Hauberg der drev stedet helt frem til 1956. Da kom A.P.C. Thorup Nielsen til. Det varede dog ikke længe han blev på adressen, for købsprisen kunne man ikke enes om. Kort tid efter byggede Thorup Nielsen et helt nyt apotek på grunden Søndergade nr.10. Det blev på denne tid landets mest moderne landapotek, og det åbnede i 1957, næsten på 25-års dagen for starten i nr.14. På hjørnet flyttede Sparekassen ind, og senere da denne flyttede til Nørregade, blev det til ”Ostehuset”. En delikatesseforretning som Merete og Bjarne Kofoed startede. Da de flyttede til Bredgade, blev huset indrettet til advokatkontor og lejligheder. Nu er der kun lejligheder. På modsatte hjørne mod syd, der hvor Super Best ligger, var der en indkørsel til gården ”Toftegård”, hvor Mary og Laurits Jørgensen boede. På samme hjørne, Søndergade 16, lå en stor herskabsvilla, hvor tandlæge Margrethe Thomsen havde klinik. Det er ikke så få, der har været under hendes behandling, og ikke alle tænker tilbage på ”stolen” med glæde. – fru Thomsen var egentlig en rar og flink person. Hendes mand var dyrlæge og drev sin praksis fra samme adresse. Knud Thomsen havde klinik i den anden ende af huset. Det var meget praktisk, for hvis den ene var løbet tør for bedøvelse, kunne det være, den anden var leveringsdygtig. Nu har både gård og villa måttet vige pladsen for Strandvejen og det store byggeri, der i dag rummer både lejligheder og Super Best supermarked. Det er i grunden en utrolig udvikling, der har været i denne gade. Og alt dette tog fart, da Nordfynske Jernbane lagde vejen forbi på vej til Bogense.
Kirsten Svensson
Om Marie Dissing
Nu er vi nået til det sidste hus på denne side med adresse i Jernbanegade. Det er nr. 34. Her var der en Isenkræmmerforretning, hvis ejer var Aage Nielsen. Hans kone var Marie Nielsen født Dissing, også kaldet fru ” født ”. Hun var meget optaget af kvindesagen på denne tid, og var med til at oprette Nislevgårds Fødeafdeling, ”Skyttehuset” i en sidebygning på selve Nislevgård. Af profession var hun lærerinde, med knold i nakken og hvid kniplingskrave. På trods af sine meninger, som hun ofte luftede i diskussioner, var hun meget respekteret i byen. Hun var også vellidt på Otterup Realskole, hvor hun havde sit daglige virke. Det var for øvrigt hendes broder P.A.Dissing der var skolebestyrer i perioden 1903 – 1936.
Otterup Realskoles forskellige adresser gennem tiden
Otterup Realskole har adressen 33.
Denne bygning blev opført i 1895, men selve skolen havde været lidt rundt i byen inden. Den egentlige start var i Nørregade nr. 29. Den fik hurtigt for mange elever. En skolestue var for lidt, derfor flyttede man skolen til Bryggerivej 15 i 1886. Her var der nu 4 klasseværelser.
I 1895 flyttede man så ind i den flotte nye bygning i Jernbanegade. Facaden er ikke ændret, men der er sket mange udvidelser og ændringer bagud mod Vestergade. Der er stadig stor søgning til skolen, der i dag fungerer som et fint alternativ til de kommunale skoler.
OR 79
En aktiv forening gennem 30 år………………… 1979 - 2009
Indholdsfortegnelse
Kontingent, medlemmer (aktive & passive). 12
OR-79 ”still kicking and alive” efter 30 aktive år
Nu er det 30 år siden, at Henrik Pors med opbakning fra næsten halvdelen af skolens elever fik startet OR-79 op.
Og sikke en opstart.
Der blev lavet konkurrence om navnet og logo, der blev lavet vedtægter, nedsat hovedudvalg og underudvalg, med de dertil hørende bestyrelser, som blev valgt ved kampvalg til OR-79 første generalforsamling.
Jeg tror, vi er mange, som ser tilbage på den tid med glæde og iver, for aktive - det var vi. Jeg blev selv valgt til gymnastikudvalget og var hjælpetræner på de små klassers gymnastikhold og senere leder. Det var dengang, hvor der ikke manglede frivillige ledere.
Nu sidder jeg så her igen, i bestyrelsen 30 år efter, og ser hvordan foreningen har ændret og udviklet sig og ikke mindst tilpasset sig udviklingen i samfundet
Hvor foreningen tidligere var domineret af gymnastikken og kunstudvalget, har vi nu primært linedance og Pokemon (se senere), men faktisk har vi i dag flere medlemmer end nogensinde.
Vi har i tiden fundet vores nicher og lavet aktiviteter, som vi troede, der var efterspørgsel efter og som nogen godt kunne tænke sig at sætte i gang. Kun fantasien har sat grænser for de aktiviteter vi har haft i årenes løb (se tabel). Hvis nogen havde lyst til at prøve noget, så kunne/kan man bare gå i gang, det sidste skud på stammen er vores patchwork-gruppe. Så hvor der er lyst og interesse, så bliver det støttet af OR-79 og skolen som igennem alle årene har lagt lokaler til.
Dorte Schmidt-Brown
30. april 1979
Mandag, den 30. april1979, afholdtes der stiftende generalforsamling på Otterup Realskole, med det formål at stifte en aktivitetsforening på skolen.
Følgende dagsorden var grundlaget for mødet:
1) Velkomst og valg af dirigent
2) Optakt og gennemgang af forslag til vedtægter
3) Valg til bestyrelse, suppleanter, revisorer, udvalgsformænd samt medlemmer til udvalgene
4) Fastsættelse af kontingent
5) Eventuelt
Der var 47 fremmødte og Henrik Pors bød velkommen. Daværende skolebestyrer, Chr. Lund, blev valgt til dirigent.
Ad punkt 2; var der enkelte ændringer til vedtægtsforslaget. Men en debat om navnet, OR 79, endte med – da flere fremmødte ikke syntes om navnet – at bestyrelsen skulle udskrive en konkurrence om et nyt navn inden næste ordinære generalforsamling.
Den første bestyrelse: Formand: Henrik Pors
Kasserer: Christian Karstensen
Sekretær: Tove Hansen
Næstformand: Jens Thorup
Suppleant: Steen Hjorth
Revisor: Knud Olesen
Formand gym.udvalg: Lene Hansen
Formand kunst udvalg: Bolette Falk Rønne
Ad punkt 4; grundet omstændighederne kunne der ikke fremlægges et budget, hvorfor bestyrelsen udbad sig forsamlingens bemyndigelse til at fastsætte kontingentets størrelse. Forsamlingen gav denne bemyndigelse. Det blev også godkendt, at det passive kontingent blev større en de aktives kontingent.
Ad punkt 5; Chr. Lund nedlagde sit hverv som dirigent, og bød på skolens vegne OR 79 velkommen, og ønskede held og lykke med arbejdet.
På generalforsamlingen den 14. april 1980, blev det vedtaget at udvide bestyrelsen fra 4 til 5 medlemmer + udvalgsformænd.
På bestyrelsesmødet de 22. juni 1981, meddeler Henrik Pors, at han forlader Otterup Realskole og dermed OR 79.
Tillykke med de 30 år! (- og de 125!!!)
Af Henrik Pors
Jens Thorup og Dorte Schmidt har bedt mig skrive et lille stykke om starten på OR 79. Det kræver vist at jeg lige præsenterer mig selv: Jeg kom til Otterup Realskole som nyuddannet lærer i 1978 – i øvrigt sammen med Chr. Karstensen og Niels Erik Clausen. Et halvt år senere kom Steen Hjorth til, som var min gamle skole-, ungdoms- og seminariekammerat fra Haderslev. Jeg var ansat på skolen i 3 år, hvorefter jeg blev lærer ved Gerlev Idrætshøjskole. Senere blev jeg leder af Ryslinge Friskole, og i dag er jeg leder af Haderslev Realskole, så Chr. og jeg mødes ofte ved møder og konferencer og genopfrisker gamle minder!
Jeg ved at Jens og Dorte har gransket ganske grundigt i de gamle protokoller og derfor kan give et mere historisk præcist billede af detaljerne omkring opstarten, og jeg må tilstå at der er mange af disse detaljer som jeg slet ikke kan redegøre for længere. Der er jo unægtelig løbet meget vand i åen siden dengang. Så mit bidrag skal være af lidt mere overordnet karakter, hvor jeg vil prøve at fortælle om de tanker jeg selv havde som idémand og initiativtager til foreningen.
Som ung, idealistisk, meget energisk, noget langhåret og sikkert også noget naiv lærer gik jeg i gang og blev hurtigt meget glad for mit arbejde på skolen. I min fritid var jeg ivrig gymnastik- og håndbolddyrker. Ja, jeg syntes dengang at gymnastikken var så vigtigt et pædagogisk middel, at det ganske givet kunne redde hele verden! Jeg delte gymnastikinteressen med min kone, Marianne Grønbæk, og vi begyndte også at lede gymnastik sammen i Skeby GF. På skolen syntes jeg, de praktisk/musiske fag havde trange kår. Der foregik udmærket undervisning i fagene, men det var – og sådan er det også i dag på de fleste skoler – begrænset hvor mange timer der kunne sættes af til idræt, billedkunst, sløjd og håndarbejde. Derhjemmefra var jeg opdraget til, at lærere deltog i lokalsamfundet med frivilligt arbejde, og derfor var det naturligt for mig at arbejde med den idé, at der kunne foregå frivillig undervisning i disse aktiviteter på Otterup Realskole. Der foregik i forvejen gode, frivillige aktiviteter. Der var en fiskeklub, og så vidt jeg husker også en skakklub. Jeg ville selv gerne have gang i noget frivillig gymnastik, så der var flere børn der kunne få glæde af gymnastikken. Samtidig havde jeg erfaring med foreningsledelse og syntes at det kunne være alle tiders at oplære nogle af de ældste elever til at deltage i bestyrelses- og udvalgsarbejde som et led i at opdrage og uddanne dem til aktive borgere i et demokratisk samfund. Jo, det passede rigtig godt til den pædagogik og tankegang der var fremherskende dér i halvfjerdserne, i efterdønningerne fra ungdomsoprøret. Så det var de unge der skulle sidde i bestyrelser og udvalg, mens vi voksne skulle stå i baggrunden og sætte dem i gang, støtte og vejlede dem i arbejdet.
Heldigvis var der mange, både lærere, forældre og ikke mindst elever, der var med på ideen. Hvad der konkret skete og kom gang i, og hvem der har fortjent tak for de mange timer de har brugt til at gennemføre denne vision, vil jeg lade andre om at redegøre mere præcist for. Ingen nævnt, ingen glemt. Men jeg vil gerne selv sige tak til de mange dejlige mennesker, unge som ældre, for de mange gode oplevelser jeg selv har haft i de par år jeg fik lov at være sammen med jer om denne opgave. Det har glædet mig meget gennem årene at høre at foreningen stadig var levende og aktiv, og jeg vil ønske OR 79 al mulig medgang fremover. Både Marianne og jeg vil gerne endnu engang ønske jer til lykke med jubilæet!
Mange venlige hilsener
Henrik Pors
En hilsen fra en tidligere gymnast, leder og bestyrelsesmedlem i OR 79.
Sikke mange gode tanker og minder, der popper op, når jeg tænker tilbage på OR-79.
Jeg gik i 9. Kl. på Otterup Realskole, da OR-79 blev stiftet. Jeg var en hestepige, så gymnastik var helt nyt for mig, da Henrik Pors fik os til at dyrke gymnastik. Og ikke nok med at vi gik til gymnastik, mange af os kom også på instruktøruddannelse. Jeg fik allerede i 1979 Kursus 1, kursus 2 i 1980 og sluttelig kursus 3 i 1982 på Gerlev Idrætshøjskole. Kursus 3 (4 uger!) tog jeg i sommerferien efter studentereksamen. Så var jeg klar til at undervise i såvel rytmisk- som springgymnastik.
Jeg havde rigtig mange hold fra 1979 til 1985, hvor vi blandt andet lavede udveksling med hold fra Gerlev og Vojens.
Jeg har også selv været aktiv på mange gymnastikhold både i OR, Skeby, Korsløkke, TPI og Aspirantholdet i Odense. Det har givet mange gode oplevelser og venner. Jeg har f.eks. været i Italien og lave gymnastik og til en del landsstævner her hjemme.
Jeg blev læreruddannet fra 1984 til 1988 med speciale i idræt og matematik, hvorefter jeg var så heldig at få job på min ”gamle” skole – Otterup Realskole. Der var ikke meget gang i gymnastikken, da jeg kom tilbage til OR-79, så jeg genoptog undervisning af diverse springhold. Jeg var også med i bestyrelsen i nogle år, det var rigtig spændende. Vi har holdt rigtig mange gode opvisninger og fester i OR-79. Jeg var lærer og gymnastikinstruktør indtil 1995, hvor jeg valgte at blive en del af min mands virksomhed i Veflinge.
Men så var der jo brug for en gymnastik-instruktør i Veflinge. Så fra 1996 til 2007 har jeg undervist rigtig mange springhold, og også Veflinges damehold har jeg haft i mine hænder. Mine tre børn har gået til gymnastik/spring i mere end 10 år, så de er blevet præget. Samtidig har jeg selv været aktiv på dameholdet og boldgymnastik-hold. Jeg er stoppet med at undervise, men jeg dyrker stadig gymnastik og håber det fortsætter i mange år endnu.
Jeg stortrives med min aktive familie i Veflinge. Nikolai og Katrine er nu færdig med 9.kl og skal videre på handelsgymnasium, de er aktive med hhv. fodbold og ridning. Louise er lige blevet konfirmeret og dyrker fodbold og ridning. Og vi er alle 5 aktive løbere, Kent har efterhånden løbet mange maratonløb, mens jeg nøjes med en ½ maraton.
Jeg ved fra min søster, Dorte, at der stadig er gang i OR-79, men med mange andre aktiviteter, end da jeg var med.
Jeg ønsker OR-79 til lykke med de 30 år og alt godt fremover.
Knus og kram fra
Hanne Stenvang (tidligere Schmidt)
Øvrige aktiviteter i OR-79
I forbindelse med tilblivelsen af OR79, besluttede man hurtigt at det ikke skulle være en ren gymnastik-forening, som det egentlig havde været tanken. Det blev en aktivitets-forening, som udover gymnastik-afdelingen også fik et kunst-udvalg.
Dette kunst-udvalg har siden haft et utal af aktiviteter for børn, unge og ældre.
Her kan i flæng nævnes:
|
Pokémon |
Foto |
Natur-ture |
Rytmisk sang og bevægelse |
|
Patchwork |
Bridge |
Madlavning over bål |
Knytning |
|
Baseball |
IT & Internet |
Judo |
Sy tøj til sport og fritid |
|
Cricket |
Revy/cabaret |
Skak |
Klaptorsken (fiskeklub) *) |
|
Fodbold for sjov |
Folkedans |
Tegning |
Korsang |
|
Bolsje kogning |
Square-dance |
Billedtæpper |
Volleyball |
|
Børneførstehjælp |
Show-dance |
Sløjd |
|
|
Lap din cykel |
Hip-Hop |
Dukketeater |
|
|
Hestelære |
Papirklip |
Drama/video |
|
|
Foredrag |
Basket-ball |
Jazz-ballet |
|
|
|
|
|
Klaptorsken *)
Ved Christian Karstensen
Da jeg kom til skolen, var der en fiskeklub.
Fiskeklubben "Klaptorsken" var en eksisterende forening på skolen, stiftet af lærer Jens Aage Larsen.
Klaptorsken arrangerede fisketure ved strand og på havet, ofte med TUT af Kerteminde. Derudover var der i vinter-perioden film- og grej-aftener, ligesom Klaptorsken også havde foredrag, f.x. med Globetrotteren Hakon Mielche, der fortalte anekdoter fra sin enorme køjesæk. Klaptorsken stod også for ”skydeteltet” ved skolens fastelavnsfester. Det var for at lave lidt indtægt til klubkassen, således kontingentet kunne holdes på et minimum, men man alligevel havde råd til at leje film og købe præmier til fisketure og skydeaftener.
Klaptorsken blev i 1981 lagt ind under OR79, som et selvstændigt udvalg.
Kirsten og Steen Thorup fra Skolegade har været engagerede på skolen, så længe jeg kan huske. Deres 4 børn; Jens, Karen, Anders og Nils gik alle på skolen. Når der var brug for frivilligt arbejde stillede familien troligt. De var også meget engagerede i Klaptorsken.
Jens deltog i OR-79 fra starten som gymnast og næstformand i bestyrelsen, senere som kasserer og nu som "historieskriver".
Yngste lillebror Nils blev formand for Klaptorsken, efter Henning Hansen og Jens Götke, da den blev en del af OR-79.
Der var planlagt en pilke-tur med TUT fra Kerteminde. Jeg havde ingen særlig erfaring som lystfisker, men Nils Thorup havde styr på tingene, så jeg skulle bare sørge for mig selv og mit grej. Jeg havde fået købt to torskepilke. Men der var en dårlig vejrudsigt, så jeg regnede med at turen nok desværre blev aflyst. For en sikkerheds skyld snittede jeg lidt i et bræt der var til overs i forbindelse med bygning af vores garage. Der blev nu viklet snøre på brættet - bare for en sikkerheds skyld.
Da jeg næste morgen ringede til Nils, kunne han med glæde i stemmen fortælle at turen kunne gennemføres, så vi tog af sted i skolens bus mod Kerteminde.
Det skortede ikke på "sjove" bemærkninger da det gik op for folk, hvad jeg havde bragt med af udstyr.
Det blev heller ikke så let for mig. Da vi var kommet godt ud på vandet og vi havde fisket en rum tid, fløjtede skipper, og så gik det hurtigt videre. De andre fik hurtigt drejet på hjulet og fik pilken op. Værre var det for mig. Jeg skulle dreje brættet mange gange før jeg så min pilk, og da var kutteren allerede på vej til et nyt sted. Helt galt gik dog ikke, og pludselig kunne jeg mærke, at der virkelig blev trukket i snøren. Jeg kæmpede og kæmpede og endelig hev jeg en stor torsk om bord. Da dagen var slut viste det sig, at der var dagens største fangst, så på vej hjem i bussen kunne jeg triumfere:
"Se det gælder bare om at have udstyret i orden"
Ved Ellen og Christian Karstensen.
1978 blev jeg ansat på Otterup Realskole sammen med to andre lærere, Henrik Pors og Niels Erik Clausen.
Et halvt år senere blev Steen Hjorth ansat.
Vi kom til en skole, der især gennem skolebestyrer Lund opfordrede os til at afprøve vores idéer. Der måtte gerne ske noget nyt.
Selv underviste jeg i matematik, fysik/kemi og elektronik. Jeg have 31 ugentlige lektioner og elektronikken måtte ligge som aftenundervisning.
Men der skete også andre ting om eftermiddagen og om aftenen. Henrik Pors og hans kæreste Marianne Grønbæk var ivrige foreningsfolk. De inviterede eleverne til at komme og træne gymnastik. Især springgymnastikken samlede eleverne. – Der blev flere og flere og der blev brug for at organisere sig.
Den 30. april blev der indkaldt til stiftende generalforsamling. Foreningen blev døbt OR-79 en forkortelse for ”Otterup Realskole 1979”.
Henrik blev formand. Jeg selv blev kasserer.
Henrik og Steen var gamle kammerater fra håndboldforeningen i Vojens. Samtidig havde Henrik været formand for gymnastikforeningen i Vojens. Det handlede om frivilligt ulønnet arbejde, hvor drivkraften var det gode foreningsarbejde - bygget på gode danske demokratiske traditioner.
Der blev nedsat bestyrelse og udvalg, og snart havde vi en velfungerende forening, hvor elever fik ansvar både som ledere, hjælpetrænere og medlemmer i bestyrelse og udvalg.
Drivkraften og hovedaktiviteten var gymnastikken. Snart blev OR-79 en anerkendt forening, som havde flotte gymnastikopvisninger med fine præstationer fra gymnasternes side – Både spring- og rytmisk gymnastik var i top. Man inspirerede og støttede hinanden til hele tiden at blive bedre.
Snart kom også Frida og Tage Larsen til. De var erfarne ledere fra Skeby Gymnastikforening, men havde overskud til også at lede gymnastik i OR-79. For Fridas vedkommende blev det til mere end 20 år som leder – en lang årrække som leder af damegymnastikken.
Vi havde et godt samarbejde med Skeby Gymnastikforening og Vojens Gymnastikforening. Der blev arrangeret ture, træningsweekender og opvisninger.
Marianne og Henrik stillede store krav til deres hold, men de var også dygtige til at instruere og inspirere – ”Selv om vi er amatører skal vi ikke skamme os over at arbejde professionelt” sagde Henrik på et tidspunkt.
Der var et liv og en begejstring, som smittede af på hele skolen. – Og så var der hygge. Bestyrelsesmøder og udvalgsmøder foregik i private hjem med hjemmebag og gæstfrihed.
Ved forenings- og hyggeaftener blev der sunget og spillet. Henrik tog guitaren frem, og så fik vi lært nye sange. ”– For det går op af bakke. Det går ned af bakke. Det går op og ned i bakkedal -” Der blev sunget til den store guldmedalje.
Selv har jeg aldrig været den store gymnast. Min største præstation har nok været, da Henrik på en weekendtur på Gerlev Idrætshøjskole lærte mig at slå et kraftspring. Det var stort.
OR-79 er langt mere end en gymnastikforening. Allerede fra starten besluttede vi, at vi også ville have et tilbud til de børn, der ikke var så meget til gymnastik. Vi havde et gymnastik-udvalg og et kunst-udvalg. Kunstudvalget skulle tage sig af ”ikke-idrætslige aktiviteter”. I starten var det meget drama, dukketeater, korsang, små sketchs og sådan noget.
I 1981 bliver Henrik headhuntet af Gerlev Idrætshøjskole og fratræder sin stilling på skolen. Jeg blev valgt som ny formand. En udfordring som jeg måtte tage imod. Vel vidende, at det ville have været bedre med en gymnastik-entusiast. Nu vel – I øjeblikket var der ikke nogen der var klar, så kunne ja da godt tage en periode.
Det blev til 15 år.
I mine 15 år som formand forandrede foreningen sig meget. Efterhånden fyldte gymnastikken mindre og nye aktiviteter kom til.
For mit eget vedkommende har jeg blandt andet stået for drama og video, dukketeater, computeraftener og skak, ligesom jeg har deltaget i ”familieaftener”, hvor vi prøvede at lave forskellige aktiviteter samme aften, så der var noget for hele familien.
Overordnet har vi ønsket at hjælpe og støtte, når der var idéer til frivillige aktiviteter på skolen.
Det vil føre for vidt at nævne alle aktiviteter. Der er en oversigt længere fremme.
De ”store” aktiviteter med mange deltagere har været Revy med OR-ginalerne. Her var lærer Niels Erik Clausen en af hovedkræfterne. Efter nogle år blev revyholdet en selvstændig forening uden for OR-79.
I flere år blev der arbejdet med billedtæpper. - Hver eneste dag, når jeg træder ind i gymnastiksalen glæder jeg mig over de fine kunstværker, som gennem flere sæsoner samlede Kirsten Hansen, Anna Margrethe Vang, Else Marie Søndergaard, Kis Bech og min egen Ellen, som dog ikke var med til alle tæpper.
På generalforsamlingen den 27. april 1999 vælges Ellen til formand.
Jeg overlader nu pennen til Ellen:
Med Lasse Kristensen som idémand og Poul Henning Kock og Michael From som trænere blev judo et hit fra 1997 til 2003. Judokæmperne havde stor succes ved stævner og mesterskaber. Judoafdelingen blev en selvstændig forening januar 2003.
Pokémon tiltrak fra 2002 med Michael From i spidsen rigtigt mange spillere. Her var en aktivitet, der ikke blev tilbudt andre steder her i området. Også her voksede mange talenter frem. De deltog i arrangementer rundt om i landet, og nogle tog sågar til ligaer i andre lande blandt andet Belgien. Der blev afholdt Danmarksmesterskaber i Otterup med hjælp fra frivillige forældre. Nogle af spillerne blev så dygtige, at de vandt mesterskaber og rejser til ligaer i USA.
Michael flyttede til Jylland, og nu overtog Bent Jensen ledelsen. Det var Bents to drenge, Michael og Patrick, der blev Danmarksmestre og vandt ture til USA, hvor verdensmesterskaberne blev afholdt. Der tilbydes stadig Pokémon spil. Nu med Louis Lukas som leder.
I 2003/4 var der flere i bestyrelsen, der ikke ønskede at fortsætte, og vi var spændte på, om vi kunne samle nye kræfter til bestyrelsen.
Som en af de ”gamle” ildsjæle for OR-79 trak Dorte Brown Schmidt i arbejdstøjet. Dorte havde ligesom sin søster Hanne været gymnast og leder i foreningen, da hun var elev på skolen. Sammen med Dorte kom hendes mand Kevin i bestyrelsen, og vi kunne fortsætte.
I 2004 fejrede vi 25 års jubilæum, hvor vi inviterede til ”åbent hus” arrangement.
Jeg havde i 2 år gået til Line Dance i aftenskolen. Aftenskolen kunne ikke skaffe instruktører til den næste sæson, og da vi var en flok piger, der gerne ville fortsætte, foreslog jeg, at vi oprettede et hold i OR-79.
Hanne Larsen tilbød at være instruktør, og nu kom der gang i danseskoene. Vi blev meget overraskede over, hvor mange der ønskede at danse med. I dag har vi 4 hold om ugen, adskillige instruktører og hjælpere, der sammen giver de ca. 75 dansere en god oplevelse.
Seneste skud på stammen er patchwork, hvor en gruppe damer mødes en gang imellem og syr og hygger.
Denne aktivitet er også opstået, fordi nogle har mødtes, udvekslet idéer om en fælles interesse og via mund til mund metoden er vokset så stor, at de ikke længere kunne være hjemme i privaten. Vi hilste dem velkommen i OR-79 og skolen stillede lokaler til rådighed.
Næste års program byder på Line Dance, Ryg-gymnastik, Patchwork og Pokémon.
---------
Som det fremgår, har vi gennem alle årene været en del af OR-79. Vi har syntes, at det frivillige arbejde på skolen har været værd at kæmpe for. Vi møder en masse dejlige mennesker, som kan lide at være sammen om folkelige aktiviteter og foreningsarbejde i ordets gode forstand.
En af de unge ledere sagde på et tidspunkt:
”Jeg kan godt lide at lede gymnastik her, for I ved, at jeg gør det af ægte interesse og ikke for pengenes skyld.”
Bestyrelsesmedlemmer
Afslutning
Som elev i 10. klasse i 1978/79 og godt engageret i skolen og hvad der foregik på og omkring skolen, var det ganske naturligt at bakke op om det nye initiativ, nemlig opstarten af en elevforening.
Jeg kom med i bestyrelsen fra starten på foreningen der fik navnet OR-79.
Jeg forlod Otterup i 1984 og dermed også mit aktive engagement i OR-79. Det er jo meget naturligt, at når skole, gymnasium m.v. er ”overstået”, så ”skal verden erobres”. Jeg har naturligvis holdt kontakt til Otterup Realskole og indirekte OR-79 lige siden.
Og da jeg nu igen er bosiddende i Otterup, var det uden betænkningstid at jeg sagde: ”ja tak” til at deltage dels i forberedelserne til skolens 125 års jubilæum, men også i dette jubilæumsskrift i anledningen af OR-79’s 30 års jubilæum.
Det er jo en helt fantastisk udvikling denne forening har været igennem på disse 30 år. Hvor de 30 år er blevet af, kan vel ingen af os forstå, men ved gennemgang af de gamle journaler og bestyrelses-referater, ser man at der virkelig er sket noget i de 30 år.
OR-79 har forstået at tilpasse sig efterspørgslen på aktiviteter for – ikke kun skolens elever – men også forældre eller hvem der nu kunne tænke sig at deltage.
Larsen
Så det glæder mig, at se annoncen hvor OR-79 igen er klar til en aktiv sæson:
Redaktionen af dette skrift omkring OR-79 bestod af Dorthe Schmidt, Frida Larsen og undertegnede. På det første møde blev opgaverne delt ud, nemlig at gennemlæse og lave resumé at de gamle protokoller. Desværre deltog Frida kun i dette ene møde, men hun fik udført sin opgave inden hun måtte melde fra på grund af hendes sygdom.
Frida døde den 13. Juni 2009. Frida var et menneske med et stort hjerte og arrangement. Et menneske vi ikke vil glemme, men mindes med glæde.
Sluttelig vil jeg ønske OR-79 et stort TILLYKKE med det flotte jubilæum, og jeg vil ønske foreningen, ledere, bestyrelse, medlemmer (nye, gamle og kommende) alt godt fremover.
Jens Thorup
I 1880'erne havde OR endnu ikke eksamensret
Da skolen blev oprettet var min farfar een af støtterne (hvordan vides ikke).Han hed Christen Jensen og ejede Uggerslev Mølle.Hans børn har alle 8 gået på Realskolen, og historien er om hans 2. søn, Rasmus, født 17-02-1885.De var kun 2 i realklassen, den anden var Christiane, datter af skolelæreren i Østrup.Skolen havde ikke eksamensret, og de måtte derfor tage til Københavns Universitet for at få realeks.. De var skolekærester og blev senere gift, og familien drillede dem med at de havde været på bryllupsrejse.
Solveig Palm Hansen fortæller
Tidligere elev Solveig Palm Hansen fortæller her levende om livet på Realskolen i 1920'erne. Der berettes detaljeret om PA Dissing og Marie Dissing, der var dybt engageret i arbejdet med at forbedre forholdene for de unge mødre, men som også hjælp jødiske børn til Sverige under krigen
Undervisningsmateriale fra 1940'erne
Billede 1: Botanik 1947
Billede 2: Praktisk skrivebog 1942
Billede 3: Tegnebog 1941
Billede 4: Træningshæfte i regning 1940
Billede 5: Botanik 1947 forside
Erindringer fra krigens tid på Otterup Realskole
Bakkevej, den 30.3.09
Erindringer fra krigens tid på Otterup Realskole.
Under besættelsen havde tyskerne taget en del af skolen. Flere klasser blev undervist rundt omkring i byen. Den klasse, jeg gik i, blev på skolen. I skolegården var der soldater, når vi kom ud til frikvarter. Som jeg husker dem, var de meget unge eller meget gamle. Af og til blev lange borde sat op; her stod tyske soldater og ordnede deres geværer og andet grej. Mange af drengene var meget interesserede og fik forevist tingene.
Vore fjender var det; det vidste vi, men skolen bar ikke ved til det bål. Det respekterer jeg den for. Vi var ikke utrygge ved at møde på skolen.
Venlig hilsen
Kirsten Sørensen (1933)
Otterup Realskole set indefra
Astrid Jensens beskrivelse af barndomshjemmet fra 1945 – 1964 (datter af tidligere skolebestyrer-par Svend og Gerda Jensen)
Begyndelsen
Jeg fandt ud af, som mange andre børn finder ud af, at far og mor bestemte meget. Men mine forældre bestemte over alle de andre børn, som kom til vores skole. De bestemte over gymnastiksal og klasseværelser og til dels også over lærerne. De bestemte også, at jeg ikke behøvede at gå ud i byen og lege, for de andre børn kunne jo bare komme og lege med mig, vi havde jo masser af plads. Der var også mange børn, søde og rare børn, der tog sig utroligt meget af mig, da jeg var en lille pige. Jeg har tit tænkt på, om de store 9. klasser ikke var trætte af, at der, når der skulle øves skolekomedie, og når de var på telttur, altid rendte en lille unge rundt mellem dem. Men jeg elskede de store, de havde altid tid til at lege med mig, og måske drille mig lidt. Jeg havde ofte en udsigtsplads over hele skolegården oppe fra altanen, der hvor der nu er lærerværelse. Der kunne jeg se ned på dem, og se hvordan der blev leget klat og Antonius over gymnastiksalstaget. Jeg kunne se dem, når de efter skoletid leende og glade med cyklerne forlod skolen, overvåget af min far, så der ikke skete ulykker ved udkørslen på Jernbanegade. Før jeg selv skulle i skole, kunne jeg smutte ind i klasseværelserne og høre lidt med. Jeg sagde ikke noget, men lyttede bare. Senere kom jeg så selv i skole og måtte til at sige noget.
Før børnene mødte
Året havde sit faste forløb. I sommerferien var far altid i gang med at reparere skoleborde, døre og vinduer og se efter, at malere fik malet skolestuerne grønne. På et tidspunkt kom der en lidt mere klorofylfarvet grøn. Den skulle virke lidt friskere, mente maleren. Men jeg skulle også hjælpe til. Tidligt fik jeg lært at smøre kit i vinduerne, og skolegården blev fejet. Det var så det praktiske, der skete sidst i sommerferien.
Men der skulle altså også laves skema. Min far brød sig ikke om det arbejde, men min mor skyndte hele tiden på ham, og så måtte han jo til det. Han tegnede på et stort stykke karton alle timepositionerne ind. Kartonet blev sat op på en blød masonitplade. Så blev de farvede knappenåle - hver lærer sin farve og dermed fag - sat på, så det kom til at passe. Dvs. det kom det altså ikke lige af sig selv. Der var mange besværligheder med at få det hele til at gå op, og det krævede megen traven op og ned ad gulvet, mange korte svar, hvis man spurgte om noget. Endelig lykkedes det. Men mor havde nerver på, for det skulle jo være færdigt til skolen startede. Det blev det nu altid. Så kom det ud til lærerne, der så skrev skemaet op i hver klasse, så kunne vi elever skrive det ned f. eks. i det skema, der var i vore nye smarte pennalhus eller det med billeder fra Sparekassen.
Morgensang og fødselsdage
Morgensangen i gymnastiksalen, altid en salme, og så fadervor, var hyggelig. Mor spillede og far sang for. De havde altid lige inden de skulle ned i gymnastiksalen en lille diskussion om, hvad det nu skulle være for en salme. I salen, hvor eleverne stod klassevis og lærerne i en gruppe for sig, kom der naturligvis officielle beskeder, men man kunne også hurtig nå at stikke kæresten en lille seddel. Man gik jo så tæt sammen, når man gik ud af salen til klasseværelset. Dér valgte vi altid selv vores pladser, og havde naturligvis lang tid i forvejen aftalt hvem vi ville sidde ved siden af på tomandsbordene, i hvert fald os, der boede i byen. De andre, der kom fra landet, måtte så lige se os andre an først.
Dengang var det almindeligt, at man, når man havde fødselsdag, delte bolcher ud. Det var et højdepunkt at få penge og gå til Donbæk, for at bestemme hvilken slags der skulle være éns fødselsdagsbolcher. Jeg valgte altid de store ravgule klumper. Der var også tid til, at der kunne blive læst lidt historie op, for timerne var jo på 50 min. Lærerne, deriblandt min mor, fik også bolcher, men hun kunne ikke altid spise det på stedet, så det blev lagt i hendes lille lommebog, og så var det jo sommetider spændende for mig at undersøge hendes taske. Måske var det derfor, jeg blev en lille kraftig unge. Engang, fortalte far og mor, havde de mødt fru Født (Fru isenkræmmer Nielsen, født Dissing), der i øvrigt var min gudmor, komme løbende ud fra et klasseværelse med hånden for munden. Hun kunne intet sige, for en uddelt karamel, havde låst hendes tænder totalt sammen. Bagefter var hun selv i stand til at grine ad den pinagtige situation.
Boldbanen
Om efteråret var der idrætsdag, den foregik på den boldbane, som Jens Otto og Carl Vang havde ryddet for frugttræer og sat hegn om. Jorden var blevet købt af Købmand Donbæk. Før den tid var vi omme på byens idrætsplads, men nu havde vi vores egen plads. På selve idrætsdagen blev eleverne stillet op i skolegården klassevis, de ældste stod først - bærende på skolen fane. Så gik det i takt om til boldbanen, hvor der blev afholdt idrætskonkurrencer og boldspil. Vinderne blev behørigt hædret. Jeg tror også der var noget med en pokal.
Den boldbane var et herligt sted at lege. Om sommeren tonsede vi rundt og spillede håndbold, om vinteren gjaldt det sneboldkampe. Jeg husker endnu lugten af det våde uldtøj, som vi sad i bagefter. Men sjovt var det. Carl Vang var meget ihærdig. Når det var frostvejr sprøjtede han vand på græsset, og vi fik den herligste skøjtebane, hvor vi om eftermiddagen spillede ishockey med de pinde, vi (altså børn her fra byen) nu kunne få fat i.
Økonomien
Det var ikke den store guldgrube at lave privat skole. I mange år gik jeg i kjoler, som min mor havde syet, hvor stoffet var fra min fars skjortebul. Efter nogen tid, hvor jeg var meget lille og blev passet af en ung pige, klarede min mor selv rengøringen, med hjælp fra mig, samtidig med at hun havde skolearbejdet. Alt husarbejdet skulle være klaret inden kl. 9.00, hvor morgensangen startede. Alle mulige mennesker kunne jo komme på kontoret i skoletiden. Bl.a. kom forældre eller elever for at betale skolepenge. 20 kr. pr. måned (som jeg husker det). Min far sagde, når nogen rygende synes at det var for dyrt. ”Det er jo ikke mere end to pakker cigaretter. Det kan De vel unde Deres barn, hvis De synes, Realskolen er bedst for ham/hende.” Der blev altid kvitteret i små glansoktaver, der kunne være i mange forskellige farver. Engang mine forældre var lidt fortvivlede over, hvor vanskelig økonomien var, foreslog jeg, der var en stor teenage pige, at de bare kunne lave skolen om til en snobskole, så ville pengene strømme ind, hvis kun de rigeste kunne få deres børn i Otterup Realskole. Min far og mor fortalte mig, at det ikke var deres mening med at køre skole. ”Nå, så må I også selv om det,” var mit ”kloge” svar. Det var nok også mere hensigtsmæssigt, at far blev formand for bestyrerforeningen for private skoler. Så var han selv i stand til at tage til København og forhandle med ministrene. Den dag han kom hjem og havde forhandlet sig frem til, at det offentlige gav 85% tilskud til private skoler, var han meget lykkelig.
Skoleballet
Efter efterårsferien, der for os altid foregik i København, fordi far skulle til foreningsmøder, kom den intense tid med forberedelserne til skoleballet. I de halvmørke eftermiddage instruerede far 9. klasserne efter skoledagens slut, kl. ca. 14.30, først i læseprøver, dernæst i at stå på gulvet og agere lidt. Min far hersede med eleverne for at få dem til at åbne munden, altså skille tænderne ad. Luften skulle komme nede fra mellemgulvet og ikke i den øverste mundhule. Man skulle også øve sig i at lave baggrundssamtale, så ordene, gråt papir, grønt papir osv. blev indøvet med forskellig intensitet.
Endelig oprandt den spændende tid, hvor der skulle øves nede på kroen, med dens specielle lugt af gammelt øl. I nogen tid forinden havde malermester Georg Andersen eller hans søn Alex malet nogle flotte kulisser, der lå på gymnastikgulvet. De blev nu hængt op på scenen. Den flotteste skov og de fineste interiørs bredte sig foran tilskueren. Så skulle der øves. Hofdans var ikke en naturlig bevægeform for alle realskolens elever. Nogle dansede, som ”en kommode i tordenvejr”, mens andre havde frekventeret den lokale danseskole. Udklædning og parykker til skuespillerne blev hentet i anerkendte kostumefirmaer og lånt fra Det kongelige Teaters og Odense Teaters garderober sammen med professionelt sminkeudstyr. Men rekvisitterne stod vi selv for. Til ”Aladdin” blev der indkøbt flere lerfade fyldt op med sølvpapir og øverst oppe limet et hav af glaskugler på. Det så flot ud, man var ikke i tvivl om Aladdins rigdom. Urtepotterne, der bliver smadret i ”Der var engang”, var også indkøbt til lejligheden, men det meste var vores husgeråd, der nu var ”gået til scenen”. Musikken stod far for. Han var i kulissen med sin violin, så elevernes stemmer fik støtte, når der skulle synges igennem til hele salen. Ouverturen til ”Der var engang” blev afspillet på en grammofon, der stod opstillet ude på den skrå trækasse, der dækkede trappeopgangen. Det var nogle gange mit job at sørge for, at musikken kom rigtigt ind. Det blev noget lettere, dengang vi fik båndoptageren. Der var det hele spillet ind lige efter hinanden. Gunnar Dikker (Gunnar Nielsen var urmager til daglig) var perfekt til speciallyde. Jeg kan ikke huske hvilket stykke det var i, men tordenvejr kunne han lave. Og Gunnar Dikker elskede at finde på finurligheder. Min mor var sufflør, så hun sad med rolleheftet, og holdt så også lidt øje med hvad far lavede, og hvis hun ikke var enig, blev det påtalt ved aftensmaden, som næsten hver dag den sidste uge før skoleballet var blodpølse. Det hang sammen med, at der ikke var tid til at handle. Slagter Warberg lå lige i nærheden af kroen, han havde blodpølse, der hurtigt var tilberedt, så for mig hænger skolekomedie og blodpølse uløseligt sammen. Hver gang jeg dufter den, kommer hele fornemmelsen af premierestress tilbage. For stressende var det. Skolen skulle jo passes helt uden afbrydelser, selvom det stod på gloende pæle for at få det sidste på plads til skoleballet. For eleverne var generalprøven en mindre fest. Det stod altid på kaffe og æblekage på kroen. Der var dækket pænt op, og alligevel opfordrede min far drengene til at spise det sidste i skålen. Der var konkurrence om, hvem der kunne få den store grødske helt ind i munden. Far havde musik med på båndoptageren, så der kunne også danses. Han havde altid den nyeste musik med, jeg tror han havde en aftale med Radio-Rasmussen. Men der blev tvistet og hørt Beatles på disse aftener. Den forholdsvise nyindkøbte båndoptager var fars stolthed. Den stod nede i lærerværelset nedenunder. En nat, hvor min brors hund var på besøg, gav den sig til at gø kraftigt. Den blev bedt om at holde mund. Det gjorde den så, men der havde altså været tyve, der havde snuppet båndoptageren. Nogen tid efter havde politiet fundet den i en grøft, og vi kom til at grine af de ynkelige tyve, da vi gennemspillede båndet. ”Mor, så si’ da noget” lød det sammen med klirren af ølflasker. Vi kunne nu bruge båndoptageren selv igen.
Men nerverne var på højkant op til skolekomedien. En gang ringede nogle forældre fortvivlet om morgenen, hvor skoleballet skulle være samme eftermiddag, for deres 9.klasser var syg efter at have spist teblade. Hvad skulle man nu gøre? Få en anden til at spille rollen? Aflyse? Den ”syge” blev dog helbredt til eftermiddagens forestilling. Værre var det, da min mor kom til at skære den yderste del af tommelfingeren af på brødmaskinen. Det skulle gå stærkt, for vi skulle skynde os ned til kroen. Hun måtte jo selvfølgelig ind og ligge på sofaen. Min svigerinde ville rydde op i køkkenet og tog stumpen og smed den i skraldespanden. Da lægen kom, ville han have stumpen sat på igen. Så måtte min svigerinde tage stumpen op igen og skylle den godt. Lægen gjorde sit bedste og fik min mor forbundet. Så måtte vi ellers til kroen, for forestillingen skulle jo begynde. Min mor sad i det lille sufflørhul på en stol, der stod oppe på et vakkelvornt bord og sufflerede. Forbindingen var temmelig rød. Men Aftenen skulle fortsætte med indmarch og dans med levende musik. I pausen, mens musikerne skulle have en øl, blev der uddelt idrætsmærker. Man var noget stolt, når idrætsmærket kom til at hedde noget med ”sølv med emalje”. Vi børn fik lov til at få 2 citronvand. Skolebal var noget specielt. Efter en sådan aften, hvor der var megen snak og ikke mindst megen røg, var mine forældre meget trætte, men tilfredse. De havde fået god respons, som det nu hedder. Jeg tror vi havde fri om mandagen efter skoleballet. Det var vist også nødvendigt for alle.
Hygge og historier
Der var tid til mere hygge i skolen end nu om dage. Oppe i ”Stærekassen” øverst oppe på Skansen, var der nogle dejlige skrårum. Derinde lå for mig en af de største skatte der kunne findes. To pjaltede bøger i mørkegrønne indbindinger indeholdt Brødrene Grimms Eventyr. Når de blev hentet frem, var der ro i klassen. ”Drengen der ikke kunne blive bange” kildrer stadig i rygraden, når man tænker på de sorte katte, der kommer bærende med en kiste. Nogle gange kom fru Født på besøg og fortalte historier. Hun stod altid op i nærheden af kakkelovnen. Fru Vang var nu også alle tiders til at fortælle Danmarkshistorie og Bibelshistorie. Det var også hyggeligt, når vi sang kanons og lavede håndarbejde og tegnede. Når vi havde frikvarter, stormede vi ned ad de smalle trapper, for det gjaldt om hurtigst muligt at komme i slåskamp med 7. klasserne, som havde lokale nedenunder. Jeg husker stadig mine drømme fra dengang, de var en kopi af ”De 3 musketerer”. Nede i skolegården legede vi ”kæde tik” eller klat.
Jul.
Hen under jul var det bare vildt hyggeligt. Vi fik lov at tegne de flotteste nisser med farvekridt på tavlen, bare den ikke var dækket helt. På bordet havde vi små stearinlys og gran. Når der så undertiden blev brændt lidt appelsinskal af, så var det bare så ”uhm”. Den sidste dag før juleferien havde vi pyntet et juletræ med lys. Nogle havde også fået til opgave at indkøbe julegodter. Donbæk fik igen besøg og måtte aflevere et antal juleposer og så valgte man godter, så det passede med det ”indkradsede” beløb. Det var naturligvis en appelsin og så konfekt, karameller og slikkepinde. Det var en spændende eftermiddag, når poser skulle fyldes. Kammeraterne ventede jo spændte på, hvad der var i. Når så julelysene var tændt den sidste dag før jul og vi lyttede til en god historie og spiste slik ----. Nærmere kommer man altså ikke Himmerige. Efter middagsfrikvarteret blev alle klassers juletræer båret over i gymnastiksalen og stillet op på et par lange borde. Talerstolen blev sat højt oppe inde mellem træerne. Alle de gamle langbænke blev stillet, så alle elever kunne sidde ned. Så blev der ringet ind. Alle juletræer blev tændt på én gang. Far stillede sig op og læste juleevangeliet. Der blev naturligvis også sunget flere af de gode julesalmer med mor ved klaveret. Til sidst læste far en rigtig god julehistorie. Alle elever sad helt stille, undtagen dem, der var blevet sat til at holde øje med lysene på træerne. Så ønskede far glædelig jul.
Nu var der juleferie for børnene. Lærerne var oppe på kontoret og få et glas portvin, mens 9.klasserne forberedte en mindre frokost. Her havde de mulighed for at give lidt igen på det, de måske måtte finde sig i til daglig. De gav nemlig gaver med en bagtanke. Min far havde måske lidt for ofte brugt ”dit kalvehoved flækket på tværs”. I hvert fald var det et år en gave han fik i virkeligheden.
Det uhyggelige
Vi havde på et tidspunkt i halvtresserne fået centralvarme. Nu var der ikke længere brug for de bjerge af brunkul, der lå i baggården ved det lille moreltræ (det er der heller ikke mere nu). De tunge lastbiler, der havde bragt det hertil fra Jylland, havde knækket mange af fliserne i skolegården både bagved og foran. Det var der en fordel ved. Vi havde nemlig de allerbedste marmorkuglehuller. Men nu var det altså slut med at bære kul ind til kakkelovnene i klasseværelserne og op i lejligheden. Også dengang skulle der spares på varmen, og når der blev lukket ned for varmen efter skoletid, så skulle der jo også lukkes op, og det var så mit job. Når jeg var kommet forbi slippen, lige udenfor døren ud til skolegården, der jo en kulsort januarmorgen kunne skjule alskens trolddom, gik jeg først om til de nye skoleklasser med olieovne, der stod på vågeblus om natten. De skulle skrues op på fuldt blus om dagen. Klasserne var lyse og dejlige, så det var ingen sag. Skansen var også kendt område. Men så tilbage til fysik og biologilokalet i hovedbygningen. Når jeg åbnede døren på klem og i mørket lod hånden glide ind for at finde lyskontakten, var der lige 3 sekunder, hvor min puls var oppe på max. For tænk nu, hvis fugleedderkoppen ikke var helt død og gik rundt af sig selv i lokalet. Måske sad den oppe i nærheden af kontakten. Derudover faldt tankerne også lige på knoglerne i ståltrådskurven. Man sagde, at det var en mand, der var blevet gravet op ude ved galgebakken i Jydby. Ja, jeg behøvede ikke at se saftige dvd’er for at få rislen ned ad ryggen.
Vinterferie
Pludselig var den der, sneen. Vinterferie var ikke indlagt i årsplanen. Den tog vi, når der var brug for det. Og det var der, når alt stod i ét. Mange elever i realskolen kørte normalt til skole på cykel, ofte kom de langtfra, og intet plejede at forhindre dem i at være på deres plads kl. 9.00 om morgenen. Det gjaldt derfor om for far at forhindre, at de tog hjemmefra. Der skulle handles hurtigt, så det var ned til telefonen i slåbrok og sutsko. Det blev ringet rundt til nogle, der så sørgede for at ringe videre og videre. Forhåbentlig nåede det ud til alle, at skolen var lukket de næste tre dage eller en hel uge. Et par enkelte gange glippede det. Jeg kan huske en klassekammerat, en pige, der med cyklen trækkende over og gennem kæmpedriver ankom til skolen. Dengang kunne piger jo ikke så godt bruge lange bukser, så det bare stykke kød, der var mellem trussekanten og strømpekanten var mørkeblåt af kulde. Det betød nu ikke noget, sagde hun. Men så var der ellers arbejde for os andre, der skulle jo skovles sne, så man kunne færdes i skolegården. Men heldigvis var der også tid til herligt hulebyggeri med de nærmestboende.
Konfirmation
Der blev holdt konfirmation både forår og efterår. Konfirmanderne skulle cykle til Østrup, for der lå præstegården. Far og mor var med til mange konfirmationer, hvor man også forventede, at far skulle holde en tale. Det var jo ikke bare en enkelt gang eller to. Nogle uger var det næsten hver aften, at mine forælde iklædte sig kjole og hvidt og lang kjole med brystbuket af fresier. Det var store fester med telt i haven og suppe-indmarch. Senere, efter steg, dessert og kransekage, var der dans. Nogle mænd prøvede, om de kunne få urkæden til at ligge i snapseglasset, uden at snapsen flød over. Jo det var store fester, men far og mor kom ikke så sent hjem. Skolen skulle jo passes næste dag.
Eksamenstid
Men så, lige pludselig begyndte pigerne at have syrener på cyklerne. Det betød en ting, nemlig at skriftlig eksamen nærmede sig. Det betød også, at mor fik travlt med at lave frokost til de mennesker, der sad eksamensvagt. Det kunne være folk ude fra eller vores egne lærere. Men noget skulle de jo have at leve af. Hvad der var på maden ud over ost, kan jeg ikke huske, men radiser var der altid. Men endnu mere travlt blev der, når censorerne skulle bespises. Det kunne mor ikke selv klare, hun skulle jo stadig klare undervisning i de øvrige klasser, så her blev fru Nielsen, Gunnar Dikkers kone, kaldt ind. Menuen var ofte karbonader og stuvet blomkål.
Far og mor sad inde i dagligstuen, med de fine mokkakopper og snakkede høfligt med censorerne. Sommetider havde der været flere eksaminer på samme tid. Lærerne, der havde haft eleverne oppe, var naturligvis også til stede. Der var megen eksamen i det hele taget. I de mindre klasser var der årsprøver, hvor resultaterne så blev skrevet i karakterbøgerne. Og så var der tegneudstillingerne. Her blev de bedste tegninger fra året udvalgt og hængt op i et klasseværelse. Håndarbejdet blev udstillet i gymnastiksalen. Der blev stillet borde ude langs ribberne. Her blev klassernes arbejde så bredt ud og hængt op. Der blev pyntet med store lyserøde pæoner og lupiner i pastelfarver. Blomsterne kom omme fra vores have, der lidt efter lidt blev inddraget til nybyggeri.
Den gamle have og alt det nye
Det var ellers en utrolig dejlig have, med ”skovområder”, ”frugtplantage” og blomsterbede. Hr. Vang, der før han blev uddannet lærer, havde været gartner, overtog med tiden pasningen af den. Han og fru Vang boede jo lige bagved. De kunne gå ind fra deres have via døren i havehuset til vores have. Men som sagt, haven blev lige så stille ædt af det nye byggeri. Men det nye var også dejligt. Tænk dengang der kom nye omklædningsrum, så vi ikke behøvede at klæde om til gymnastik oppe på balkonen. Og de nye toiletter var jo bare så meget bedre end de gamle, der lå ved siden af vaskehuset. Det var også dejligt, da der blev indkøbt en ny spritduplikator, hvilken teknik. Og nye skoleborde, ikke de gamle pulte. Fagre nye verden. Vi følte os alle lidt stolte, når der skete fornyelser på skolen.
Afslutning på hotellet
Inden vi kunne afslutte skoleåret skulle alle karakterer være skrevet ind i protokollerne. Alle eksamensbeviser skulle være helt korrekt udfyldt, så der blev læst korrektur 2 gange. Det hørte også med til et af mine små jobs. Jeg skulle læse op, og far eller mor kontrollerede så, om karakterer og talværdi var skrevet korrekt. Jeg kan stadig huske rytmen: ”mg 14, mg+ 14 1/3”. Det gjaldt jo både Mellemskole- og Realeksamensbeviser. Når det var korrekt skulle de underskrives, og bunsenbrænderen blev tændt for at smelte lakken til seglet. Alle beviser skulle så foldes i kuverter, hvorpå der skulle skrives det rigtige navn.
Men så kom dagen hvor vi i Otterup Hotels festsal kunne lægge de fortrykte sange på hver stol. De, der skulle modtage beviser, sad oppe på scenen bag talerstolen. Mor sad som sædvanligt ved klaveret. Vi skulle igennem: ”Morgen-hanen atter gol” af Grundtvig. ”Lykke-legen og drømme-døsen” af Viggo Stuckenberg. ”Løft dit hoved du raske gut!” af Bjørnstjerne Bjørnson, og så til sidst: ”Nu munter! Kast pennen og bøgerne bort” af F?. Når den sidste strofe lød: ”nu skolen har åbnet sit stængende bur!”, sagde far: ”God sommerferie”, så kunne man næsten flyve. Nu var man fri!
Forberedelse og afvikling af realskoletur
Far og mor havde dog ikke fri, de skulle hjem og få klaret det sidste pakkeri for at kunne tage af sted på telttur med 9. klasse, som regel en dag eller to senere. Teltene var naturligvis set efter og evt. repareret. Far var nemlig også god til at sy på symaskine. Pløkkene var rettet ud, bardunerne efterset. Der blev pakket store kasser med friske æg, flæskesider, havregryn og sukker samt tørmælk i de gamle høje blikdåser, der tidligere havde tjent som bolchedåser hos Donbæk. Det gamle trægasbord, der kunne klappes sammen og med plader, der kunne skærme for vinden. Og så de kæmpe gryder, der blev kogt grød i, det store piskeris og zinkspanden til at piske tørmælken op i. Men der blev også plukket en stor spand af de modne moreller fra træet i skolegården, som vi kunne smovse i de første dage på turen. En fisker, der engang var med fra Klintebjerg, havde også en hel kasse røgede ål med. Sulte gjorde vi i hvert fald ikke.
Sådan var vilkårene de første mange år. Senere blev eleverne delt op i ”familier” på 4, der så skulle sørge for at tage mad med hjemmefra til de dage, turen nu varede. De tidlige år var det telttur, hvor vi fik vand fra en bondemand, hvis marker vi havde fået lov at bo på eller måske hans høloft. Efterhånden var der mere og mere udbyggede campingpladser, vi kunne være på. Da far og mor kom til nogle af de samme pladser hvert år i sommerferien, kunne de jo nemt følge den udvikling der var. Når det gik sydover overnattede vi altid første gang på Lüneburger Heide. Det var en dansker, der havde startet en plads her, først med 1 vandhane, så kom der et langt bækken med 4 vandhaner, og så gik det fornemt videre. I de første år slog vi telt op inde midt i Hamburg bag et Bavaria bryggeri. Vi kom altid dertil, når vi havde fulgt vej 4 og 5, lige midt igennem Hamburg. Vejen gik gennem de enorme ruinhuse, som blev brugt til beboelse. Et sted, hvor et hus var skåret midt igennem, gik en mand på 4. sal ud af en dør ud i den fri luft, og så ind igen gennem en anden dør, altså på samme sal. Det billede fjerner sig aldrig fra min nethinde. Mange tyske mænd gik med det ene bukseben hæftet op med en sikkerhedsnål og så brugte de ellers krykker. De steder vi kunne slå vores telt op var ofte i nærheden af togbaner, der kørte hele natten. Nogle gange skulle alt læsses af bussens tag, for at vi kunne komme under tunneller og finde et magert stykke græs. Det var ikke luksusture, men sommerturene var noget af det som skolen var kendt for. I dag ville man nok ikke få nogle til at tage af sted i sommerferien uden ekstrabetaling, og de fleste børn ville nok betakke sig for at skulle leve med de forhold. Men morsomt var det alligevel, selvom min mor kunne brække sig af træthed.
Forhold til lærerne
Jeg tror nok at min far og mor havde et rimeligt forhold til deres lærere. De var dygtige. Desuden var Frk. Pedersen altid sød at sende en stor buket liljekonvaller fra haven om foråret, og om efteråret leverede hun pragtfulde blå druer fra sit drivhus. Fru Vang kunne altid benytte telefonen på kontoret, når hun skulle ringe hjem. Haugård var også ok. Engang var der dog en ung mand, der ikke kunne styre noget som helst. Ham fik far hurtigt sendt videre. En af de dygtige var Børge Nielsen, der desværre døde af kræft i en forholdsvis ung alder.
Han skrev denne tale, der omhandler sommerturene, til fars og mors sølvbryllup:
”Der er sommer og solskin og årleste gry
Når Jensens Turistfart skal drage af by,
når bussen er klar, og når potter og pander
og telte og dyner på biltaget lander,
når chefen går rundt med vagtsomme blikke,
lidt nervøs for, at noget skal glippe,
lidt spændt på det ny, der skal komme,
mens hans tommestok sidder solidt i sin lomme,
og hans frue i sommerligt skrud
deler råd og formaninger ud
med forventningens glæde i barmen
med brochurer og kaper og kort under armen,
når alting er stuvet, lyder signalet
til afgang, og ankret bli’r halet,
så går det mod Sønden mod Tyskland igen,
og de kendes på færden, hvor de kommer hen.
Det lyder spontant, da de kommer til grænsen:
Der har vi nok Gerda igen og Svend Jensen.
Liv i gaden, bussen venter,
fyrre hænder ivrigt henter
telt og tæpper, kort og kasser,
pakket tæt er alle pladser,
så nu fløjter generalen,
bussen starter med realen,
damper sydpå over grænsen,
og på vimplen står der Jensen.
Dette land med bjerg og floder!
Det er et af livets goder
at se et glimt af verden hinsides grænsens gærde,
om riget så bli’r kaldt det tredie eller fjerde,
det er en fryd at føle sig som globetrotter,
at vandre ind i Harzens dybe grotter,
at bænke sig i Rüdesheim med stenkrus på sit bord,
at mærke at det tyske sprog bli’r rigt på bløde ord,
hvor tungen bli’r gelassen, når den vædes blidt med vin,
hvor må man ikke prise disse bjerge ved Mosel og ved Rhin.
Alles das mit dem og dessen
mister ganske interessen.
Hier ved Wein og Bier og Wüsste
bli’r man dus med Graf und Fyrste,
er de blot den rette slagsen,
så til Harzen med syntaxen,
Wein im Glasse, skål i skivet,
dies ist ganske einfach livet.
Svend Jensen er den fødte Cicerone,
ivrigt hjulpet af sin kone,
der er mor for dette rullende hotel,
og som stundom vist med meget held,
hvad hun nok beskedent aldrig vil fortælle,
klarer mangen sproglig fælde.
De kendte Berlin, før tæppet gik ned,
de böhmiske storskoves hemmelighed,
de tænker med glæde på alpernes tinder,
kun landet mod vest gav dem ked’lige minder.
Så fyldt som der er med kanaler og volde,
var der ikke et eneste Sted, de ku’ holde.
Glød i blikket bli’r der, når hr. Jensen taler
om Rjükans tunge vand og Sverigs kraftcentraler,
beriget vender de tilbage
fra de sommerlyse udfærdsdage
og har stof at tære på, når den grå novembertåge
lister ind i alle skolegårdens kroge.
Sommerens reserve giver morgensmil fra første sal,
smil og muntre øjenblink gør lyst, når tågen er total,
er læsset tungt, og vil det gerne gå i stå,
kan man måske med smil og enighed få vognen til at gå.
Og så ønsker vi i stuen
for bestyreren og fruen
mange år så lyse, skønne,
mange ture i den grønne,
kælebarn par excellance,
den har nu sin store chance,
et tillykke nu med festen
og godt makkerskab for resten!”
Ja mange dejlige ture gik til Norge, Sverige, Harzen, Rhinen, Østrig, Schweiz og Holland, kanallandet, hvor vi næsten ikke kunne få lov at slå telt op. Mor talte nok tysk bedst, så hun forstod, at far var blevet narret til at betale alt for meget, for at vi kunne sove på et høloft i Holland. Far måtte tilbage og ophæve aftalen og den hollandske bonde var meget langsom med at få pengene op af baglommen igen. Det gjorde ondt på ham, kunne man se.
Ikke bare elever var med på skoleturene, også betalende voksne fra byen. F. eks. var Gunnar Dikker også med engang. Da bussens passagerer ikke kunne finde ud af om vejen gik opad eller ligeud, lavede han fluks et gunnarmeter, dvs. en sodavandsflaske halvt fyldt med vand, der angav hældningen.
Ånden på Otterup Realskole
Turene med realklassen og skolekomedierne var af største betydning for ånden på Otterup Realskole. Mine forældre gav utroligt meget af deres liv for at den kunne føres videre. Jeg kender ikke til de nutidige forhold, men jeg håber, at det også i dag er spændende at være barn og ung på Otterup Realskole.
Tysklandsturen 1959
Billede 3: Hr. og Fru Jensen
Anne Marie Simonsen fortæller om Tysklandstur i 1959
Anne Marie Simonsen fortæller om Tysklandstur i 1959
I min dagbog har jeg beskrevet den første dag på Tysklandsturen med realklassen i sommeren 1959.
Vi startede om morgenen den 25. juni, og efter at hr. Jensen og chaufføren havde fået den traditionelle pilsner, kørte vi. Vi kørte først til Jylland, og ved middagstid var vi nået til Åbenrå, hvor vi spiste frokost i en kro lidt uden for byen. Derefter gik turen videre sydpå, og ved femtiden var vi nået til Hamburg.
Vi så rådhuset og kørte forbi St. Pauli og kørte over Elben, hvor vi så de mange slæbebåde, der glider af sted hele tiden. Vi kørte så lidt uden for byen til en campingplads, hvor vi slog lejr. Da vi havde spist, gik nogle af os en tur sammen med hr. Vang.
Desværre har jeg kun fået skrevet fra den første dag. Men det var en rigtig god tur, hvor vi så meget, som stadig huskes. Og det gode kammeratskab og de sjove episoder, som nu dukker frem på nethinden. Vi købte mad til turen for 95 kroner pr. ’familie’. Og lommepenge blev aftalt til 175,- kr.
For årgang 1947 – 48 gik turen, som (vistnok) var den første efter krigen, til Norge.
I 1962 gik turen også til Tyskland og Luxemburg.
Oplysningerne givet af:
Jane Abild
Ulla Pedersen
Grete Villemoes
Anna Larsen
Anne Marie Simonsen
Årgang 1958 – 59
Anne Marie Simonsen fortæller om skolekomedierne
Et af højdepunkterne ved årets gang ved Otterup Realskole var skolefesten i slutningen af november – en lørdag. Den blev i mange år holdt på kroen. Festdagen begyndte om eftermiddagen med skolekomedie. Derefter var der pause til spisning, nogle kørte hjem, andre spiste deres medbragte mad på kroen. Så var der fælles indmarch.
Dagen før var vi meget spændte, for da bestemte hr. Jensen, hvem vi skulle gå indmarch sammen med. Der var levende musik. Påklædningen var festlig: kjoler med underskørt, nederdel og stivet skørt. Så sad vi på stolene, der var stillet ud langs væggene og ventede på, at drengene skulle gå tværs over gulvet og byde os op.
Realklassen spillede altid skolekomedie. Den 24. 11. 1958 hed stykket ”En søndag på Amager”, med skolebestyrer Jensen som instruktør. Det var en spændende tid. Vi øvede i klasseværelset i skoletiden. Højdepunktet var kasserne med kostumer, der blev hentet fra Odense Teater, og vi fik dem uddelt. Til generalprøven aftenen før havde Jensen en stor båndoptager med, hvor hele stykket blev optaget. Jeg skulle synge ”Min kære lille søster”, og da jeg så hørte båndet igen, forsvandt min selvtillid. Men forestillingen forløb, som den skulle.
Årgang 1947 – 48 opførte stykket ”Syvsoverdag”.
Undervisningsmateriale fra 1950'erne
Billede 1: Barnets sproglære 1952
Billede 2: Geografi 1953
Billede 3: Dagliglivets Regning 1952
Billede 4: Barnets sproglære 1952
Billede 5: Dagliglivets regning 1952
Vi der kom udefra
Af Carsten Abild
En sensommerdag i 1953 cyklede min mor og jeg over til skolebestyrer Jensen på Otterup Realskole. Min mor forklarede Jensen, at jeg skulle være lærer. Derfor måtte jeg til Otterup Realskole for at få realeksamen, så jeg kunne komme på Jelling seminarium. ”Men han er ikke så god til at stave”, sluttede min mor snakken med skolebestyrer Jensen. Jensen bad nu om at måtte snakke med mig alene, så vi gik en tur i byen og snakkede om alt muligt. Da Jensen og jeg kom tilbage til skolen, hvor min mor ventede, sagde Jensen, at han godt ville have mig. Jeg kunne begynde i 5. klasse. Min mor var glad, da vi cyklede de elleve kilometer tilbage til Bredstrup.
Der var flere børn fra området, der gik på Otterup Realskole, så efter sommerferien var vi en hel lille flok, der hver morgen cyklede af sted til Otterup. I den værste vintertid tog vi toget fra Uggerslev - så sparede vi den halve vej på cykel. Det sidste, min mor gjorde hver morgen, før vi steg på cyklerne, var at give mig hue på og en stor spiseskefuld torskelevertran i munden. Jeg kunne smage torskelevertranen hele vejen til Otterup. Hvert år i oktober fik jeg en ulden undertrøje på. Det var det værste, jeg vidste. Den kradsede, når jeg svedte, og det gjorde vi drenge tit. Min mor havde den opfattelse, at en spiseskefuld torskelevertran, en hue og en ulden undertrøje holdt os børn raske. Og syge var vi næsten aldrig.
Otterup Realskole var en gammel borgerskole fra 1884, uden brusebad og andre moderne bekvemmeligheder. Men lærerne var flinke, og der blev arbejdet godt i timerne og givet mange lektier for. Jeg fik en god start i min nye skole. Jeg var god til at spille fodbold, og jeg glædede mig meget til den første gymnastiktime. Vi spillede heldigvis fodbold, og det blev en stor succes. De andre drenge i klassen var glade for, at den nye dreng var god til fodbold. Anderledes frygtede jeg min første dansktime. Jeg var ikke god til at stave, men dagen kom, da vi skulle skrive diktat. Efter diktaten samlede dansklæreren diktathæfterne sammen. Da det blev min tur til at aflevere, hviskede jeg, om jeg ikke måtte tage diktaten med hjem, så min mor kunne rette den. Til min store lettelse sagde min nye dansklærer ja, hvis jeg den næste dag ville komme og aflevere den igen. Ubemærket fik jeg diktathæftet lagt ned i skoletasken og med hjem, og min mor rettede de værste fejl. Den næste dag afleverede jeg, uden at nogen så det, mit diktathæfte til den flinke lærer. Da klassen senere på ugen fik diktater tilbage, var der ingen særlige bemærkninger til den nye dreng i klassen.
Det kostede penge at gå på Otterup Realskole, der var en privatskole. Og penge var der ikke mange af. Men min mor fik altid skolepengene samlet sammen, og der blev betalt til tiden.Til jul havde jeg en and med til skolebestyrer Jensen. For at få penge til skolebøger plukkede min mor hver sommer i haven solbær, ribs og hindbær, som hun solgte til købmanden i Uggerslev. Da skolen altid brugte de samme skolebøger, kunne vi år efter år købe bøgerne brugte hos boghandleren eller hos elever i de højere klasser. Brugte bøger havde – udover en lavere pris – også den fordel, at der ofte var skrevet små nyttige oplysninger i dem, f.eks. facit i regnebøgerne. Jeg passede godt på mine skolebøger. De skulle jo gå i arv til min lillebror Jens, når han et par år senere også kom på Otterup Realskole.
Vi havde hvert år skolefest i den store sal på Otterup kro. Til skolefesten måtte vi danse. I måneder inden havde vi mange drømme om, hvem vi ville byde op og danse med. Dagen kom, og for det meste fik vi i tumlen ikke danset med den udkårne. Så var der længe til den næste novemberfest. Hver klasse opførte én gang i skoletiden et teaterstykke. Der var kamp om rollerne. Jeg kan ikke huske, hvad vi spillede, men jeg kan huske, at jeg kun fik en lille rolle, hvilket jeg var meget skuffet over.
Anderledes tydeligt husker jeg skolens årlige idrætsdag, som jeg altid glædede mig meget til. Drengene og pigerne i hver klasse konkurrerede hver for sig i forskellige discipliner, f.eks. boldkast, løb, stafetløb, højdespring, længdespring, spydkast osv. Jeg blev for det meste nr. to i klassen. Kurt fik hvert år førstepladsen, men han var også klassens største dreng.
Hver morgen sang vi morgensang i gymnastiksalen. Vi stod klassevis og hver klasse på to rækker. Når vi havde sunget den første sang, fortalte Jensen om, hvad der i de kommende dage skulle ske på skolen. Så sang vi endnu en sang og gik pænt tilbage til klassen. Jeg var i skolen en stille og rolig elev, der ikke kunne finde på at lave ballade. Kun en gang kom jeg til at gøre noget, der ikke var så godt. Vi drenge cyklede tit op til Tonny, der boede på Ringe Mark. Tonny havde altid tid til at lege med os. Nytårsaften forsøgte vi hvert år at binde Tonnys døre. Vi udarbejdede store planer og forberedte os grundigt. Tonny gjorde det samme. Han spændte usynlige tråde ud, som vi skulle falde over og som skulle få spande med vand til at falde ned over os. Det endte altid med, at vi kom godt våde ind til æbleskiver hos Tonny og Anna. En aften, vi var alene hjemme, besluttede vi, som så ofte før, at lave lidt sjov med Tonny. Jeg var ret god til at efterligne stemmer, da min stemme var ved at gå i overgang. Jeg kunne snakke som skuespiller Helge Kjærulf-Schmidt og som skolebestyrer Jensen. Mange lærere på skolen var den vinter syge af A-influenza. Så ringede jeg op til Tonny og sagde med Jensens stemme, at skolen i morgen var lukket på grund af syge lærere, og om Tonny ville ringe rundt til de andre elever i området og sige, at de ikke skulle i skole. Til min store overraskelse lod Tonny, som om han virkelig troede på, at han snakkede med skolebestyrer Jensen. Lidt efter ringede Tonny tilbage og sagde, at Jens og jeg ikke skulle i skole i morgen, da lærerne var syge af A-influenza. Jeg spurgte Tonny, om jeg ikke skulle hjælpe ham med at ringe rundt til de andre fra området. Men det skulle jeg ikke, Jensen havde bedt ham om at gøre det. Tonny prøvede altså at narre os ved at lade som om, han virkelig var blevet ringet op af Jensen. Men den hoppede vi ikke på, så jeg lod over for Tonny som om, jeg troede på, at det var Jensen, der havde ringet til ham. Den næste morgen kørte Jens og jeg til Uggerslev station, som vi plejede. Men mærkelig nok mødte vi ikke nogen af de andre børn fra vores område. Langsomt gik det op for mig, hvad der kunne være sket. Fra stationen ringede jeg til Inger på mejeriet og spurgte, hvor Ole og Palle blev af. De sov da, skolen var lukket på grund af A-influenza. Tonny havde ringet, lød svaret fra Inger. Inger rådede mig til, når jeg kom til Otterup, straks at gå op til Jensen og fortælle det hele. Det blev en lang tur med toget til Otterup. Da jeg endelig kom ned på skolen, gik jeg straks op til Jensen og bankede på. Uheldigvis var det fru Jensen, der åbnede døren. Stammende fik jeg sagt, at jeg var kommet til at give de andre børn fra vores område fri fra skole ved at snakke som Jensen. Fru Jensen kaldte på Jensen. Igen måtte jeg fortælle, hvad jeg havde gjort. Fru Jensen så sur ud, men jeg kunne se et lille smil hos Jensen. ”Prøv at sige som mig igen”, sagde Jensen. Jeg måtte gøre det, og Jensen syntes, det lød godt. Fru Jensen overlod nu vredt scenen til Jensen og gik ind i lejligheden. Jensen tog om mig og sagde, at Tonny havde ringet og fortalt, hvordan det hele var gået til. Straffen blev, at jeg skulle gå ned i de klasser, hvor der manglede børn, og fortælle, hvorfor de ikke var i skole. Det gjorde jeg så, men sjovt var det ikke. Resten af dagen måtte jeg høre på mange drillerier. I morgen kom de andre børn heller ikke i skole. Det ville bare sige, at jeg havde sagt, at jeg havde givet dem fri, osv. Endelig var dagen slut, og jeg kunne stå af toget i Uggerslev og ånde lettet op. Men på perronen var der flag og hurraråb. De hjemmeblivende børn var cyklet til Uggerslev station for at sige tak for fridagen. Der var sket det, at mejeriets Inger, efter at jeg havde snakket med hende, straks havde ringet over til Tonny of fortalt ham hele historien. Tonny, der selv havde været elev hos Jensen, ringede med det samme til Jensen og fortalte, at det hele kun var for sjov, og at jeg var en sød dreng, som han ikke måtte straffe for hårdt. Godt, at det var Jensen og ikke fru Jensen, der tog telefonen, da Tonny ringede.
Vi, der kom udefra, havde nogle gode år på Otterup Realskole, og vi cyklede glade og tilfredse hver morgen til Otterup Realskole. Jeg var i en god klasse, der arbejdede godt. Der blev også tid til hygge og snak, men ikke til så mange fester. Vi kom jo ude fra landet og blev af Otterupbørnene opfattet som lidt gammeldags i tøj og væremåde. Men vi udefra tænkte ikke så meget på forskellen mellem bybørnene og landbørnene. Vi havde jo vores hverdag på landet med sport, dyr masser af plads osv. I fritiden var der langt til byen Otterup. Tiden gik hurtigt, og en dag havde vi fået realeksamen. Efter endt realeksamen var der tradition for, at afgangsklassen var på tur til udlandet. Vi var ved Rhinen i en gammel bus, læsset til bristepunktet med telte, kasser med madvarer, store kufferter osv. Vi havde mad med hjemmefra til 8 dage. Klassen var opdelt i hold, hvor der på hvert hold skulle være en pige, der kunne stå for madlavningen. Bent og jeg fik Karna. Og vi var i gode hænder hos Karna, der hjemme havde mange små søskende, og som ikke var bange for at tage fat. Vi blev på turen passet og plejet af Karna, der holdt styr på den medbragte dåsemad og det uundværlige rugbrød. Selvfølgelig hjalp vi til med opvasken og med at slå Karnas telt op og pakke det sammen igen. Turen var en stor oplevelse. De smukke byer i Harzen var ikke ødelagte af krigen. På Rhinen sejlede der mange store skibe og fragtbåde, og vi så mange gamle borge langs med den store flod. Efter otte dage var vi hjemme igen, og pludselig skulle vi ikke mere cykle til Otterup Realskole men ud i den store verden med en god ballast fra Otterup Realskole – tak for det!
Underholdning og skolebal på Otterup Realskole
Med de mange flere skoledage man havde i ældre tid, kunne der godt blive tid til at rive et par timer ud en gang imellem. Så blev der arrangeret noget underholdning for hele skolen i gymnastiksalen et par timer en eftermiddag.
Jeg husker en gang mens jeg gik i 4. mellem at vi fik besøg af en hypnotisør og tankelæser ved navn Arnt. Han fik bragt en af mine klassekammerater i trance og anbragte ham på en stol med front mod forsamlingen. Så sagde Arnt til ham: Nu er du i biografen og ser en fantastisk morsom film. Og Bent – som drengen hed – begyndte at grine, han vred sig af grin og slog sig på lårene. Han havde det virkeligt morsomt. Men da han blev vækket igen kunne han ikke huske spor om det.
Senere fik Far besked på på en tavle, der var ophængt på endevæggen i gymnastiksalen at skrive 10 10-cifrede tal under hinanden. Arnt stod 6-7 meter derfra med ryggen til tavlen sammen med en realklassedreng. Det var så meningen, at på et givet signal skulle Arnt og drengen vende sig om og løbe hen til tavlen og lægge de 10 tal sammen. Inden drengen var begyndt at løbe, var Arnt henne ved tavlen og skrev resultatet af sammenlægningen fra venstre mod højre, så enten havde han kunnet læse hvad Far tænkte mens han skrev tallene, eller også kunne han koncentrere sig så meget, at han på den korte løbetur kunne nå at lægge tallene sammen i hovedet. Men imponerende var det at opleve.Far fortalte om den samme Arnt, at han i Skolebestyrer Dissings tid, da Far var lærer på skolen, også optrådte for eleverne. Det foregik også i gymnastiksalen, og her skulle Dissing stå og tænke på en ting oppe på sit kontor. Så skulle Arnt gå op og finde den ting, og Far skulle gå med ham som kontrollant. Far og Arnt kom op i kontoret, og Arnt gik omkring og kunne ikke finde noget. ”Det må vi opgive,” sagde han til Far, ”vi må gå ned igen.” De gik ned ad trappen, men pludselig vendte Arnt rundt, løb op ad trappen og ind i stuen ved siden af kontoret og tog en cigarkasse, og gik over i gymnastiksalen til Dissing med den. ”Ja”, sagde Dissing, ”det var den jeg tænkte på”.”Men hvad pokker skete der?” spurgte Arnt.” Jo”, sagde Dissing, ”Den cigarkasse plejer altid at stå inde på kontoret, men pludselig kom jeg i tanker om, at jeg havde haft gæster i aftes og havde ladet cigarkassen stå inde i stuen.” Arnt var der ikke fup og fiduser i.
Et par år var der tradition for, at 4. mellem fik lov at arrangere noget underholdning for skolen en times tid en gang om året. De lavede forskellige sketchs og anden optræden. Jeg husker engang der var hængt et stort stykke hvidt tøj op et stykke fra endevæggen i gymnastiksalen. Henne ved væggen var så opstillet et lysbilledeapparat, så man kunne lave skyggespil. Her lavede drengene så en operationsstue. En mand blev lagt op på et bord og bedøvet med et slag i hovedet af en tøjrkølle. Med en mægtig kniv blev der så lavet et snit i maven på ham, og man begyndte at trække tarmene ud. Det var et reb fra gymnastiksalen, der fungerede som tarme. Det var vældig morsomt at overvære. Senere forlængede de snittet op til brystet trak mandens hjerte ud. Det var gennemboret af en pil, så nu havde man fundet årsagen til mandens sydom, så kunne man sy ham sammen igen med en gevaldig nål og en tyk tråd.
En gang imellem kom vi i biografen. Hvis der var en eller anden film på programmet, som Far mente kunne være sjov eller interessant for børnene, gik vi - hele familien - en aften over i biografen og så den. Biografejeren Sadelmager Alfred Jensen inviterede os altid til at sidde oppe i den lille loge, der var ved siden af operatørrummet. Hvis Far så syntes, at det var noget for eleverne, fik han Alfred Jensen til at arrangere en eftermiddagsforestilling, og så meddelte han næste dag ved morgensangen, at der var biograftur næste eftermiddag, og alle skulle have – jeg tror det var 50 øre- med næste dag. Det var jo meget spændende med sådanne afbræk i den daglige rutine.
Oprindelsen til skoleballerne fortoner sig vist i historiens dunkelhed. De første skoleballer, jeg kan huske foregik i gymnastiksalen og det tilstødende klasseværelse. Der blev lavet nogle tableauer med de små børn udklædt som blomster. Senere lavede man en rigtig scene i enden af salen og der blev opført rigtige skuespil. Der var tradition for, at beboerne på Alderdomshjemmet kom og overværede generalprøven lørdag aften. Et år spillede man Holbergs ”Den politiske Kandestøber”, og da i den sidste scene Herman von Bremen går med et reb i hånden og vil hænge sig, var der en gammel kone, der åbenbart var gået meget op i forestillingen, der råbte højt: ”Nej, det må han datte, det må han datte”. Jeg ved ikke, om der var dans bagefter eller hvordan resten af aftenen forløb.Men snart blev lokalerne på skolen for små, og Far aftalte med kroejer Svend Harnæs, at skoleballet skulle flyttes ned på kroen. Her var der en rigtig scene, men den var i en miserabel tilstand, så Far aftalte med Harnæs, at hvis han ville betale materialerne, ville Far sætte scenen i stand med sidekulisser, der kunne drejes, så der blev større eller mindre mellemrum mellem dem. Det blev et fint stykke arbejde, Far fik lavet - mere eller mindre bistået af sin yngste søn.
En lille pudsig ting: En eftermiddag vi gik og arbejdede, kom Harnæs hen til os og sagde: ”Hvor dum kan man være. En dag var der gået ild i det elektriske målerskab. Jeg stod der og så krokarlen gå udenfor med et par spande varmt vand. Jeg råbte til ham: ”skynd dig at smide det varme vand og kom med noget koldt” ”. Nu begyndte der at bliver mere stil over skolekomedierne. Der blev sat større stykker op, Heibergs ”En søndag på Amager”, Hostrups ”Genboerne”, Heibergs ”Elverhøj” Drachmanns ”Der var engang” Henrik Hertz: ”Sparekassen, Oehlenslägers ”Aladdin” og andre. Far instruerede altid, og meget af indøvningen foregik i geometritimerne. Som han sagde: ”Nu bruger vi en del tid på stykket, så må vi give den en ordentlig skalle, når skoleballet er overstået.” Og det fungerede udmærket. I begyndelsen udgjordes orkestret af Far, der spillede til sangene på violin ude i kulissen, senere kom melodierne på grammofonplade, så teknikken holdt også sit indtog her. Mor var sufflør og hjalp de nervøse skuespillere igennem de vanskeligste passager. Dragterne blev lejet ved et udlejningsbureau, men hvis det ikke slog til, lejede man dragter fra Odens Teaters garderobe, men engang imellem var det heller ikke nok, så måtte man gå til Det kongelige Teaters garderobe.
Selve skoleballet begyndte søndag eftermiddag med opførelsen af det pågældende stykke. Alle skolens elever og deres forældre var mødt op. Far fortalte engang, at den største ros, han havde fået for skolekomedien, var en af serveringspigerne på kroen, der kom hen til ham og sagde: ”hvad er det dog i laver derinde? NN og NN (to af byens borgere, der godt kunne lide et par bajere) kom farende ud fra salen og sagde: ”Vi skal have to øl, men det skal gå stærkt, for de begynder snart igen.”” Det er noget, der kan glæde en amatørinstruktørs hjerte!! Efter komedien var der spisning. Folk havde deres madpakke med eller de have bestilt smørrebrød i forvejen. Under spisningen havde krokarlen fået ryddet stolene ud til siderne i salen og strøede sæbespåner på gulvet, så det var godt glat, når der skulle danses. De små børn, der ikke kunne sidde stille ret længe ad gangen, fik hurtige spist deres mad, og løb så ind salen. Gulvet var nu så glat af sæbespånerne, at de kunne lave en glidebane. Sommetider faldt de, og det flotte matrostøj blev noget derangeret af sæbepulveret. Så skulle ballet begynde. Alle eleverne stillede op ude i forhallen klassevis med realklassen forrest. De der havde dannet par i forestillingen skulle selvfølgelig gå sammen, og så marcherede man ind, mens orkesteret spillede en fejende march. Derefter var det obligatorisk, at man dansede en Rheinländerpolka med den partner, man nu havde fået tildelt. Derefter var der frit slag, og dansen fortsatte til klokken 1. Så blev der sagt ”Tak for i aften”, og så var det bal forbi.
af Jens Otto Jensen.
Tysklandstur 1962
Billede 1: Hr og Fru Jensen rejser telt
Billede 2: Drengene retter teltpløkker
Billede 3: Tysklandstur 1962
Familien Lindbergs andet hjem
Da jeg var barn, drømte jeg om at gå i skole på Otterup Realskole. Jeg gik på det tidspunkt i Allesø Skole.
Jeg trivedes af forskellige grunde ikke på den skole.
Når jeg så var på ferie hos min farfar og farmor i Ørritslev Skov mødte jeg nogle børn, som gik på Otterup Realskole. De var meget glade for deres skole. Derfor spurgte jeg min farfar og farmor om jeg måtte bo hos dem. De synes, det var lidt stor beslutning, hvis jeg skulle flyttes hjemmefra for at gå i en anden skole. Derfor blev det ikke til noget!
Senere i 1950 flytter mine forældre så til Hasmark. Her kommer jeg så i Hasmark Hovedskole, hvor jeg får lærer Christensen som lærer. Han får taget hånd om mig. Lærer den ”kejthåndede ” pige at skrive pænt og giver mig en stor interesse for at lære noget! Han bliver senere mit store forbillede som lærer.
I efteråret 1966 er jeg lærer på Drejø. Men af forskellige grunde er vi begyndt at søge bort fra øen.
Vi ser så en annonce, hvor man søger en Børnehaveklasseleder på Otterup Realskole. Min mand Erik er straks fyr og flamme. Men jeg er meget betænkelig. Jeg kender jo intet til børnehaveklasser! Denne bhkl. var den første på Nordfyn – og der var få andre i hele landet.
Stillingen bliver genopslået, fordi hende, som havde fået jobbet, sagde fra igen.
Nu søgte jeg så stillingen. Min lille familie bestående af min mand Erik, vores børn Henrik på tre år, Britt på 17 mdr. og højgravide mig kom på besøg på skolen, Vi havde en hyggelig eftermiddag med Lilly og Chr.Lund.
Jeg bliver så ansat. Til stor glæde for Erik og mig!
Vores søn Jan bliver født 26.dec 1966. Børnehaveklassen starter d.16.jan.1967.
Da der er gået nogle måneder beder jeg om at blive fritaget for jobbet, fordi jeg savner at undervise efter bøger. Dengang skulle bhkl. kun have formningsaktiviteter. Sange og dramatik. Man måtte ikke undervise dem i noget med bogstaver og tal!!!
Skolebestyrer Chr. Lund stopper mig en dag i skolegården og fortæller at han kan skaffe mig ca 18 timer i de De yngste klasser det kommende skoleår. Det var en jublende glad lærer, der cyklede hjem den dag. Jeg kunne også blive klasselærer i 1.kl.
Heldigvis får jeg godt begyndt på et dejligt liv som lærer med søde elever og ikke mindst interesserede forældre. Nogle af disse forældre var en stor hjælp og støtte til en ung og usikker lærer. De giver senere inspiration til at vi opretter forældreråd i klasserne.
Vores andet hjem!
Hele min familie og jeg har været meget engagerede i Otterup Realskole. Den bedste skole i hele Danmark.
Jeg har den store glæde, at jeg stadig føler mig meget velkommen på skolen. Den største glæde er nok at Michael har gået der, og nu er det Laura og Julie, som går hos nogle af mine gamle kolleger.
I begyndelsen fortalte jeg om, at vi flyttede ind i Vestergade 7. De første år boede vi til leje. Men i 1975 fandt man ud af det var nødvendigt at bygge nye lokaler. Hvad var så mere nærliggende, end at vi købte huset!
I 1976 går det så i orden med at vi kan købe huset. Samme sommer bygger vi ovenpå, så vores fire børn kunne få hver sit værelse og vi kunne få to badeværelser. Lækkert, når vi i nogle år var fem, der skulle i skole på samme tidspunkt.
I 1992 er der blevet alt for trangt på skolen, fordi man helst skal have et lokale til fritidsordningen.
Erik og jeg foreslår så, at skolen kan købe Vestergade 7. Så vil vi flytte til et etplanshus uden trapper. Det finder vi i Kornvangen. Skolen køber vores hus og der bliver fritidsordning. Utroligt godt hus, når jeg tænker
på, hvor mange børn, der har opholdt sig der i årene, der er gået.
Ovenstående er en forkortet udgave af en lang livshistorie om familien Lindberg.
Skrevet af skrappe fru Lindberg.
En særlig kærlig hilsen til mine elever. I var alle nogle dejlige børn. Det er rigtig rart, at se mange af jer komme i skolen med jeres børn!
Min tid med ventebørn
Hvornår jobbet med ventebørn blev oprettet er jeg ikke helt klar over, men jeg begyndte som medhjælper i børnehaveklassen i 1977.
Efter en tid blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at passe de børn, der skulle vente på, at de store børn fik fri, hvor så skolebussen kørte dem hjem. Det job tog jeg imod og når børnehave-klassen sluttede, blev jeg der med de børn, der skulle vente. Ret hurtigt blev det sådan, at de børn, hvis forældre havde halvdagsjob også kunne få deres børn passet indtil skole lukkede kl. 13.30.
Det skulle vise sig, at være ret spændende, idet der af og til kom ”store ”børn over i frikvarteret, dels for at læse et Anders And blad eller få en lignende hyggestund eller for at få ”luft” hvis de havde haft en uoverensstemmelse med deres lærer.
Børnene kunne også læse deres lektier mens de ventede, men det var frivilligt, dog var der af og til en elev, hvor klasselæreren ønskede, at eleven fil lavet deres lektier mens de ventede, for ellers kom de i skole næste dag, uden at hjemmeopgaven var løst.
I begyndelsen var det gratis, for de elever som ikke var busbørn, men senere kostede det en symbolsk betaling, så jeg havde lidt at købe materialer for til aktiviteterne.
Man kan sige, det var den første SFO, mange forældre var i hvert fald glade for denne ordning.
af Kirsten Thorup
Norgesture i 1970'erne
- Så tillykke da OTTERUP REALSKOLEMed den første fjerdedel af “det næste århundrede”, som jeg nævnte i mit indlæg i 100-årsskriftet i 1984.
Tænk, at der allerede er gået 25 år siden da. Flere generationer skolebørn har gået gennem de gamle døre og porte, og generationer før dem har høstet erfaringer og viden, som kun netop de kan genkalde sig .
Når jeg nu fortæller om 30-35 år gamle oplevelser og indtryk fra de skolerejser jeg og mine kolleger foretog i vintrene 1974-78, kan jeg formode at flere af de dengang deltagende elever er forældre til børn, der i dag eller i går er elever på den gamle skole. Vil nogle af disse børn også have været på fjeldskoleophold med deres lærere? Mere sandsynligt er det dog, at nutidens børn så rigeligt for opfyldt deres “snebehov”på vinterferie med forældrene til Østrig eller andre steder. Oplevelsen af sammenhold og udholdenhed i al slags vejr, glæde ved at træffe nordiske fjeldskolekammerater, prøve at sove i snehule og begå sig i fjeldet i tilfælde af dårligt vejr eller uheld - det er nok ikke så almindeligt.
På given foranledning og opfordring fra tidligere kolleger har jeg da åbnet skuffen med dagbogsnotater og skal her delagtiggøre læseren i vore oplevelser. i uddrag selvfølgelig. Begrænsning er en dyd, må man prøve at huske.
I efteråret 1974 havde elever fra 8-9. klasse prøvet at få nogle lærere til at tage med dem til Norge med skolerejsebureauet. Det kneb imidlertid med interessen fra lærerside. Da jeg hørte om dette, slog jeg til, da jeg netop ofte havde tænkt, at det var en stor skam, at danske børn ikke havde oplevet, hvad jeg selv som skolepige under krigen 40-45 oplevede, når vi f.eks. hængte bag på en kane eller selv løb på ski til skole og mange af cykelstativerne var optaget af ski.
Skolebestyrer Lund og hans kone Lilly ville gerne tage af sted og opfordrede mig til at deltage. Senere opgav skolebestyreren selv at tage med og blev erstattet af en forælder, Gerda Falk Rønne fra Egeby skolehjem. Fredag den 11. Januar mødtes vi kl. 10 på skolen og tog afsked med deltagernes mødre, som forudgående havde været til orienteringsmøde med os.
Der var i alt 14 drenge og 6 piger og turen skulle gå til Golåsæteren ca 300 km nord for Oslo. Med tog ankom vi til hovedbanegården, hvor vi entrerede med en drager om at skaffe bagagen ned til Oslobåden, mens vi selv spadserede gennem Strøget ned til båden. Undervejs fik eleverne udpeget forskellige bygninger, de kun kendte af navn men aldrig havde set. På Kgs. Nytorv havde vi en lille sjov oplevelse. På gr. af vinteren var træerne beskyttet med halmmåtter og en af drengene spurgte om så ikke dette var Halmtorvet? Det indbragte ham et stort smil og et par bemærkninger fra selveste skuespilleren Buster Larsen.
Da vi nåede Oslobåden kom vi straks ombord og fik anvist vore liggepladser i bunden af båden, og natten forløb uden besvær bortset fra, at der var temmelig varmt.Til morgenbordet havde eleverne fået udleveret spisebilletter af mig. De kom op og anbragte sig rundt omkring, hvor der var plads uden at gøre noget væsen af sig.Mens vi sad og nød teen eller kaffen blev jeg pludselig kaldt på broen til kaptajnen.Jeg blev noget hed om ørerne, mens jeg blev fulgt op af en sømand til kaptajnen spekulerede jeg på, om der skulle være hændt noget ubehageligt i nat eller om der var besked om noget hjemmefra.Det viste sig, at kaptajnen blot ville udtale sin uforbeholdne ros til elevernes optræden ombord. Man var ikke vante til at skolerejsedeltagere opførte sig så upåklageligt. Jeg var stum af overraskelse men fik da udtalt et par ord til tak.Ved landgangen i Oslo var vejret aldeles dejligt, men da vi nåede Golå efter den lange bustur med skift i Gøvik var det blevet noget mørkt og snart befandt vi os i en regulær snestorm på fjeldet, men da var vi endelig oppe, selvom vi de sidste 100 meter måtte gøre 3-4 forsøg for at holde ved fjeldskolen og hurtigt få bragt bagagen ind.
Man kunne ikke være længe ude i det vejr.Vi blev velmodtaget af det danske værtspar og en af de norske instruktører Fjell-Per. En stor bamse, man ikke skulle træde over tæerne.De næste dage gik det løs med instruktion ude i den kolde sne, som var blød og lækker. Vi lærte at gå i løjpe, vende og køre nedad med bøjede knæ og gå opad med sildebensgang samt bremse og dreje.
Indendørs havde vi teori bl. om skismøring. På en af turene lærte vi at stampe en rasteplads, frigøre os for skiene, sætte sig på disse og indtage de medbragte madpakker og den livgivende thermothe. Nogle beklagede, at der var sukker i, men de lærte vist alle efterhånden at sætte pris på den varme the eller hylledrik med sukker, især når man sidder stille i sneen og spiser i gråvejr og blæst.
De næste dage forlod tågen og gråvejret os. Vi fik sol over fjeldtoppene og blå skygger over sneen og samtidig fik vi mere udsyn over landskabet.I teoritimerne lærte vi om snehulegravning og om fabrikation af en “Nying” der er en frisk trækævle, som kan brænde 10-11 timer, når den forberedes på en særlig måde. Den sidste aften drog 6 drenge med læreren Arnfinn ud i sneen for at prøve snehulerne, som man tidligere havde forberedt. Hulen skulle være af en størrelse til f.eks. 6 mand og så én til. Alle skulle anbringe skistøvlerne i bunden af soveposerne for at hverken de eller drengene skulle fryse.
Kl. 21 vendte holdet tilbage ganske stivfrosne udvendigt - tøjet raslede på dem, men indvendigt glødede de af begejstring. Tøjet blev anbragt i badstuen, og det var 6 seje fyre, der siden modtog diplom for at have boet i snehule. Næste dag forlod vi fjeldskolen og kørte med bus til Oslo, hvor vi besøgte Kontiki, Ekspeditionsskibet Fram og vikingeskibsmuseet var desværre lukket.Vi havde en udmærket overfart men fik senere at vide, at man hjemme havde haft nærmest orkan, og forældre havde været noget bekymrede for os.
Om morgenen købte jeg spisebilletter hos oldfruen og uddelte dem til eleverne efterhånden som de dukkede op, og de kastede sig over den store morgenbuffet uden mange ord - og nød rigtigt at få rugbrød igen. Endnu engang blev jeg overrasket ved oldfruens og hovmesterens ros til vore elever. De havde aldrig oplevet så pæne og stilfærdige skolerejsedeltagere.
Bravo Otterup Realskole!
Hen på efteråret begyndte vi så småt at tænke på vinterferien 1975. Den 17. Februar gik turen til Golåsæteren for 2. Gang. Denne gang med vor skolelæge Hans Askegård som deltager. Dertil et antal elever fra 8.-9. klasse samt fru Lund og mig.Vi noterede i en teoritime de vigtige fjeldregler:
- Ingen langtur uden træning.
- Vend om i tide - det er ingen skam.
- Afgiv turmelding.
- Gå aldrig alene.
- Vis respekt for vejr og vejrmelding (stol aldrig på en god vejrudsigt).
- Hav fjeldudstyr i orden og tag det med på selv korte ture.
- Lyt til erfarne fjeldfolk.
- Hold sammen i kritiske situationer.
- Spar på kræfterne - grav dig ned i sneen om nødvendigt.
Eleverne lærte også om nødkælken “Magnussen” og også dette år blev der gravet og overnattet i snehuler. I vinteren 1976 gik turen til Venehallet. Også denne gang havde vi vor skolelæge med, hvilket jeg nød godt af allerede inden afrejsen, da min mand om morgenen måtte køre til lægen og få noget, der kunne afhjælpe mit maveonde.
Ellers talte holdet 8 drenge og fru Lund. Rejsen skilte sig ud fra tidligere ture derved, at der faktisk ingen sne var i Oslo, derimod var der tåge, som hindrede det bedste udsyn på busturen. Hist og her var en smule sne, men blot 2o km fra målet endnu ikke noget at nævne. Endelig da vi var oppe lå der ca. ½ meter sne, der dog var slidt en del, hvor der blev skiløbet mest.
Næste dag rejste sig en stiv kuling og lidt fygning. Ved afgangen måtte flere ind efter mere tøj, og vi foretog mindre, men meget anstrengende ture. Ved hjemkomst måtte man binde skiene fast til et rækværk, hvor det kneb blot at stå stille så længe.Aftenen blev udnytte til en del teori men forinden blev vi anmodet om at hente alle ski og stave, binde dem sammen og lægge dem indendørs.Vi så film om skismøring m.v. meget oplysende for de, der var vågne.
Næste dag var det fint og klart vejr med høj sol men kraftig blæst på højderne. Det var rart at komme ned i læ.Om aftenen drejede det sig om at finde kompasruter. Vore drenge klarede sig fint blandt nordmændene. Om onsdagen var vejret særdeles pragtfuldt og en planlagt udflugt torsdag blev rykket frem grundet udsigt til tø næste dag.Vore drenge drog af sted sammen med nordmændene og ved hjemkomsten roste de norske ledere vore drenge overfor mig, men et skår i glæden var beskeden om, at Hans Askegaard var kommet galt af sted med næsen i den skarrede sne.Ved aftensbordet var instruktøren Bjørn overrasket over at vi ikke havde nogle brækkede ski - 3 til 5 par om ugen var normalt. Hjemmefra blev der telefonisk stillet forespørgsel om hvorledes vi havde klaret stormen i mandags.
1977. Da vi tog af sted på den årlige skolerejse til Norge, var det næsten som om vi kunne have sparet den, da vi havde så meget sne, at det kneb for deltagerne at nå frem til bussen i Otterup for ikke at tale om besværet for DSB, der kørte os til - Valby. Toget kørte ikke længere. Vi måtte over i et S-tog til hovedbanen og her måtte vi løbe og springe for at kapre taxa´er til Oslobåden. Det var ikke egentlig fjeldskole vi var indlogeret på denne gang, men mere et privat ophold på “Hovdetun”, hvor vi var indlogeret i hytter men spiste på pensionen eller hotellet. Deltagerne var: familien Falk Rønne, familien Askegaard, Lilly Lund og jeg med et antal elever. Gerda Falk Rønne virkede som instruktør og kendte til området.Vi var alle godt tilfredse med at undvære de krav, vi kendte fra tidligere bl.a. teoritimerne, så det var en ret afslappet vinterferietur.
I 1978 gik turen atter til Venehallet. Afrejse søndag den 12. Februar. Deltagerne var: 11 elever fra 8.-10. Årgang - heraf 6 piger og 5 drenge, fru Lund og jeg. Også dette år havde vi sne hjemme, men i år var DSB forberedte, så alt gik glat.Mandag morgen fik jeg ved 7-tiden information om, at vi gik for ½ maskinkraft p.gr. Af maskinskade, og at vi ikke som ventet ville være i Oslo ved 9-tiden, men nok først ved 13-tiden. Da vi i Oslo fandt bussen til Venehallet. Oplyste chaufføren, at han ikke havde orienteret Venehallet om forsinkelsen af færgen, så her var man ganske udvidende om, hvorfor vi ikke kom. (Mobilen var ikke tilgængelig endnu).Vi ankom på fjeldet ca. kl. 17.30 og blev kaldt ned til spisning ½ time efter. Der var 40-50 norske elever - 2 ottendeklasser fra en skole lidt syd for Oslo. De var meget støjende ved bordet, og deres lærere var øjensynlig vante til det, for de reagerede ikke. De to unge instruktører kæmpede bravt for at få ro.
Vi danske samledes kl. 8.30 til en orientering, teori samt film. Næste dag var det ret koldt - ca. 17-18 gr. frost. En af drengene var lidt af en “ulykkesfugl”. Han havde tabt sit ur på båden, tabt en lighter ved købmanden, knækkede den første ski. Efter aftensmaden var der kl. 20 “mørkeløb” på ski med lommelygte. På hjemturen ville vor “uheldige ven “ tage øvelsesbakken ned og her knækkede han endnu en ski lånt af en af de norske piger.
Næste dag fint vejr med ca. 16 gr. frost. Alle danske gik med på Dynefjell, dog et par af pigerne ikke helt op, men alle klarede dagsturen og spiste ude i sneen. Et par af drengene fulgte nordmændene i z-z ned ad fjeldet og kom ½ time før de øvrige. De havde den morsomme oplevelse, at en nordmand spurgte dem om vej, og de to fyre svarede overlegent: “Følg os”.Ved aftensbordet fik Lilly og jeg at vide af de norske instruktører, at de var ret så imponerede af de danske børns iver og præstationer. Om aftenen fremviste Thor billeder fra en snehule indvendigt, fra en fygende snestorm, og et minde for 4 omkomne i Jotunheimen.
De nåede ikke at få rygsækkene med varmt tøj af sig før de omkom i stormen i 1967, var det vistnok. Fredag den 17. Efter morgenbordet delte man sig. Nordmændene på slalombakken og vore på øvelsesbakken, som de nu kunne have i fred. Kl. 14.30 var der samling i pejsestuen. Her fik man orientering bl.a. om nødkælken “Magnusson” og blev herefter sendt rumvis i spisesalen med 2 minutters mellemrum for skriftligt at besvare spørgsmål i teori med enten a, b eller c.
Så blev man sendt op at gøre rent i rummene samt pakke kuffert. Kl. 19.30 var der en overraskelse i spisesalen i form af levende lys og isdessert. Eleverne fik tilladelse til at fortsætte til kl. 22.30.Vi andre gik trætte i seng. Over midnat var der endnu ikke ro på gange og værelser, så jeg måtte op og tage affære. Næste dag var afrejsedagen og vi gik i gang efter morgenmaden med at pakke kuffert og bære bagagen ud i bussen, der allerede var kommet. Nået Oslo tog vi den sædvanlige tur på Bygdøy og så “Kontiki” og søfartsmuseet, hvor vi fik lejlighed til at spise de medbragte madpakker. Kl. 15.00 var vi ombord på båden og så gik resten af dagen og aftenen med afslapning og fredelige sysler som kabalespil m.v. Den almindelige træthed efter natteroderiet gjorde at de fleste vistnok snart gik til ro.Den sidste fjeldskoletur var endt.
Et efterspil:
På en af vore ture fra fjeldet og ned til Oslo hændte det engang, at en dreng opdagede, at han havde mistet sin pung. Vi havde gjort et kort ophold ved et cafeteria for toiletbesøg, og det kunne muligt være der, at det var sket. Jeg husker ikke, om vi fik kontakt til stedet og om vi fik oplyst, at der ikke var fundet nogen pung. Jeg havde glemt alt om sagen, indtil der en dag i løbet af sommeren kom en lille pakke fra Norge med pågældende drengs pung i. Den var blevet fundet i et forulykket tog på en banestrækning i Norge, hvor en del skolebørn vist var involveret. Man havde i pungen fundet navn og adresse på ejeren af pungen og nu sendt den til Danmark.Vi gættede, at pungen var tabt ved toiletbesøg på omtalte cafeteria, og at den kort efter var fundet af en norsk elev, som havde taget den til sig og som senere var med i det tog, der forulykkede i en snestorm.
Man gjorde sig sine tanker!
af Bitten Keller
Anekdote fra Gitter Götke-Hansen
Det var engang i midten af 1970-erne, at min mand, Povl, og jeg var en tur i Århus. Ellevangskirken var netop bygget, og den ville vi se.
Mens vi gik og tog det smukke og meget moderne kirkerum til os, kom stedets sognepræst, Kjeld Holm, nuværende Århus stifts biskop. Vi præsenterede os, og vi faldt i snak. Da Kjeld Holm erfarede, at vi var fra Otterup, sagde han: ”Når I er fra Otterup, så må I kende Christian Lund?”, ”- Ja, om vi gør!” – ”Vil I så ikke nok hilse ham! Mange gange! Han var min lærer i Haderslev, og jeg har aldrig haft bedre lærer nogensinde!” Det lovede vi, sådan en hilsen er jo dejlig at skulle bringe videre. Den følgende torsdag skulle jeg have skolekøkken på Realskolen. Lund sad på ”sin pind” på kontoret lige overfor, og jeg fandt nemt lejlighed til at aflevere min hilsen. Christian Lund blev så glad og rørt, og kunne sagtens huske sin gamle elev, Kjeld Holm. Så sagde han:” Åh – Gitter, gid du havde fortalt det inde på lærerværelset, så alle havde hørt det!”
Men det havde varmet ham. Meget!
Venteordning SFO
Venteordning SFO.
En ny idé.
I 1977 fik Skoleleder Christian Lund en meget god idé, at det kunne være godt for børnehaveklassen med lidt ekstra voksenhjælp.
Børnehaveklassen som på det tidspunkt havde lokale i ”skansen 1”, havde en del problemer. En del børn følte sig utrygge i skolemiljøet. Børnene turde ikke gå på toilet - vi delte toilet med skolens øvrige børn, der var mange store børn på trapperne og i frikvartererne. Børn på det tidspunkt var meget lang tid om at blive trygge ved skolemiljøet, men tiden var også en hel anden end i dag.
Kirsten Thorup havde sine og Steens 4 børn til at gå på skolen. De var meget engagerede forældre, der stillede op hver gang skolen kaldte. De var en stor familie, der var vant til at hjælpe hinanden – lige i skolens ånd, så det var med stor glæde og respekt for hinandens synspunkter at Kirsten Thorup blev medhjælper i Realskolens børnehaveklasse.
På det tidspunkt var mange kvinder kommet på arbejdsmarkedet, særligt som halvtidsansatte, så derfor var det nødvendigt med pasning ud over de 3 timer, børnene gik i børnehaveklasse. Derfor blev der oprettet en venteordning i børnehaveklassens lokaler, som Kirsten giver sine erindringer om.
Efter 5 gode år med Kirsten Thorup kom der flere og flere børn der skulle passes,- og Kirsten valgte udearbejdet fra og kom hjem og blev medhjælpende hustru i egen virksomhed.
De næste 8 år i venteordningen blev med meget skiftende personalet. Lokalet var stadig i børnehaveklassen, som havde fået bygget ”Barakken” i 1978.
I Otterup er der indtil først på året i 1991 en fritidshjemsgruppe på Kastaniegården, som også Realskolens børn benytter. Jeg husker stadig, at fritidshjemsbørn bliver hentet på skolen af personale fra Kastaniegården. Man beslutter fra kommunen, at denne fritidsgruppe skal nedlægges og pasningen flyttes ud på skolerne.
Realskolen ville gerne være lidt på forkant med denne ordning og Schultz og bestyrelsen har i 1990 rigtig mange forhandlinger med skolen om tilskud, men det kneb gevaldigt, selvom vi havde erklæring fra 24 børn, der havde behov for pasning.
På generalforsamling 1990 blev det besluttet at udbygge venteordningen som fritidsordning efter sommerferien. Dog er andet lokale ikke fundet efter sommerferien, så både venteordning og fritidsordning fortsætter i børnehaveklassen. Morgenåbning fra 7.00 til 7.45, Venteordning fra børnehaveklassens slutning til 13.30, Fritidsordning til kl. 17.00. Der på det blev tidspunkt passet 29 børn.
Der arbejdes på højtryk på skolen for at finde et egnet lokale til fritidsordningens børn, Jeg sad selv med ved forhandlingerne med bestyrelsen, det var ingen let opgave. Skolen havde ingen egnede lokaler og meget små penge og med min indstilling omkring børns trivsel, var jeg langt fra tilfreds med lokalet, som blev ”P1” – men sådan blev det.
Vi i udvalget fik et arbejdshold af forældre og lærere stablet på benene. Pedel Erik Lindberg kunne på ingen måde nå at gøre arbejdet alene.
3 arbejdsdage i november 1990 fra 18-21, hvor 14 forældre og 8 lærere havde meldt sig, blev der malet stole, syet gardiner og hynder, flyttet reoler, etableret knagerækker, lavet opslagstavler og meget andet. Desuden fik vi fra Bikuben kontormøbler, kaffemaskine m.m. Lokalet blev taget i brug sidst i 1990, hvor personalet var Frida Larsen, der tog sig af venteordning og Lykke Hansen, der tog sig af fritidsordningen. Denne ordning kørte ind til august 1991, hvor Søren Hjuler startede som SFO-leder.
Skrevet af: Kirsten Hansen
Polenstur med 10. klasse
Mandag d. 11. december 2006
I dag stod vi op kl. 07:45 for at gøre os klar til morgenmad. Den bestod af brød, pålæg, æg og diverse morgenmadsprodukter, for eksempel müsli. Efter morgenmad skulle vi lære hinanden at ”kende”, gennem leg. Vi legede bl.a. navneleg og vi fik en lille præsentation af landet. Det var første gang vi mødte vores kontaktperson, Sabine. Bagefter fik vi lidt tid til os selv og efter middag skulle vi til et orienteringsløb. Men før det, have vi lidt tid til os selv. Orienteringsløbet gik ud på følgende:
Først blev vi delt ind i grupper, hvorefter vi fik nogle papirer, hvor der stod nogle opgaver på. Opgaverne handlede om Kreisau by. Det var bl.a. om tidspunkterne på købmanden, hvilke blade der var i området, hvorfor togstationen hedder hvad den hedder og om hvem der nu bor i det gamle hus, hvor modstandsgruppen ”Kreisau kredsen” holdte møder. Efter løbet var der aftensmad. Da vi havde spist, skulle vi høre historier om kreisau kredsen, i det gamle familehus. Vi hørte om kredsens ledere og vi fik læst nogle breve op, der var skrevet af von Moltke. Da vi kom hjem, spillede nogle af os fodbold, mens andre hyggede sig på deres værelser og derefter lagde vi os til at sove.
af Allan, Kristian, Søren og AndersPolenstur med 10. klasse
Søndag den 10. december 2006
Beepbeepbeep... Kl. er 4 søndag morgen, og vækkeuret lige gået amok. Turen til Polen starter i dag kl. 6.00 fra Vestergade. Det er dog ikke særligt svært at komme op. Flere måneders venten og planlægning skal endelig føres ud i livet. Men det er meget tidligt, meget mørkt og meget stille i Odense.
5.40, vel ankommet til Otterup, er det første syn der møder mig, synet af ingen bus. Hmmmmmmm... Det næste er en kortege af parkerede biler, alle i tomgang, indeholdende nogle meget søvnige elever og deres forældre. Men forventningen var ikke til at tage fejl af.
Lidt efter lidt kommer flere til, og snart er vi næsten fuldtallige. Og bussen var endda også ankommet – nu er alt på skinner (eller rettere; hjul), vi er på vej... Hvis vi altså rent faktisk var fuldtallige. Klokken 6 mangler der stadig én elev. Hurra for mobiltelefoner. ”Hvor er du? Klokken er seks, vi skal til at køre”, ”Jeg ved det godt, vi er der om 30 sekunder” – og det var han.
Der bliver knuset og krammet, formaninger fyger om (og i) ørerne på os og snart er vi alle placeret trygt i bussen. Også er der endelig afgang. Masser af vinken og fingerkys senere, lægger vi Otterup bag os, og den vide verden ligger lige fremme.
Første stop kl. ca. 7 er en rasteplads ved Kolding. Her får vi vores chauffør for resten af turen, Poul.
Næste stop; Padborg for at tanke 400 liter diesel, samt let proviantering i kiosken. Snart er vi på de tyske motorveje. Få kilometer inde i Tyskland gryer dagen i en smuk solopgang. Vi får en solrig tur. Det er et godt tegn.
Turen gennem det tyske landskab er ganske begivenhedsløs. Vi holder pauser ca. hver anden time (køre-hviletidsreglerne skal overholdes), og pludselig går dagen på hæld, og vi kører ind i skumringen. Vi er nær den polske grænse nu. Tidsplanen ser ud til at holde – men iflg. Poul, kan grænseovergangen Tyskland/Polen ødelægge selv den bedste af slagsen.
Og det er præcis, hvad der sker for os. Vi venter næsten en halv time på at blive betjent – og vi er den eneste bus der venter... da vi endelig kommer ind i Polen, skal vi finde et sted at betale motorvejsafgift. Desværre har Polen et andet syn på skiltning end det vi kender hjemmefra – der bare ingen skilte nogen steder. Så efter 1½ times ophold ved grænsen, er vores tidsplan skudt i stykker. Et hurtigt opkald til Schloss Kreisau og alt er igen i orden – maden venter på os!
De Polske motorveje er et kapitel for sig – de er meget hullede. Så efter godt 1½ times kørsel, var vi alle så gennemrystede, at den første polske pause var tiltrængt. Rysteriet havde sat vores nyrer mere eller mindre i choktilstand, og rastepladsens toilet var en historie for sig selv. Pia kan nu berette for sine børnebørn, at i Polen bor der mænd på dametoiletterne. Med feltseng og fjernsyn... de stakkels piger – drengene fandt hurtigt en busk...
Da vi endelig kom væk fra motorvejen, røg vi ind i en omkørsel, da dét problem var løst, var vejen få kilometer senere spærret af en bil der stod grøften, samt en anden der søgte at trækken den strandede fri – uden succes. Et lyst hoved foreslog, at vi gik ud og skubbede til kareten, og snart havde de raske svende fra Otterup Realskole også klaret de paragraffer. De strandede polakker blev lettere forbløffede, da vores bus leverede 8 stærke mænd til at skubbe... Flot Drenge.
Kl. 20.30 var vi endelig i Kryzyzowa, hvor maden og værelserne ventede. Efter måltidet blev logiet taget i åsyn, og der faldt relativt hurtigt ro over tropperne.
Eleverne har taget de 15 timer i bussen, og de medfølgende udfordringer med ophøjet ro og godt humør. Og i morgen venter der endnu flere af slagsen – udfordringer.
En dejlig dag, og en lovende start på lejrskolen.Jan
Polenstur med 10. klasse
Tirsdag d. 12. december 2006
Som alle de andre dage og sikkert også de næste, startede vi med at spise morgenmad klokken 8.15. Morgenmaden har mange fællestræk med aftensmaden, hvilket gjorde, at det føltes som om at stå op igen.
Derefter samledes vi og legede ordleg på polsk. Da det sluttede gennemgik Sabine de forskellige skrivemuligheder, en journalist har, bl.a. rapporter og reportager.
For at vi selv skulle mærke hvordan det var, deltes vi i grupper og lavede portrætter om forskellige kendte personer, som f.eks. Moder Terese og Ghandi, som vi fremlagde efter frokost.
Den næste opgave vi er blevet sat til at lave, er henholdsvis interview, filmanmeldelse, portræt og reportage, der skal fremlægges på fredag og hæftes sammen til et blad.
Om aftenen så vi en polsk film, der på tysk hedder ”Unkenrufe” og herefter fik vi fritid hvor vi kunne spille bold eller hygge på værelserne og måske drikke jordbær/fløde te.
Kh. Lizzi og BiancaPolenstur med 10. klasse
Torsdag d. 14. december
Endnu en gang skulle vi på tur, og denne gang gik den til en koncentrationslejr og derefter en kirke i byen Swidnica. Vi mødtes ved bussen 9.30 og kørte derefter omkring en time i bus for at nå til koncentrationslejren Gross Rosen. Der fik vi en guidet tur med en meget hurtigt talende og læspende guide. Det viste sig at det faktisk ikke var en udryddelseslejr men en arbejdslejr, hvor man udhuggede granit af bjergene lige bagved. Mottoet var dog i midlertidig stadigvæk, at menneskerne skulle arbejdes til døde. Hvilket også resulterede i at omkring 200.000 mennesker døde.
Besøget gjorde et stort indtryk på (næsten) hele klassen, og man kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan man kunne finde på at behandle mennesker sådan. Under hele rundvisningen var stemningen faktisk en smule trykket, da mange gik i deres egne tanker og var en smule rystede.
Da rundvisningen var slut, gik vi alle til bussen og kørte til byen Swidnica for at se deres berømte fredskirke, som er en meget flot og imponerede trækirke, der er på listen over verdens vidundere. På turen dertil spiste vi de fantastiske madpakker, vi havde fået med fra det varierende køkken på slottet – de fleste madpakker blev dog smidt ud, fordi brødet mindede lidt for meget om mursten med pap-ost.
Da vi endelig nåede kirken, var vores guide ikke kommet, og vi brugte noget tid på at ringe rundt og finde ud af, hvor den vidunderlige guide var henne – at sætte et bånd på kræver store evner! Men kirken var enormt flot så blitzene gik helt amok og båndet blev helt overhørt. Da der ikke var en plet tilbage i kirken, der ikke var blevet fotograferet, blev vi sluppet løs i byen til en halvanden times shopping.
Så snart vi var kommet hjem, gik vi op i vores sædvanlige ”klasselokale”, hvor vi skulle snakke om menneskerettigheder, lige derefter gik vi videre til aftensmaden, der var lige så kedelig som de tidligere omtalte madpakker (he he).
I stedet for at holde en afskedsfest (for os selv og mennesker vi ikke havde mødt) mødtes de fleste af os på et værelse med Falbe og Jan, hvor vi fortalte hinanden uhyggelige historier.
Af Mia og LouisePolenstur med 10. klasse
Onsdag d. 13. december
Efter den ”dejlige” morgenmad, pakkede vi vores tasker og tog af sted med bussen. Personalet på slottet havde smurt madpakker til os, som vi medbragte. I dag gik turen til Wroclaw, som var vores første tur væk fra slottet. Jan, som elsker at snakke i mikrofon, greb straks chancen til at plapre løs, om alle de ”vigtige” ting, det meste af busturen igennem. Da ingen fandt det vigtigt, blev mp3’erne sat til at spille på fulde drøn. Efter hård kamp, fik Falbe endelig mikrofonen ud af Jans hårde greb og lidt historie kom på banen.
Da vi ankom til Wroclaw gik vi op til byens rådhus, og derefter blev vi sluppet løs i byen. Mange besøgte et marked, som var opstillet i anledning af en af Polens nationaldage. Markedet var rigtig spændende, og derefter gik vi videre til et storcenter, som lå i nærheden. Det var først her vi kom i julehumør igen, da der ikke er meget jul over Kreisau. Nogle elever valgte at besøge et museum om byens historie, det var et frivilligt valgt. Ved 17-tiden kørte vi fra byen, med bussen fyldt med indkøbsposer.
Senere på aftenen var der forskellige aktiviteter, hvor man enten dyrkede sport eller var kreativ. Det var en polsk kvinde som underviste i det kreative.
Det har været en vellykket dag, og vi ser meget frem til dagen i morgen.
Af Kirstine, Pia, Katrine og JeanettePolenstur med 10. klasse
Fredag d. 15. december 2006
I dag startede vi med at stå op som alle de andre dage og spise morgenmad. Morgenmaden var som den plejer. Efter morgenmaden skulle vi arbejde med workshoppen. Og lege nogle lege som handlede om man var en fisk en kylling derefter en ged og en abe og til sidste et menneske. Så begyndt vi at arbejde med workshoppen om Polen og nogle kendte personer. Efter det skulle vi op at pakke det sidste, og så skulle vi spise. Derefter skulle vi tjekke ud kl. 14. Så havde vi fritid til klokken halv-tre. Da vi så blev færdig med workshoppen sagde vi farvel og havde lidt tid til at handle det sidste til turen hjem. Efter det sad vi i cafeen og spillede kort og snakkede sammen. Og der kom en fuld polak som ville snakke men Katrine, så kom Allan og snakkede med ham og så gik han. Og vi fik rykket spisetiden til klokken halv-seks. Så vi spiste klokken halv-seks, og derefter sagde vi farvel til slottet, og så havde vi 10 min til afgang. Og nu sidder vi i bussen på vej hjem Danmark til vores elskede familie og land.
Af Casper, Kenneth og DanielPolenstur med 10. klasse
Hjemrejsen, fredag – lørdag d. 15. – 16. december 2006
”Ude godt – men hjemme bedst!”Det er ofte både trist og skønt at skulle vende snuden hjem. Trist, fordi stedet, man netop har lært at kende, har givet en nogle vigtige erfaringer og oplevelser, og skønt, fordi man igen er på vej hjem til sine kære, som man er kommet til at savne, så det giver et helt sug i maven, når man rigtig kommer til at tænke på dem.
Tid til at tænke og reflektere var der faktisk masser af, da vi kørte hjemad efter aftensmaden fredag. Når man rejser om natten, kan man ikke se ud i verden, men mørket giver en mulighed for at se ind i en anden verden, nemlig den. Hvor summen af ens oplevelser holder til.
Mens bussen bumlede af sted ud ad de hullede polske landeveje, lukkede jeg øjnene og lod tankerne flyde, hvorhen de ville. Ind imellem så jeg rundt på mine medrejsende. Nogle så en film, andre sad som jeg selv og lod hvilen falde på sig. Nogle tænkte måske på det øjeblik, hvor de skulle overrække deres forældre eller søskende de gaver, de havde købt med hjem. Andre sad måske og tænkte på de fantastiske stunder, de havde haft sammen med deres klassekammerater, hvor man følte, at de virkelig betød noget for en, eller at man selv var uundværlig for dem. Eller også sad man måske og mærkede på nogle af alle de mange nye indtryk, man var blevet præsenteret for i ugens løb, som fortalte noget om, hvad det vil sige at leve i Polen i går, i dag og i morgen.
Den polsk-tyske grænse gav ikke anledning til de store forsinkelser. Politibetjentene var heller ikke særlig interesseret i at se vore pas, da de kom igennem bussen. Så af sted mod Berlin.
Måske lærte ugens program os også noget om, hvorfor vi er så ustyrlig heldige, når vi kan vifte med et dansk pas. At vores liv er fuld af goder, vi måske ikke altid husker at værdsætte i det daglige, fordi vi er født til dem og med dem, men som vi straks bliver smertelig bevidste om, når de pludselig mangler.
Natmad på McDonald’s. Rigtig mange havde brug for at få sulten stillet efter den sidste polske aftensmad.
En anden vigtig erfaring var, at man altid kan lære nyt, hvis man er indstillet på at opsøge steder og mennesker, som kan tænkes at påvirke en. Det drejer sig mest om at være indstillet på at turde lukke de fremmede indtryk ind, som kan flytte på de forestillinger, man ellers går rundt med. Det lægger den verden, vi til alt held og tilfældigvis lever i i dag, kraftigt op til, at vi skal turde. Og med resultatet af en så vellykket tur med sig i baglommen, var det heller ingen sag at skulle køre i bus en lang nat.
Vi nåede den dansk-tyske grænse ved femtiden. Der fik vi ny chauffør, så Poul kunne holde fri efter den lange tur gennem natten. Efter endnu et lille nøk var rejsen til ende. Ude godt – men hjemme bedst!
Af FalbePragtur med 10. klasse
Tirsdag d. 23. september 2008
I dag spiste vi morgenmad ved 9 tiden. Vi kom af sted fra hotellet, men vi for vild. Vi blev nødt til at spørge om vej og ved hjælp af Iben fandt vi vej til metroen.
Vi skulle hen og se en borg med guide. Det var utrolig spændende, men vi var lidt trætte i benene til sidst. Vi brugte det meste af formiddagen/middagen på borgen. Derefter gik vi ned i byen, for at spise og gå lidt rundt i alle butikkerne. Vi aftalte at mødes klokken 16:30 ved Karlsbroen. Her ventede vi cirka en halv time.
Iben kom for sent, men da hun dukkede op var vi klar til vores kanalrundfart.
Turen var rigtig hyggelig og meget spændende. Vi sad i en rigtig hyggelig båd, og havde en guide der var rigtig godt til at fortælle om byen og deres kultur. Efter kanalrundfarten havde vi aftalt at spise pizza på en restaurant, som Jan havde set. Men da vi fandt restauranten så den ikke særlig hyggelig ud, og vi valgte at finde en anden. Igen for vi vild i vores søgen efter en anden pizza-restaurant, men fandt til sidst en billig, men rigtig hyggelig restaurant.
Pizzaerne var gode, og desserten var himmelsk. Så kørte vi med sporvognen hjem til hotellet og da vi ankom, kunne vi ikke komme ind. Vi stod og ventede længe uden for døren, men blev til sidst lukket ind. Vi har haft en rigtig hyggelig dag og glæder os til i morgen.
Betina, Simone og Sabina
Pragtur med 10. klasse
Onsdag d. 24. september 2008
Vi startede dagen med at spise morgenmad alle sammen, kl 9 i hotellets fælles spisested, og vi var stadig meget trætte efter dagen i går.
Dagens første ”stoppested” var nede i det jødiske kvarter, hvor vi skulle se en gammel synagoge. Det opgav vi dog hurtigt, da entrépriserne var ekstremt dyre.
Ved hjælp af Betinas rejsebog fandt Iben lynhurtigt et spændende voksmuseum, som vi kunne se i stedet for. De var godt lavet, men vi var alle enige om, at de var meget bedre lavet i London.
Det blev middag, og det blev tid til at spise frokost. Stort set alle elever fik gode pastaretter, bortset fra de få modige som turde prøve noget nyt og spændende, og de fik så sushi (Ikke en god oplevelse! Gør det aldrig!)
Derefter fik vi fri og kunne få lov til, at gøre lige hvad vi vil. Halvdelen af klassen valgte at tage hjem til hotellet efter den lange gåtur ned til den jødiske bydel, og den anden halvdel tog ind til byen for at shoppe lidt.
Til aften var vi ude og lede efter et sted at spise, fordi det sted hvor Jan havde bestilt borde, var en lille tilrøget tjekkisk pub. Vi blev enige om at finde et andet sted at spise. Det endte med at vi var ude og lede efter et sted at spise i en halv time, og efter 5 restauranter hvor det ikke lykkedes os at få et måltid, fandt vi et lokalt spisested hvor vi fik nogle anderledes tjekkiske retter. Derefter skulle vi ud og se et særligt tjekkisk teaterstykke, noget som hedder ”Black-Light” med Beatles som hovedemne. Det var meget anderledes og specielt. Derefter vendte vi snuden hjem og hyggede på hotellet efter den lange dag.
Tine, Mia, Amalie og Søren
Pragtur med 10. klasse
Torsdag d. 25. september 2008
I dag var det vores sidste dag i Prag. Vi stod en del tidligere op, end vi havde gjort de andre dage. Der skulle nemlig pakkes sammen og ryddes op på værelserne, inden vi skulle tjekke ud klokken halv ti. Vi havde en smule travlt pga. vi var sent hjemme i går, og derfor ikke fik pakket så meget.
Det føltes som uendeligt langt at gå, da vi skulle til bussen med vores kufferter osv. Ikke bedre var, at vi skulle op ad meget stejle veje og gader.
Efter vi havde læsset bussen tog vi sporvognen til centrum for at shoppe endnu engang. Vi havde to timer, inden vi skulle mødes til frokost på en italiensk restaurant. Det var noget anderledes end hvad vi ellers var blevet udsat for.
Da vi havde spist og havde fundet endnu en sporvogn, tog vi til Det gule Marked for at prutte om priser. De fleste af os fik købt en del og andre ikke så meget. Nogle af os var vildt gode til at få tingene til billige penge, mens andre var knapt så gode ”pruttere”.
Klokken 17.00 var det afgangstid fra Det gule Marked og hjemad. Vi alle er nu placeret i bussen, nogle mindre godt end andre.
Vi er netop lige sluppet igennem tysk kontrol uden at blive stoppet med alle vores kopivarer. Heldigvis! Dem har vi nemlig købt en del af.
Vi siger tak for en god tur til alle, inkl. buschaufføren.
Louise, Anders, Sigrid